Den mørke komedie 'The Lobster' foregår i en dystopisk fremtid, hvor det er ulovligt at være single.
Enlige mennesker får 45 dage på et kurhotel, hvor de skal forsøge at finde sig en partner. Hvis det mislykkes, bliver de forvandlet til et dyr efter eget valg og får en ny chance for at finde en mage.
Efter at være blevet forladt af sin kone tjekker den lavmælte David ind på hotellet sammen med sin bror, der er blevet til en hund. David har selv valgt hummeren, hvis det skulle ende galt.
Under sit ophold forsøger han at navigere rundt i en absurd verden, der dikteres af ægtepar, og finder snart ud af, hvor langt man er villig til at gå for at finde kærligheden, før tiden rinder ud.
Med 'The Lobster' spidder den græske instruktør Yorgos Lanthimos, der stod bag Dogtooth, menneskelighedens konstante higen efter parforhold med præcision, og Colin Farrells portræt af den sørgelige, midaldrende mand vækker både medlidenhed og afsky. (copyright: kino.dk)
Dette er 100% sikkert ikke en film for alle. Man skal have forkærlighed til mærkelige og syrede universer, som dem man ser i eksempelvis Charlie Kaufman’s film. Faktisk har The Lobster en hel del til fælles med Kaufman’s seneste film, Anomalisa, idet de - udover at foregå i et syret univers - begge handler om kærlighed og ensomhed. The Lobster er nemlig en kærlighedsfilm skildret som en satire over vores samfunds normer til parforhold.
Filmen starter med, at man ser en kvinde stoppe en bil på en øde vej og gå ud og skyde en ko. Herefter inviteres vi indenfor på det mest besynderlige hotel, man kan forestille sig. Den nyankomne David (Colin Farrell) interviewes om sine seksuelle præferencer og skal aflevere al sit tøj, mens andre i undertøj sidder og ser på. Så først tænker man, at det må være et swinger-hotel, han skal til at bo på. Men nej, det er det på ingen måde.
Vi befinder os nemlig i et samfund, hvor man kun må bo i byen, hvis man er et par. Er man single, bliver man sendt til hotellet, hvor man enten skal finde en partner eller blive forvandlet til et dyr (i bogstavelig forstand). Med en så dyster udsigt skulle man tro, at alle nok skulle finde en partner - uanset om de var forelskede eller ej. Men der er en masse strikse regler, der skal overholdes. Og gør man ikke det, bliver man straffet. Det er også et samfund, hvor følelser ikke er noget, man viser. Enten har man ingen følelser, eller også holder man dem for sig selv.
Ude i skoven er der så et parallelsamfund for alle de enlige. Her er det omvendt forbudt at danne par. Og også her bliver man straffet hårdt, hvis man ikke overholder reglerne. Umiddelbart er eneste fordel ved skoven frem for hotellet, at man i det mindste ikke risikerer at blive forvandlet til et dyr.
Hvis det lyder som noget nonsens, så er det nok ikke en film for dig. Hvis det lyder herligt vanvittigt, så glem hvad du har læst og se filmen. Du vil helt sikkert få en oplevelse, og det er helt sikkert ikke en film med en forudsigeligt storyline.
Underlig bizar film. Jeg forstod den ikke. En af de mærkeligste film, jeg har set. Grotesk nogle steder, hvilket giver den en stjerne. Ellers havde den ikke fået nogle af mig.
"The Lobster" er surrealistisk film som Bunuel lavede dem. Hele filmen følger en drømmelogik, som er både sjov og charmerende. Men man skal helt klart være til den stil for at nyde filmen :P
Bonus: Colin Farrell bærer en dad bod rigtig godt ;)
Jeg har ikke noget imod skæve film, og den første time af The Lobster var efter min opfattelse ganske glimrende. Ganske vist en noget besynderlig film; dog på den fede måde.
Men så gik det ned ad bakke, og de skæve indslag gav mindre og mindre mening.
Næppe en film jeg får set mere end denne ene gang.
Af de film jeg har set i år og måske rent faktisk de sidste 5 år, er lobster den film jeg har kedet mig aller mest til. Er ellers ret glad for film der tør udfordre og afprøve fremtiden og dens evt dilemmaer, men i det her tilfælde er handlingen simpelthen urealistisk og netop i høj grad kedelig uden nogen form for styring.
Kan simpelthen ikke anbefale denne film.
Skørt univers, skør handling, skøre karakterer…for meget skør og egentlig en ret kedelig film.
Den får 2 kløer herfra
Bruger anmeldelser (7)
Skriv din egen anmeldelse