Grin og bliv varm om hjertet med den første trailer til bestselleren 'Meter i sekundet'

Hella Joof står bag komedien
Billede
(© Nordisk Film)

Efter succeser som En kort en lang, All Inclusive og Happy Ending er Hella Joof nu klar med en spritny hjertevarm komedie baseret på bestselleren af samme navn, Meter i Sekundet.

Nu er den første trailer landet, hvor vi møder Sofie Torp ('Ser du månen Daniel') i hovedrollen som Marie, hvis kæreste, Rasmus, har fået job på en højskole, der ligger det sidste sted i landet, hun kunne forestille sig at bo… i Vestjylland!

Mens Rasmus hurtigt suges ind i højskolelivet, er mødet med Velling et kulturchok for Marie, der med sine malplacerede tirader gang på gang oplever, at hun ikke hører til blandt de lokale i de korte sætningers land.

Se traileren i toppen af artiklen.

 

LÆS OGSÅ: En pige er forsvundet på mystisk vis i første sensuelle trailer til ny dansk film

Dem, der har hørt 'Meter i Sekundet' som lydbog, vil måske kunne huske, at det faktisk er Sofie Torp, der har indtalt den. Og nu får biografgængere så mulighed for at opleve Sofie Torp i filmversionen også.

I rollen som hendes tålmodige kæreste Rasmus ses Thomas Hwan. Han spillede efterforskeren Alf Ryberg i alle tre sæsoner af Bedrag på DR1 og har desuden haft markante roller i den Robert-belønnede biografsucces Hvor kragerne vender og tv-serier som Kastanjemanden og Limboland.

Udover de to hovedroller, kan man også møde Lotte Andersen som højskolens forstander, Bodil Jørgensen som dagplejeren Maj-Britt, Bjarne Henriksen som Maj-Britts mand Bent og Anders Agger som… sig selv.

'Meter i Sekundet' har biografpremiere d. 2. februar.

 

(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)