Waves

Det er simpelthen den vildeste kombination af de flotteste billeder/klip, den fedeste musik og den smukkeste og mest rørende historie. Det er lang tid siden jeg er blevet så rørt. Da filmen sluttede skulle jeg også lige bruge lidt tid på at samle mig igen. Simpelthen bare så fed en film!!! Kan anbefales

Niclas Dalby siger det meget præcist: filmen indeholder sorg og skønhed på samme tid.

Familien i Waves oplever masser af modgang, men det er ikke en af den slags socialrealistiske dramaer, som det gør ondt at se på. Familien mangler ikke penge, de bor godt i smukke omgivelser, og de trives generelt godt. Altså lige indtil et par dumme skænderier skaber en kædereaktion af uheldige konsekvenser.

Herefter går bølgerne højt i familien. Men noget af det fede er, at skuespillet hele tiden er super fint og samtidig afdæmpet. Vi ryger aldrig op i det over-melodramatiske. Det føles naturalistisk. Der bliver heller ikke svælget i elendighed. Filmen indeholder masser af hjertevarme scener med håb og skønhed.
4½ anbefalelsesværdige stjerner.

Det er sjældent en film kan indeholde så meget sorg og skønhed på én og samme tid som Trey Edward Shults seneste film, Waves, som han selv har skrevet og instrueret. Om det er et kald for tilgivelse eller venlighed er i sidste ende ligegyldigt, for den amerikanskfødte instruktør har med Taylor Russell og Kelvin Harrison Jr. I hovedrollerne skabt noget så ømt og skrøbeligt, at det næsten føles for grænseoverskridende at være vidne til; Deres liv er konsekvenser af dårlige valg og forfærdelige omstændigheder, som skaber verden omkring og følelserne i dem. Waves er mere ambitiøs end forventet og det kan mærkes, at det er Shults tredje film, da han i sandhed er ved at identificere sig med en stil, som ingen anden.

I 2015 fik verden en forsmag på hans stil, da han instruerede et ekstremt velformidlet og mørkt drama, Krisha, som de færreste desværre har set. To år senere blev mange biografgængere ”snydt”, da A24 desværre valgte at markedsføre It Comes at Night som en traditionel gyser, når den i virkeligheden var alt andet. I år vender han tilbage til drama-genren, men Waves føles alligevel som noget, man ikke har set før, for selvom det er en genre, han har bevæget sig i før, føles hans seneste mere dyb og tematisk tung end det gennemsnitlige karakterstudie, man ofte finder i moderne dramafilm.

Waves starter ellers glædeligt med Tyler og et hold venner en sommereftermiddag i bil hen over en bro og FloriDada’s Animal Collective blæsende ud af højttalerne. Scenografien er bevægende, bogstaveligt talt, da den laver den ene 360o panorering efter den anden for at vise de unge menneskers fantastiske ansigtsudtryk. Tylers søster, Emily, er sød, hengiven og støtter både broderen, hans kæreste Alexis og stedmoreren Catherine i deres dagligdag og ikke mindst Tylers drømme om at blive professionel wrestler, hvilket gøres i samarbejde med faderen Ronald; En hård personlighed, der til tider gemmer kærligheden bag en lukket facade, men argumenterne for denne opførsel er naturlig; Som en ung sort mand, der ikke er født i en gennemsnitlig familie, bliver man nødt til at arbejde ekstra hårdt for at opnå noget i livet. Der er ingen tvivl om, han vil gøre hvad som helst for at Tyler kan blive succesfuld i livet og familien støtter hinanden i deres beslutninger.

Og så kollapser Tylers liv; En skade gør, at han ikke kan fortsætte med at udøve sport og opnå sin drøm og han tager beslutningen om ikke at fortælle det til nogen, men i stedet fylde sig selv med piller og prøve at kæmpe igennem; Som faderen har lært ham. Dette er blot startskuddet på den ene store fejlbeslutning efter den anden, taget i frygt og hjælpeløshed; Ikke mindst da han finder ud af, at kæresten Alexis også er gravid. Tyler er et mørkt og frygteligt sted i sit liv, men Waves stopper ikke der; Den fortsætter i en tragisk spiral indtil vi pludselig befinder os et helt andet sted med fokus på Emily. Waves er ikke blot Tylers film, men en film om en families historie og liv formet via konsekvenserne af frygtelige beslutninger, som i sandhed vil forandre deres liv for altid.

Grundet filmens struktur og historiens opbygning kræver det noget ekstraordinært fra skuespillerne, da Waves i sandhed skal holdes i live ved deres troværdighed og her må man bare sige, at Trey Edward Shults netop har gjort dette; Instrueret noget ekstraordinært. Hvor vi i første halvdel bliver blæst bagud af Kelvin Harrison Jr.’s rå talent fyldt med udbrud, gråd og fortabelse, finder vi i stedet håb og nærhed sammen med Taylor Russell, der leverer noget af det smukkeste skuespil i 2020. Hendes portrættering af en søster hvis liv bliver vendt på hovedet er intet mindre end hypnotiserende og især hendes forhold med Ronald bliver åbnet og udforsket i filmens tredje akt, der både er rørende og håbefuld.

Alt dette er blot elementer af et større hele, hvor alt fra skuespillet til scenografien og musikken er udført til nær perfektion. Det er Drew Daniels, der fører kameraets bevægelser, som han også gjorde med Shults’ to andre film, og han har med Waves udført sit smukkeste arbejde indtil videre. Farverne er sublime og karaktererne er altid i det rette snit til at formidle information, både verbalt og visuelt.
Det er dog ikke kun det visuelle, men også auditive, der føles som en anden dimension. Der er sjældent et stille øjeblik i filmen og Atticus Ross og Trent Reznor har sammen skabt en smukt og råt score, der konstant ligger i baggrunden. Filmen har derudover også et uventet stort antal kommercielle sange, alt fra Radiohead til Kanye West, Kendrick Lamar, Frank Ocean, Tame Impala og mange flere.

Som ung tænker man altid, at mulighederne er uendelige og verden ikke kan stoppe én, men livet er hårdt og ubarmhjertigt, for ungdom har intet at gøre med uovervindelighed og det er ikke alle, der har styrken til at stå imod og bevare sin menneskelighed, hvilket er noget Tyler må indse på den hårde måde. Waves er en film, der minder en om, at ulykker og dårlige beslutninger kan ske for alt og alle uanset alder eller baggrund. Vi begår alle fejl i livet, men med disse fejl kan vi opnå tilgivelse og kærlighed, hvis man har styrken til at række ud. Det er desværre ikke noget, alle kan gøre og Trey Edward Shults’ tredje film er et mesterligt eksempel på, hvad der sker, hvis man rækker ud for sent.