Cookie- og Privatlivspolitik

Wild Tales

Tilladt for børn over 15 år
Filmen indeholder en række kortfilm, som hver for sig har forskellige mere eller mindre spændingsprægede, dystre og anspændte grundstemninger. Flere af filmene indeholder voldelige og blodige scener, og navnlig indeholder én film flere langvarige, ubehagelige og udpenslede voldsscener, hvor to mænd kommer i voldsom konflikt med hinanden på en øde landevej. Man ser fx de to mænd slå løs på hinanden inde i en forulykket bil, der hænger ud over en skrænt. De slår hinanden til blods med henholdsvis et koben og en gasflaske. Man ser en mand hænge ud af vinduet med en sikkerhedssele om halsen, så han er ved at blive kvalt. Man ser ham hænge i lang tid, spjættende med benene, ude af stand til at trække vejret og med tiltagende gråblåt ansigt. Man ser en bil der eksploderer, og der zoomes ind på to forkullede lig. På grund af disse lange, ubehagelige og udpenslede voldsscener, vurderes det, at filmen kan virke skræmmende på børn under 15 år.

Se mere på medierådet.dk
07.05.2015
| |
2 timer 2 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Relatos salvajes
|
Versioner: se alle
2D, Babybio, Seniorbio, Film, tapas & cocktails
|

'Wild Tales' følger en række personer, der ender i ekstreme situationer.

Først befinder vi os på et fly, hvor passagererne opdager, at de alle har ét bekendtskab tilfælles, og at deres fremtid mildest talt er usikker. Et andet sted genkender en servitrice den mand, der ruinerede hendes familie, og nu overvejer hun at tage hævn.

Vi befinder os også på motorvejen, hvor en provokation eskalerer til usete dimensioner, ligesom en nedrivningsekspert bliver mødt med det bureaukratiske parkeringssystem i storbyen. Et velhavende ægtepar forsøger desuden at skjule det faktum, at deres søn har påkørt en gravid kvinde i sin bil, og endelig tager et bryllup en uventet og bizar drejning, da bruden opdager, at hendes mand har haft en affære.

Filmen er konstrueret af seks forskellige episoder, der alle har hævn som omdrejningspunkt. Strukturen kan minde om film som Four Rooms og Sin City med et stænk galskab fra Pulp Fiction, men 'Wild Tales' er, med sin galgenhumor, helt sin egen. Denne originalitet er blevet hædret med hele 23 priser verden over, mens filmen blev nomineret til en Oscar tidligere på året.

'Wild Tales' er produceret af mesterinstruktøren Pedro Almodóvar og hans lillebror Agustín. (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (123 votes)
4.8
4.8

Instruktør

Relaterede nyheder

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "Sjældent er en episodefilm - hvor de forskellige episoder ikke flettes sammen - udført så sømløst og i indeværende år har jeg endnu ikke grinet så meget i biografen som til 'Wild Tales'." (Jacob Wendt Jensen)

  • BT

    "[...] mens du griner, sniger alvoren sig ind ad bagvejen. Jeg tror, de kalder det filmkunst." (Henning Høeg)

  • Ekstra Bladet

    "Der er fuld valuta for pengene, hvis du er på jagt efter en galgenhumoristisk tur ind i biografmørket. Den argentinske 'Wild Tales' sprudler af intelligent situationskomik og latinamerikansk temperament." (Jacob Ørsted)

  • Filmland P1

    "[...] den manglende samlende pointe med hævnhistorierne larmer i sit fravær, så meget at historierne i stedet får et præg af manieret se-hvor-langt-jeg-tør-gå-selvtilfredshed. Men som filmhåndværk er de sublimt sat op af en håndfuld af Argentinas bedste skuespillere, af Damián Szifróns energiske iscenesættelse og især af Javier Julias iderige billeder." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "[...] filmen er befriende vittig, afbalanceret, uden det mindste strejf af den misantropi, som ellers ligger lige for. Faktisk er det en renselse at sidde og godte sig over ødelæggelsesraseriet." (Johs. H. Christensen)

  • Politiken

    "[...] forrygende grotesk og morsom i al sin ubehagelige voldelighed." (Katrine Hornstrup Yde)

  • Weekendavisen

    "Nok er der ingen retfærdighed til, men måske kan balancen alligevel justeres, hvis man hævner sig eftertrykkeligt nok. Du vil le, og du vil gyse. Der er i hvert fald ingen Kære Mor." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Nikolaj

Hvor er vreden gemt i dig? Alle har vrede, den er skabt i os. Formålet med filmen er bare, at vise de forskellige dagligdags problemer, og så sætter man det selvfølgelig lige lidt på spidsen. Men det giver faktisk en rigtig fascinerende film. Historierne er ikke ment til, at skulle forbinde hindanden. Nej, hver historie er hver sin film, og det kan både ende brutalt, godt eller totalt syret. Filmen er bestemt tankevækkende, og den får 5 stjerner herfra!

Lis

Det er en af de bedste film vi har set til d.d

Emilie

Wild Tales er virkelig et must. Det er en fantastisk film der beskriver hævn, og hvor galt det kan gå. Hver historie er noget for sig.

Miss Hearts

WILD WILD FILM!
Overraskende
Grotesk
Jeg kan ikke finde på mere at sige.
Den skal bare ses!!
Du vil få en oplevelse du aldrig glemmer

S. Rico

Man bør bestemt ikke lade sig snyde for dette meget originale argentinske værk. 6 historier på hhv. ca. 10, 10, 20, 20, 25 og 25 minutter. De tre første historier er fantastisk underholdende og involverer en hel del action, død og blod. Især den tredje hvor en forretningsmand og en redneck tørner sammen på landevejen er ufattelig morsom og helt vildt langt ude. Det er en moderne udgave af Spielbergs gamle ”Duel” - bare langt mere ekstrem.

I den fjerde og femte fortælling bliver det mere alvorligt. Ingeniøren vs. byens korrupte parkeringssystem kan virklig få blodet til at koge hos enhver, der har mødt skrankepaver rundt omkring i verden. Man føler i den grad med ham.
Og i den 5. historie kan man også sagtens føle og forstå, hvorfor den meget rige familiefar gør som han gør for at redde sin søn mod fængsel. Det er en elegant fortælling om en ret speciel form for selvtægt, hvor man kan spørge sig selv, hvem der er skurken og hvem der er the good guys.

Den sidste del handler om et bryllup, hvor bruden skejer voldsomt ud, efter at have fundet ud af, at manden har været utro. Det er klart den mindst stærke og mest overfladiske af de 6 historier. Den kan ses som et billede på den argentinske tango, som jo er en temperamentsfuld dans med masser af drama undervejs - og som regel med en romantisk afslutning.

Kitty

Så kort kan det siges. Også selvom det er små novellefilm, er helhedsindtrykket godt. Passionerne slippes løs på mere end én måde - og filmene viser også lidt om karma og nemesis. Vær altid god ved andre. ;-)

Lisbeth

Gå ikke glip af denne film. Grotesk hvad en lille ting kan udvikle sig til hvis man har svært ved at styre sig. Filmen er et MUST.

Miss Hearts

Helt enig. Det er en grotesk men absolut se-værdig film.

Jesper

Det er den røde tråd der binder filmen Wild Tales sammen; hævn.
Fra start til slut bliver vi smidt ind i vidt forskellige karakterers liv, og ser hvordan deres verden har eller vil vende sig imod dem.
Ekstremt absurd og yderst underholdende.
5/6 blodige stjerner

NicoDemus

Jeg så Wild Tales med kinotur, jeg havde ikke hørt om denne film før, men er meget glad for at have set den. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide den, og grinede en hel masser, selvom det nogle gange føltes forkert at gøre, men nu er filmen jo også “dark humor”.
Wild Tales består af 6 kortfilm der involvere forskellige slags kriseramte mennersker. Selvom historierne i sig selv er ret forskellige passer de godt sammen som et kortfilm sæt, og titler i sig selv “Wild Tales” passer rigtig godt.
Den første handler om en flok mennersker ombord på et fly, som finder ud af at de har mere tilfælles en bare en flytur.
Den anden handler om en kvinder der arbejder i en cafe, og hvor én fra hendes fortid kommer ind for at spise, og nogle valg der bliver taget omkring hans liv.
Det tredje handler om “road rage”. Om 2 mænd der går total over gevinst.
Det fjerde er om en mand hvis liv falder helt fra hinanden fordi hans bil bliver bugseres.
Det femte er om en rig familie. Sønnen har været involveret i et "hit and run” af en gravid kvinde. Hans familie prøver så på at finde en måde til at han ikke skal i fængslet.
Det sjette foregår ved et bryllup, hvor bruden finder ud af at hendes nye man faktisk har været hendes utro. Kortfilmen handler så mest om hendes måde at håndtere det hele.
Nu er dette ikke en engelsk film, hvilket kan genere nogle personer, men jeg synes at det ville være ærgerligt at misse denne film på grund af det. Der er måske ikke nogle skuespillere man kender, men de spiller hver iser deres rolle rigtig godt. Lyden er meget simple, men den er blevet klippet god ind når det kommer til de (mange) voldelige scene, de giver lige det ekstra for at gøre dem endnu vildere, men stadig forblive reale. Klippeningen i det hele taget er rigtig god, sammen med de forskellige vinkler der bliver filmet fra (nogle gange som om der er nogen der kigger på).
Alt i alt vil jeg give 4-5 stjerner ud af 6. Grunden er fordi den er bedre end et 4-tal, men mener at 5 er en smule for højt at placere den, men som sagt synes jeg at hvis man ikke har set den og godt kan lide sort humør, så er det en must.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.