Ny gyser "gør for smil, hvad 'Jaws' gjorde for havet"

Interview med holdet bag 'Smile'
Smile
(© UIP)

Er der noget mere skræmmende end et stift smil efterfulgt af en remse om, at ”nu dør du”? Det spørgsmål stiller gyseren Smile, der får biografpremiere i denne uge.

Vi stillede holdet fra filmen samme spørgsmål (og flere), da vi interviewede skuespillerne Sosie Bacon, Jessie T. Usher og Kyle Gallner samt instruktøren Parker Finn på Zoom i forbindelse med filmens lancering.

Filmen handler om psykiateren Rose (Bacon), der opleverer en traumatiserende begivenhed, da en patient tager livet af sig selv på brutal vis. Nu oplever hun en række mystiske hændelser og personer, der smiler ondskabsfuldt til hende og varsler hendes snarlige død.

The Boy-stjernen Jessie Usher spiller hendes mand Trevor, og Kyle Gallner er politibetjenten Joel, der begge må tackle Roses skræmmende situation.

 

LÆS OGSÅ: Ny gyserfilm går viralt: Mystiske skikkelser dukker op og skræmmer publikum

Samtalen med skuespillerne og instruktøren drejede sig bl.a. om, hvordan man finder frem til det perfekte, uhyggelige smil. Om hvorfor smil kan være så skræmmende. Samt endelig om hvorfor 'Smile' skal ses i biografen - efterfulgt af en sammenligning med den nye udgave af Scream, der udkom tidligere på året.

- Jeg tror, et smil skal være noget, som er venligt og imødekommende. Det er meningen, at det skal invitere dig indenfor. Og få dig ind, og når du sætter noget ondsindet bag noget så venligt og imødekommende, vender det det på hovedet. Og det gør noget sødt til noget tvivlsomt og farligt, fortæller Kyle Gellner, der var i hopla til interviewet.

Men hvordan laver man det perfekte, uhyggelige smil? Skuespillerne var lidt i vildrede, men fik heldigvis hjælp af instruktøren Parker Finn.

- Jeg stod foran spejlet i hotellet, og jeg tænkte: Hvordan fanden skal jeg gøre det?!? Jeg ved ikke, hvad jeg gør, eller hvordan det skal se ud. Men vi klarede det, jeg måtte tale med Parker. Parker og jeg finjusterede det sammen til der, hvor det skulle hen, fortæller Gellner.

- Vi brugte tid på at stå tæt på hinanden og bare smile frem og tilbage, indtil det fungerede. Hvilket nok må have set meget dumt ud, hvis nogen så det imens, men det var det værd for slutresultatet, siger instruktøren Finn.

 

LÆS OGSÅ: Kan du genkende ham? Dansk skuespiller vender efter 24 år tilbage som kultdyrket vampyr

Kyle Gellner går så langt som at sammenligne med en klassisk hajgyser i en formulering, der kunne være filmens tagline:

- Denne film vil gøre for smil, hvad Jaws gjorde for havet.

Samme skuespiller medvirkede tidligere på året i rebootet af gyseren ’Scream’, og da han skal fortælle, hvad forskellen på den og ’Smile’ er, er han ikke i tvivl:

- De er meget forskellige. ’Scream’ er en slasher-film, og denne er mere en psykologisk thriller-gyserfilm. Denne går mere op i at bygge en fornemmelse af rædsel og en langsom opbygning af knusende fortvivlelse. ’Scream’ er meget mere tilbage til 80’erne med shasher-film, hvor man løber væk fra skurken, og folk bliver stukket til døde. De er meget forskellige størrelser, men lige sjove og gode at se i biografen.

Faktisk skulle filmen først have været udkommet direkte på streamingplatformen Paramount+, men filmselskabet besluttede, at den havde biografkvaliteter, hvilket instruktøren Parker Finn naturligvis er glad for:

- Jeg elsker film, fordi jeg elsker at gå i biografen med et stort lærred og lyd i et fælles miljø. Og jeg føler mig så heldig og spændt på, at Paramount lancerer den på en stor måde. Og jeg er glad for, at publikum kommer til at se den på et stort lærred i et fællesskab med andre publikummer.

Smile kan ses i biografer landet over fra den 29. september.

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)