The Last of the Mohicans (1992)

Filmen 'The Last of the Mohicans' (Den sidste mohikaner er en stor oplevelse for alle os film elsker.

Daniel Day-Lewis spiller som altid godt.
Dog kunne slutningen godt være anderledes.

Meget sjov at se at Michael Mann er instruktør på denne film.

Som alle andre raske drenge i 70’erne og 80’erne, havde jeg selvfølgelige Gyldendals Udødelige Klassikere stående på reolen derhjemme. Jeg pløjede mig igennem Ivanhoe, Kaptajn Grants Børn, Hjortedræber, Læderstrømpe osv., men af uviste årsager fik jeg pudsigt nok aldrig læst Den Sidste Mohikaner.

Jeg havde derfor ingen nostalgiske følelser overfor netop denne historie, og det er måske derfor, at filmen ikke rigtig rørte mig. Først efter en lille time inde i filmen, begynder historien at interessere mig. Personskildringen er nemlig ikke særlig godt bygget op. Der skøjtes hen over kærlighedshistorien mellem Daniel Day-Lewis og Madeleine Stowe, og kemien mellem dem udebliver.

Filmen imponerer dog på en række andre punkter - især på det visuelle plan. Mange meget flotte natur-og kampscener. Og så er det også interessant at se en film, der handler om en periode i amerikansk historie, som man ikke ser så tit. Normalt er det de ”onde” rødfrakkere fra England mod de gode yankies fra kolonierne. Men her er et meget mere nuanceret billede af både gode og mindre gode englændere, franksmænd og indianere, som kæmper på kryds og tværs i syvårskrigen mellem 1756 og 1763.

Michael Mann instruerede denne film, bygget på en af de største klassikere nogensinde. skrevet af James Fenimore Cooper.
Daniel Day-Lewis spiller rollen som Hawkeye (Nathaniel Poe), en hvid mand, opvokset blandt indianere - i krigen om retten til landet, mellem franskmændene og briterne.

Tempoet er ikke helt så skarpt, som man ellers kender det fra andre af Mann's film - men der er en klassiker man ikke må snyde sig selv for.