Cookie- og Privatlivspolitik

The Grudge

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har en særdeles truende og ildevarslende stemning. Den indeholder talrige scener med suspense, chok- og gysereffekter. Der er scener med personer, der bliver terroriseret og angrebet af dæmoner og genfærd. I flere scener vises rådne lig og lemlæstede personer på udpenslet vis. Det vurderes på den baggrund, at filmen vil kunne virke skræmmende på børn og unge under 15 år.

Se mere på medierådet.dk
02.01.2020
| |
1 time 34 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
The Grudge
|

Gyserfilmen ’The Grudge’ er en art reboot - eller requel om man vil - af den den amerikanske The Grudge - Forbandelsen fra 2004, der var en genindspilning af den japanske gyser-succes Ju-On: Forbandelsen fra 2002.

Som i de øvrige film i franchisen, finder man en hævntørstig ånd, der i denne ombæring spreder skræk og rædsel i et hus og forbander alle, der træder ind på dets domæne, da en amerikansk kvinde bringer det med hjem fra Japan i 2004.

I 'The Grudge' følger man detektiven Mulddon, der vikles ind i den mystiske sag omkring det hjemsøgte hus og alle dets ofre, og inden længe plages hun selv af den skræmmende ånd.

Forud for 'The Grudge' tog Ju-On-serien allerede sin begyndelse i 1998 med kortfilmene 'Katasumi' og '4444444444'. Franchisen indeholder da også til og med dette nye kapitel mere end 10 film fra både Japan og USA. (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (42 votes)
4.5
2

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Jyllands-Posten

    "I modsætning til tidligere amerikanske versioner, der skulle være bredt tilgængelige og derfor tangerede det harmløse, skæres der i bogstavelig forstand ind til benet i denne ombæring ..." (Frederik Asschenfeldt Vandrup)

  • Politiken

    "En reboot af en remake af en japansk film understreger, hvor idéforladt filmindustrien er blevet inden for gysergenren. Og 'The Grudge' anno 2019 er en utvetydig bekræftelse." (Joakim Grundahl)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Niclas Dalby

Hey, ved du hvad der aldrig dør uanset hvor meget dårlig omtale det får? Uanset hvor lidt mediet indtjener, hvor mange sarkastiske jokes, der bliver lavet om det og hvor mange elendige anmeldelser det får? That’s right, det er selvfølgelig elendige gyserfilm, der udkommer i starten af året. 2020 er heldigvis ingen undtagelse og selvom nogle kan være så dårlige, at det er muligt at finde fornøjelse i dem, forbliver de fleste bare så pinlig ringe, at man i løbet af spilletiden hurtigt lader tankerne falde på skatteopgørelser, støvsugningen, en mental sudoku eller så vidt muligt forsøger at finde ud af hvor mange brædder, der er i loftet uden at få hold i nakken.

Det er 11 år siden vi sidst har fået en film i serien om pigen, der dræber folk grundet en forbandelse, der faldt over hende og hjemmet mange måner forinden og hvor de to første film fra instruktør Takashi Shimizu på ingen måde var velskrevne gysere, havde de stadig en charme over sig; Den første fra 2002 havde et fint miljø, gode omgivelser og enkelte scener, man stadig kan huske, men den nyeste film på stammen, denne gang af Nicolas Pesce, der også stod bag The Eyes of My Mother fra 2016, er intet andet end hjernedød kedelig og klichéfyldt på randen til det groteske.

Pesce forsøger i sin nyeste film at samle flere fraktale historier i en; Vi springer i tid og sted, hvilket ofte bliver vist med farveskift og hvor mange andre film, ikke nødvendigvis i samme genre, har gjort dette til moderat fornøjelse, leverer det denne gang intet positivt. Historien om Muldoon, en sørgende betjent, føles på ingen måde naturlig eller original og de mange flashbacks gør blot historien mere rodet end nødvendig. Det er ellers ikke fordi Pesce ikke har gode skuespillere at arbejde med; John Cho har førhen leveret fantastiske præstationer og det samme har Andrea Riseborough, men ingen af de to har noget nævneværdigt at arbejde med her – de føles stive og ikke mindst Riseborough, der ellers har hovedrollen i filmen, er flere gange bare pinlig elendig, hvilket ikke nødvendigvis er en fejl fra hendes side, men Pesce’s; Det virker ikke til, der er en tydelig vision for filmen historien eller karaktererne i den, hvilket blot gør, at vores hovedpersoner famler i blinde efter noget, der giver mening – og det samme gør vi, som seere.

I filmen følger vi Muldoon, der gennem mordet af en kvinde i skoven, bliver ledt til en række groteske sager fra fortiden, som alle har ét tilfælles; Et hus. Ejeren af huset er hjemvendt fra Japan og har tilsyneladende fået lidt for meget med i bagagen, da hun også har fået en forbandelse med sig, som bringer død og ødelæggelse til enhver, der træder ind i over velkomstmåtten. Der er intet i filmen, der så meget som bare forsøger at forklare hvordan denne forbandelse kunne komme med flyet, men HEY, så kan vi jo lave flere film i USA, hvilket er billigere!

Der er scener, der burde være uhyggelige, men blot føles flade eller tåkrummende pinlige, hvilket ikke mindst skyldes den elendige tilgang til effekter, jumpscares og musik. Hvor første halvdel af filmen enkelte gange havde fin baggrundsmusik med dybe toner, der holdt sig i det fjerne, blev det mod slutningen erstattet med uoriginal gysermusik, som man har hørt tusindvis af gange før. Gyserelementerne i filmen, der burde komme under huden på en, var i stedet blot decideret elendige; ”Et badekar fyldt med sort væske, som man ikke kan se igennem – Lad mig da endelig stikke hovedet HELT NED i det, så jeg nærmest kan indhalere molekylerne gennem øregangene.”. ”Huset er låst og når jeg banker på, er der ikke nogen der svarer, men hey, fuck it, jeg bryder alligevel ind og råber alt hvad jeg kan – tænk nu hvis, de bare sover!”
Det er elementer som disse, og mange, mange flere, der gør at filmen på ingen måde føles uhyggelig, men bare irriterende og dum. Personerne gør dumme ting, siger dumme replikker og opfører sig som idioter hele vejen igennem.

The Grudge formår at levere intet nyt til en genre, der ellers så desperat har brug for det. Hvert år kommer der måske én eller to gyserfilm, der rent faktisk er værd at se, men de bliver begravet under mængden af skrammel, da de store filmselskaber har pengene til at markedsføre dem. The Grudge er blot endnu et af nærmest utallige viderefortolkninger af gyserfilm på det seneste og efter 40 minutter sidder man blot og tænker; Jeg kunne have stået i køkkenet og skralde kartofler med en ske og det ville have været mere spændende end hvad der sker på skærmen lige nu. Og på trods af dette formår det alligevel kun at gå ned ad bakke herfra.

Ditte

Virkelig en dårlig film! Det er faktisk nok en af de værste gyser film jeg har set længe!! Den er meget langtrukkende og ikke særlig uhyggelig.

Sohrabuser/925740

Elendigt!

Claus

jeg skal gøre det ganske kort, det er en gyserfilm i Januar måned you do the math.

lag vær med at give dem jeres penge.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.