Train to Busan

Hvis du tror, at du har fået nok af Zombiefilm, så tro om igen. Train to Busan er overraskende effektiv, super nervepirrende - og den har samtidig et budskab, der er til at føle på. Det er ikke bare grotesk zombie-orgie-action i et tog. Det er en varieret film, hvor der ofte skiftes gear. Og den har gode virklighedstro karakterer, som man kan relatere til.

Indrømmet, jeg har aldrig været fan af Zoombiefilm - faktisk er det komedierne jeg har haft størst fornøjelse ud af, da jeg i bedste fald finder zoombierne komiske.

Og det er ikke det bedste udgangspunkt for at se en film, som mener det seriøst. Når det er sagt, så kan jeg sagtens give stjerne for den tekniske kvalitet. Sydkoreanerne forstår absolut at skrue et glimrende handlingsforløb sammen, med masser af dilemmaer undervejs. Skuespillerne - både de voksne og børnene spiller glimrende.

Svedende mennesker, fyldt med frygt og gru - og med mange triste skæbner.

7/10

Er du en egoist der kun tænker på dig selv? Eller er du et af de få mennesker der har et stort hjerte og altid først tænker på andre end dem selv? Man svarer hurtigt, for ingen bryder sig om det selviske svin, der tramper andre ned for at nå sine egne mål. Vi er os også meget bevidst om hvad der er mest politisk korrekt at svare. Vi vil alle sammen gerne tegne et billede af os selv som værende large, imødekommende og overskudsagtige. Men hvordan forholder det sig i virkeligheden? Eller hvordan reagerer vi når tingene brænder på og vi bliver presset? Bliver vi så nogle gange chokerede over vor egen reaktion, hvis den ikke lige stemmer overens med det indre glansbillede? Det er disse – på en gang evigtgyldige, men samtidigt højaktuelle – spørgsmål som den voldsomt hypede sydkoreanske ’Train to Busan’ behandler i en yderst effektiv zombiefilm-indpakning.

Zombiefilmen har fra sin spæde start altid været en effektiv allegori for forskellige aktuelle samfundsproblemer og i betragtning af hvor mange zombier der vælter ind over os i øjeblikket i både tv og på film, lader det til at der er forhold i verden der har brug for en krads kommentar. Den globale økonomiske afmatning har i store dele af verden ført til et socialt skarpere opdelt samfund. De rige er blevet rigere, de fattige fattigere og den store mellemklasse er skrumpet voldsomt ind. Klassekampen er vendt tilbage og det er denne kamp for overlevelse, der er det tematiske afsæt for det blodige slag om bord på højhastighedstoget til Busan.

Der er noget konstant overraskende over den fremmedartede måde Yeon Sang-Ho griber sagen an. Vel følger filmen mange af de velkendte klicher, men der leges med dem på en meget uamerikansk måde og det er så originalt og forfriskende. Selvfølgelig har vi de forskellige samfundslag repræsenteret, lige fra den hjemløse mand til den rige kyniske direktør. Vi har den gravide kvinde, det unge forelskede par og vores hovedpersoner, den travle unge far og børsmægler og hans lille datter, som han har dårlig samvittighed over at svigte i det daglige. Vi har de forskellige samfundslag behørigt placeret fra 1. klasse forrest og ”monkey-class” bagerst i toget. Da en ”syg” passager når at komme med lige inden afgang, er der ellers lagt i ovnen til højhastigheds action gennem det koreanske landskab, uden mange stop undervejs – i hvert fald ingen unødige. Klassekampen bølger frem og tilbage i togets vogne imellem både zombier og mennesker, men næsten mere interessant, også imellem togets (på overfladen) mere menneskelige passagerer. For hvad er i grunden mest uhyggeligt? Hjernedøde kødædende zombier, der hovedløst kaster sig over hvem som helst eller normale tænkende mennesker, der iskoldt og beregnende gerne ofre sidemanden for at redde sit eget skind? Og spørgsmålet trænger sig selvfølgelig på gang på gang, hvordan ville man selv reagerer i sådan en situation? Hjælpe det fremmede og hjælpeløse menneske, med fare for sit eget og sine nærmestes liv?

Hele ideen med et zombieudbrud holdt på en minimalistisk og deraf klaustrofobisk lille location, er ikke ny. Jeg mindedes flere gange en af de mest effektive scener fra ’World War Z’ nemlig udbruddet om bord på passagerflyet. Men hvor ’Z’ prøvede at vise angrebet på et globalt plan – og snublede lidt i forsøget – kommer ’Train to Busan’ meget bedre igennem, med både sin historie og sine pointer. Det er meget opfindsomt og effektivt skruet sammen. Plottet er jo utrolig enkelt. Det er ’Dawn of the Dead’ om bord på ’Snowpiercer’. ’Speed’ i ’Zombieland’. Men nye ”regler” indenfor genren introduceres og det givet den ene overraskelse efter den anden og tempoet skifter ofte, fra vild intens action, til meget stille og nervepirrende situationer. Selvom det tydeligvis er en langt mindre produktion end vi er vant til fra Hollywood, så er det langt mere effektivt og originalt skildret og man efterlades som tilskuer til sidst fuldstændigt udmattet.

’Train to Busan’ er ikke fuldstændig nyskabende, men den er intet mindre end et lille mesterværk indenfor genren. Den er konstant medrivende, overraskende og intens. Ja, nærmest en fysisk udmattende filmoplevelse. Men det er langt mere end bare hjernedød action, det er ligeså meget en tankevækkende kommentar til os alle sammen om hvordan vi prioriterer i det daglige. Det er en aktuel samfundskritik, forklædt som en super effektiv neglebider af en zombie-thriller.

De få biografer der har taget chancen og købt denne film hjem skal virkelig roses og den bedste måde at gøre det på, er ved at gå ind og se den imens tid er. Og skal oplevelsen være total, så tag toget hjem…

Train to Busan er en vanvittig togtur med zombier. Og den leverer alt det, som traileren lover – plus det løse!

I modsætning til nogle koreanske gyserfilm, som kan være lidt langsomme i optrækket, så er Train to Busan fuld fart frem fra starten. Og i øvrigt ustoppelig undervejs!