11 skuespillere der er mindst lige så gode bagved kameraet som foran

I dag har Scarlett Johanssons instruktørdebut Eleanors sandhed dansk premiere – og allerede i næste uge lander også Babygirl-stjernen Harris Dickinsons første film bag kameraet, Urchin.
Tendensen er tydelig: aldrig har så mange skuespillere taget springet bag kameraet. Bare det seneste år har vi set debuter fra Kate Winslet ('Goodbye June') og Kristen Stewart ('The Chronology of Water'), mens Maggie Gyllenhaal i marts fulgte op på sin Oscar-nominerede debut 'The Lost Daughter' med The Bride!.
Selvom det er en svær disciplin at udpege, hvilke af de store skuespillere, der har vist sig at være mindst lige så gode instruktører, har vi alligevel givet det et skud.
Vi har udvalgt 11 navne, der både er prominente foran kameraet, men som også har formået at bygge en anerkendt karriere som instruktør.

Jordan Peele
Jordan Peele slog for alvor igennem som komiker og sketchforfatter i makkerparret 'Key & Peele' sammen med Keegan-Michael Key. Duoens populære sketchshow blev kendt for sin skarpe satire, filmparodier og absurde humor, og Peele arbejdede sideløbende også som skuespiller og manuskriptforfatter på forskellige komedieprojekter.
I 2017 gik en barndomsdrøm dog i opfyldelse, da han sprang ud som gyserinstruktør med Get Out, som han også selv havde skrevet manuskriptet til. Filmen indbragte ham en Oscar for Bedste originale manuskript – som den første sorte manuskriptforfatter nogensinde i den kategori. Siden skrev og instruerede han de prisvindende film Us og Nope.

Greta Gerwig
Greta Gerwig har siden 2006 medvirket i en lang række film, men hun har aldrig lagt skjul på sit ønske om at rykke over i instruktørstolen. Og det er da også hendes instruktørskab, der har etableret hende som en af de mest markante kvindelige stemmer i Hollywood.
Gerwig fik sit store gennembrud som instruktør med Lady Bird, der blev hendes solodebut, efter hun i 2008 havde instrueret 'Nights & Weekends' sammen med Joe Swanberg. Hun både skrev og instruerede førstnævnte, og den blev nomineret til hele fem Oscars, bl.a. for Bedste originale manuskript, Bedste instruktør og Bedste film.
Succesen fortsatte med filmatiseringen af Little Women, og i 2023 kom hendes seneste film, den Oscar-nominerede Barbie, der blev en kæmpehit. Hendes næste, 'Narnia: The Magician's Nephew', der forventes at få biografpremiere den 12. februar 2027, inden den lander på Netflix.

Ben Stiller
Det er nok de færreste, der tænker på Ben Stiller som instruktør, men den 60-årige komiker har faktisk instrueret flere spillefilm. Debuten kom i 1994 med 'Reality Bites', og to år senere stod han bag den overraskende mørke komedie The Cable Guy med Jim Carrey.
Stiller instruerede kultfilmen Zoolander og den mindre vellykkede efterfølger, mens hans største succeser er kommet i kraft af den Oscar-nominerede Hollywood-pastiche Tropic Thunder og The Secret Life of Walter Mitty.
De senere år har han især markeret sig på tv-fronten som en af hovedkræfterne bag Apple-serien 'Severance', hvor han indtil videre har instrueret elleve afsnit af den anmelderroste sci-fi-thriller. Sidste år udkom desuden dokumentaren 'Stiller & Meara: Nothing Is Lost' – et rørende portræt af hans forældre.

Olivia Wilde
Den 42-årige Olivia Wilde fik i 2019 lidt af en drømmestart på sin karriere som filminstruktør. Hun debuterede med den prisvindende og gennemført humoristiske teenagekomedie Booksmart, hvor de to stræbere Amy og Molly dagen inden dimissionen opdager, at de med næsen i bøgerne har glemt at få alle oplevelserne, som high school-livet kan byde på.
Siden fulgte Wilde op med den æstetisk smukke psykologiske thriller Don't Worry Darling. Snart er hun klar med sin tredje film The Invite, der er en amerikansk genindspilning af den spanske spillefilm 'Sentimental' fra 2020. Den lander i de danske biografer den 13. august.

Bradley Cooper
Den Oscar-nominerede skuespiller Bradley Cooper debuterede som instruktør med A Star Is Born – og man må sige, at en stjerne blev født her. Han spillede selv hovedrollen over for Lady Gaga.
I 2023 instruerede han periodedramaet 'Maestro', hvor han igen indtog hovedrollen som komponisten Leonard Bernstein, og skrev manuskriptet sammen med Josh Singer. Filmen indbragte ham tre Oscar-nomineringer for Bedste originale manuskript, Bedste mandlige skuespiller og Bedste film.
I februar i år kunne man se hans tredje spillefilm i biografen i form af komediedramaet Is This Thing On?, hvor han for første gang overlod hovedrollen til en anden.

Ben Affleck
Piloten fra Pearl Harbor overraskede alt og alle, da han med stor succes sprang ud som instruktør med den brutale Boston-fortælling Gone Baby Gone, og efter The Town kulminerede det i Argo, der indbragte Affleck en Oscar for Bedste film.
Han har absolut bevist sine kvaliteter som skuespiller i film som Good Will Hunting, Kvinden der forsvandt og som selveste Batman, men det er som instruktør, Affleck har fundet sit sande kald. Senest instruerede han sportsfilmen Air, som han også selv medvirkede i.

Paprika Steen
Paprika Steen har gennem årtier været en af dansk films mest markante skuespillere med roller i bl.a. 'Festen', 'Idioterne', 'Den eneste ene' og 'Efter brylluppet'.
I 2004 debuterede hun som instruktør med dramaet Lad de små børn, og siden har hun primært kastet sig over komediegenren med film som den sorte komedie Til døden os skiller, Den tid på året, Fædre & mødre og senest Det nye år.
De tre sidstnævnte film er blevet omtalt som hendes "tvangsfællesskabstrilogi", fordi de alle kredser om mennesker, der er fanget i sociale fællesskaber fyldt med konflikter, pinligheder og undertrykte frustrationer.

Jodie Foster
63-årige Jodie Foster har været i branchen nærmest, siden hun kunne gå. Som treårig var hun med i sin første reklamefilm, og som femårig fik hun sin første rolle i en tv-serie. Som skuespiller er Foster blandt sin generations mest anerkendte og har modtaget to Oscar-statuetter.
Som 28-årig rykkede hun om bag kameraet med sin instruktørdebut 'Little Man Tate' fra 1991, og siden har hun vekslet mellem at være foran og bag kameraet.
I 2011 instruerede hun 'The Beaver', som hun selv beskrev som en vanskelig film pga. det tunge tema om en depressiv far, og måske derfor blev hendes næste film den mindre psykologisk funderede Money Monster om finansverdenen.
Hun har desuden instrueret afsnit i succes-serierne 'House of Cards', 'Orange Is the New Black', 'Black Mirror' og 'Tales from the Loop'.

Sylvester Stallone
Mange ser Stallone som en lidt enfoldig actionstjerne (ikke mindst pga. hans snøvlede udtale og utallige B-film på cv'et), men Stallone er faktisk en yderst kompetent historiefortæller.
Han blev Oscar-nomineret for manuskriptet til den første Rocky-film og instruerede selv de følgende kapitler i serien med undtagelse af den ubehjælpsomme Rocky V.
Muskelbundtet genoplevede også en af sine andre ikoniske karakterer med Rambo, og han stod bag instruktionen og spillede frontfigur i The Expendables, der var alle fans af 80'er-actionfilms våde drøm.

Mel Gibson
Den kontroversielle australiers stjernestatus fra Mad Max og Lethal Weapon kulminerede, da han instruerede sig selv i den voldelige frihedskæmperfilm Braveheart, som høstede fem Oscars og er blevet en moderne klassiker.
Et årti senere vendte han tilbage både foran og bag kameraet i The Passion of the Christ, hvor han skildrede Jesus' sidste dage på Jorden. En film, der delte vandene.
I 2006 både skrev og instruerede han den actionfyldte Apocalypto, hvorefter en lang pause igen fulgte. I 2016 opnåede han fornyet kunstnerisk succes på Filmfestivalen i Venedig med krigsfilmen Hacksaw Ridge. Senest har han instrueret 'Flight Risk'.

Clint Eastwood
Findes der et mere ikonisk ansigt i filmbranchen end Eastwoods? Alligevel har skuespilleren, der slog igennem i Sergio Leones spaghetti-westerns i 1960'erne, valgt at hoppe om bag kameraet i over 40 film. Dog har han selv roller i de fleste, fra debuten 'Play Misty for Me' i 1971, over Oscar-vinderne Unforgiven og Million Dollar Baby til Gran Torino i 2008.
De efterfølgende år var kvaliteten svingende, men i 2016 vendte Clint tilbage med et solidt værk med Miraklet på Hudsonfloden. Og herfra er der kun gode ting at sige om den nu 95-årige skuespiller. Det seneste årti har han brilleret med bl.a. 'The Mule', 'Richard Jewell' og 'Juror #2'.








