Ny trailer til Dumbo er ren Disney-magi

Har du set en elefant flyve?
Billede

Tim Burtons genfortolkning af Disneys klassiske tegnefilm, Dumbo, har fået en ny og en del længere trailer.

Smagsprøven er fyldt med stemning og kulør, og den lægger ikke skjul på, at vi kan forvente en storladen version af den elskede film fra 1941, som med garanti også kommer til at fremtvinge en tåre eller to undervejs.

Historien udspiller sig i et cirkus, hvor elefantungen Dumbo bliver set ned på af sine omgivelser pga. sine store ører. Men pludselig går det op for alle, at Dumbo besidder et helt særligt talent – han kan flyve!

Filmen byder desuden på en genforening mellem Michael Keaton og Danny DeVito fra Burtons Batman Returns, mens Colin Farrell, Eva Green og Alan Arkin udfylder nogle af de øvrige roller.

Dumbo får biografpremiere den 28. marts 2019.

 

Kommende Disney-genindspilninger