Ny dokumentarfilm dykker ned i isen: Se den nervepirrende trailer

'Into the Ice' åbner CPH:DOX 2022
Into the Ice
(© Hansen & Pedersen (Framegrab))

(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

Det bliver en kold fornøjelse, der tager imod publikum på den årlige dokumentarfilmfestival CPHDOX, når 2022-versionen åbnes af den danske film Into the Ice. Se traileren øverst i artiklen.

Filmen bliver således vist den 21. marts og igangsætter dermed 11 dage med dokumentarfilm fra hele verden (fra den 23. marts til den 3. april). Festivalen sætter bl.a. fokus på videnskab i et særligt science-program med 15 titler, hvilket også valget af åbningsfilmen understreger.

Der vil også være en del film med fokus på Ukraine og Rusland at finde i det nye program, som består af over 200 film, med 59 af dem at finde i de seks konkurrencer.

LÆS OGSÅ: Biografernes events i marts

'Into the Ice' tager fat på et af de mest centrale emner omkring den globale opvarmning. For på trods af mange års forskning, har vi stadig ikke noget klart svar på, hvor hurtigt den grønlandske indlandsis smelter.

Det er det spørgsmål, som instruktøren Lars Henrik Ostenfeld vil prøve at finde svar på, når han tager på ekspedition sammen med tre af verdens førende glaciologer.

De skal bl.a. 180 meter ned i et af de store smeltevandshuller på den grønlandske indlandsis. Det er længere nede end noget menneske nogensinde har været før.

Billetsalget til festivalen er startet. Du kan bl.a. købe billetter til 'Into the Ice' her.

CPH:DOX 2022 finder sted fra den 21. marts til den 3. april.