Superhelte-stjerne fik panisk opkald fra Marvel: "Du skal slette det lige nu"

Interview med holdet fra 'Ant-Man and the Wasp: Quantumania'
Ant-Man and the Wasp: Quantumania / Marvel Studios
(© Ant-Man and the Wasp: Quantumania / Marvel Studios)

Efter 15 år med succesfulde film og serier er der ingen tvivl om, at Marvel Cinematic Universe er en af de største franchises i verden. Med så mange involverede parter er det derfor heller ikke altid lige nemt at holde plot og andre detaljer om filmene hemmelige før premieren.

Tidligere har flere af superheltefranchisens skuespillere – især Tom Holland og Mark Ruffalo – haft svært ved at holde på spoilers, men også en af stjernerne fra den biografaktuelle Ant-Man and the Wasp: Quantumania er før kommet i problemer.

Vi talte med Evangeline Lilly og Kathryn Newton, der spiller henholdsvis Hope van Dyne (The Wasp) og Cassie Lang, om alt hemmelighedskræmmeriet der følger med, når man medvirker i en MCU-film. Se hele interviewet øverst.

 

LÆS OGSÅ: Skuespilleren bag ny Marvel-skurk bragte en hel ny vibe til Ant Man-settet: "Pas på!"

Især Evangeline Lilly, der nu har medvirket som The Wasp i fire MCU-film, fortæller om processen:

- Reglerne er meget strenge. Uanset hvor hårdt jeg prøver, så kommer jeg altid til at lave mindst et par bommerter, hvor jeg poster noget på sociale medier, og så får jeg et panisk opkald: "Du skal slette det. Du skal slette det lige nu", og jeg siger "Okay, undskyld, jeg troede, at det var en god ting at poste."

Kathryn Newton, der får sin MCU-debut i 'Quantumania', har det til gengæld lidt anderledes med de strenge regler:

- Jeg er virkelig god til at holde på en hemmelighed. Jeg siger intet!

Selvom karakteren Cassie Lang har været en del af MCU siden den første Ant-Man i 2015, var det en nyhed, at rollen nu skulle overtages af Kathryn Newton, men den 26-årige stjerne syntes tværtimod, at det var fedt at holde på hemmeligheden, indtil det officielt blev annonceret.

- Det var som at have fødselsdag. Jeg fik så mange beskeder og så mange, der skrev tillykke. Det er meget sejere at holde ting hemmeligt, og lade andre finde ud af det selv.

'Ant-Man and the Wasp: Quantumania' kan ses i biografen nu.

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)