Nikolaj Lie Kaas vil få dig til at stortude - se traileren til Kollision

En mands kamp for sin familie
Billede
(© NORDISK FILM/Rolf Konow)

Nikolaj Lie Kaas er uden tvivl en af dansk films mest elskede og succesfulde skuespillere. Så det er ikke små sager, når han kaster sig ud i en ny film - heller ikke denne gang med dramaet Kollision, hvor Lie Kaas virkelig får lov til at komme igennem hele følelsesregistret.

I dag er den nye og endelige trailer til filmen ankommet. Se den foroven.

Handlingen er stadig en smule hemmeligholdt, men, som traileren også afslører, følger vi manden Leo, der leder en stor vikrsomhed, er gift og har to børn. Hans tilværelse falder dog snart voldsomt fra hinanden, da en tragedie indtræder. Derefter følger en svær og barsk skilsmissesag, som går ud over alle - især parrets lille datter Liv.

Cecilie Stenspil (Badehotellet) spiller konen over for Lie Kaas, mens Karla Avaz debuterer som datteren. Også andre store skuespillere pryder rollelisten. Heriblandt: Sebastian JessenNicolas BroRasmus Bjerg, Tommy Kenter, Julie Christiansen og Bodil Jørgensen.

Bag kameraet står tre bemærkelsesværdige nye navne inden for dansk film, nemlig brødrene Mehdi Avaz (instruktør), Milad Avaz (manuskript) og Misam Avaz (producer). De slog igennem i 2017 med den rørende debutfilm Mens vi lever, der solgte over 100.000 billetter uden om det etablerede støttesystem. 

Nu er Avaz-brødrene klar med endnu en patos-fyldt fortælling, der med garanti vil få publikum til at snøfte (måske endda hulke) i biografsæderne.

Kollision får dansk premiere den 31. oktober.