I ’The Color of Pomegranates’ gløder granatæbler om kap med kvindernes røde kinder – billeder med en saft og urkraft, som godtgør, hvorfor Paradjanov er blevet kaldt for filmkunstens Cézanne. Kirkerum, hofstuer, landsbykulisser – alle disse steder er mennesker i folkloristiske dragter med broderier og smykker filmet i koncentrede tableauer i smægtende Sovcolor. På papiret er det umiddelbart enkelt nok: Filmen følger den armenske 1800-tals-troubadur og digter Sayat Nova fra ungdom til alderdom.

Men formen løfter det til koncentreret sansning, en blanding af visuel skønhed, naturkræfter og lokale ritualer. Skuespillerinden Sofiko Chiaureli indtager hele seks roller i filmen, både mandlige og kvindelige, og filmen er inddelt i kapitler med mytologiserende kraft: ’The Monastery’, ’The Dream’, ’The Angel of Death’.

’The Color of Pomegranates’ er ifølge insidere spækket med diskrete besyngelser til det Armenien, der engang var (bl.a. drypper granatæblesaft på hvidt klæde og danner nationens gamle konturer), men den kan sagtens nydes uden forudsætninger som et sansebombardement af en anden verden.

35mm-kopien har et par år på bagen, men farverne står flot.