The Babadook

Det positive først. Både moderen og hendes søn spiller imponerende godt. Hvilket var overraskende, eftersom det er sjældent, at små drenge i gyserfilm fungerer overbevisende. Historien var også ok interessant den første times tid.

Spændende blev den dog aldrig. Drengen er så ufattelig øretæveindbydende i starten, at al ens sympati ligger hos moderen, mens man er bedøvende ligeglad med, hvad der sker med hendes søn. Derfor blev den sidste halve time også temmelig kedelig, da jeg lidt sad og håbede på, at det onde ville tage dem begge to, så man kunne blive fri for at se på dem.

Filmen har en smule originalitet at byde på. Bl.a. var det herligt forfriskende at høre australsk accent. I sidste ende ligner filmen dog alle de andre gysere på gaden.

Jeg bryder mig egentlig ikke særlig meget om gysere. Så er det sagt. Så kan vi komme videre. 99 ud af 100 gysere/horrorfilm er at sammenligne med en brændende affaldscontainer. Den fanger måske nok ens opmærksomhed, men den er fyldt med skrald, stinker og man gør bedst i at holde sig på afstand – efter min ydmyge mening. Men, men, men, en gang imellem dukker der en film op, som måske nok kan betegnes som en gyser/horrorfilm, men som bare er meget mere end det. ’The Babadook’ er en sådan film.

’The Babadook’ er en independent australsk gyser skrevet og instrueret af den debuterende instruktør Jennifer Kent. Den fik ikke den store opmærksomhed herhjemme, for den har ikke nogle kendte navne knyttet til sig. Men det behøver den heller ikke, den kan sagtens stå selv. Filmen handler om Amelia, en moden kvinder, enke og mor til Samuel. Han er en socialt udfordret og hyperaktiv dreng. Han lever lidt i sin egen verden, tror på monstre under sengen og bygger hjemmelavede våben. Han ser egentlig meget kær ud, men er generelt en noget øretæveindbydende dreng. Men man fornemmer dog tydeligt at han ikke selv kan styre det og sikkert har en eller anden bogstavskombination af en diagnose. Han er vokset op alene med en mor der aldrig rigtig er kommet over tabet af sin mand – der tragisk nok omkom i en trafikulykke på vej til hospitalet, da deres søn kom til verden. En aften hvor de skal læse godnathistorie vælger Amelia en bog fra reolen hun ikke synes at have set før, historien om ’Mister Babadook’. Bogen synes at slippe noget fri i huset og de mareridtslignende oplevelser det bliver starten på, ender med at blive til en af de mest uhyggelige film jeg har set i årevis.

Grunden til at jeg generelt ikke bryder mig særligt meget om gysere, er samtidig grunden til at denne film øjeblikkeligt krøb ind under huden på mig. Den er nemlig ikke som alle de billige, hjernedøde, gory, ungdomsslasher, scream-queen, splattermovies der sprøjtes ud på markedet. ’Babadook’ har ikke brug for CGI-effekter, tåbelige ”mekaniske” ’jumpscares’ eller blodtørstige monstre. Den har noget andet og i vore dage meget sjældent, nemlig en original og spændende præmis. Et virkelig velskrevet og bearbejdet manus, der hele tiden skubber til en og flytter sympatien frem og tilbage imellem mor og barn. Den har en tilbageholdt og realistisk instruktion og vanvittig gode skuespilspræstationer af de to hovedroller. Vigtigst af alt, så oser den af en knugende uhyggelig og foruroligende stemning, udelukkende opnået ved stemningsfuld fotografering i mørke monokrome grå og blå toner og et meget nervepirrende lyddesign.

------- SPOILERS! -------

På samme måde som f.eks. Kubricks klassiker ’The Shinning’ kan man nærmest fortabe sig i at fortolke filmen og dens dybereliggende emner. De meget menneskelige problemer og universelle tematikker, der løfter den op til en højere og langt mere medrivende og rent faktisk givende filmoplevelse. Igen som med ’The Shinning’ kan man i ’The Babadook’ godt spekulere over hvad der er ”virkelighed” og hvad der blot er et produkt af Amelias fantasi. I filmen skildres Mr. Babadook nemlig ikke med et ”fysisk” udtryk. Han (eller den) tager forskellige former, f.eks. er han i bogen skildret som en lang skyggefigur med høj hat – stærkt inspireret af tysk ekspressionisme. Senere ser den helt almindelig ud, og ligner Amelias afdøde mand. Hvad der ved første øjekast godt kunne ligne en banal spøgelseshistorie, bliver ved nærmere analyse et vigtigt filmisk værk om tab, sorg, savn og evnen eller viljen til at bearbejde sorg og komme videre i sit liv. Forfatteren Tabitha King skrev: ”I litteraturen er spøgelser næsten altid en metafor for fortidens byrder”. Vi bruger tit udtryk som ’et spøgelse fra fortiden’, ’der er noget der spøger i hans fortid’ eller lignende udtryk så som ’skeletter i skabet’ eller ’lig i lasten’ om fortidens byrder måske i form af skjulte synder eller tidligere tiders fortrængte fejltrin. Så spøgelser kan altså være mange ting. Hvad kunne Mister Babadook da være tematisk eller metaforisk? Uanset om man ser ham som et paranormalt væsen eller som en psykisk følge af et nervesammenbrud, er han en metafor for sorg, i dette tilfælde sorgen over tabet af Amelias mand og hendes manglende evne til at komme igennem sorgen.

Amelia har logisk nok svært ved at komme videre, da tilstedeværelsen af hendes søn Samuel hele tiden minder hende om tabet af sin ægtefælle. Men det at han døde lige præcis den samme dag som Samuel blev født, gør hendes søn til en slags forbandelse, en stadig påmindelse om tabet. Dette kommer for eksempel til udtryk ved at Amelia aldrig fejre Samuels fødselsdag på selve dagen for hans fødsel, da denne dag stadig er mere en sorgens dag for hende. Hun er i det hele taget ikke i stand til at komme videre i sit liv. I stedet prøver hun at fortrænge den ubearbejdede sorg, lidt på samme som vi ser hende forsøge at ignorere den tandpine hun igennem filmen udvikler. Hun lytter til andres glæder og sorger, men vi ser hende aldrig selv betro sig til andre. Hun føler sig ensom og ser med længsel efter et forelsket par der kysser i en bil. Men hun er på den anden side fuldstændig blind over den hjælpsomme og forstående kollega, der helt åbenlyst forsøger at charme sig ind på hende. Hun vender det hele indad og går alene med det. Da Samuel åbner nogle kasser med nogle af sin fars efterladte ting, reagerer hun voldsomt og vi forstår at de slet ikke har været åbnet i de syv år der er gået siden hans død. Hun har nægtet at konfrontere og bearbejde sorgen. Hun hænger fast i fortiden. Amelia fortæller at hun engang var forfatter, men nu arbejder på et plejehjem og skriver ikke mere. Hun er gået i stå i tilværelsen. Da Babadook-bogen dukker op på reolen, undrer det hende kun et kort øjeblik, før hun går i gang med at læse den højt for Samuel. Min udlægning er at Amelie selv har ”skrevet” bogen. Ikke fysisk, men den er et udtryk for at hendes underbevidsthed gemmer på noget. Da de begge skræmmes af bogen, forsøger hun at brænde den, men man kan ikke løbe fra fortidens spøgelser og dagen efter ligger bogen igen på måtten udenfor hoveddøren. Det har ingen betydning om hun i bogstavelig forstand har skrevet en børnebog om et monster, det er blot i filmen en metafor for at Mr. Babadook har sit udspring hos hende selv. Den er en fysisk eller metafysisk manifestation af hendes sorg. En af de første linjer i bogen lyder: ”The Babadook is under your skin.”

Amelias egen sorg og savn manifesterer sig som nævnt også som hendes afdøde mand Oscar i afslutningen af filmen. ”Monsteret” gør her et sidste forsøg på at kontrollerer hende og få hende endeligt ned med nakken. Jeg ser ikke The Babadook som hendes afdøde mands genfærd, men mere som en manifestation af hendes vedvarende sorg og deraf voksende depression. I filmens afslutning konfronterer Amelia endelig ”monsteret” og gør det klart at hun ikke vil lade det blive ved med at ødelægge hendes tilværelse. Hun har truffet en beslutning om at komme videre og redder derved det hun trods alt har tilbage, nemlig sin søn. I en af filmens sidste scener ser vi at hun har låst Babadook’en inde nede i kælderen sammen med Oscars efterladte personlige ejendele. Sammen med Samuel stiller hun mad ned til den i kælderen og viser på en billedlig måde, at vi aldrig kan slå sorgen helt ihjel eller fuldstændigt fjerne den. Vi kan ikke slippe af med fortiden. Vi kan ikke viske minderne ud af vores hukommelse. Men vi kan godt leve med dem, beherske dem, nægte at lade sig styre af dem og derved bevæge sig fremad og videre i livet. Vi oplever alle tab i livet og den sorg der følger med tabet, men det er meget forskelligt hvordan vi bearbejder sorgen. Smerten opleves forskelligt og der er derfor op til den enkelte selv at bearbejde den. Amelia har bare ladet tiden gå, uden at bruge tiden konstruktivt på at komme sig over sorgen. En stresset hverdag, et hårdt fysisk arbejde og en krævende søn har drænet hende for al energi. Hun var så fanget af sin fortid, at hun ikke var opmærksom på det der skete omkring hende, hendes nuværende situation og behov. Amelia lærer til sidst at leve med sin fortid og nægter at lade sig opsluge af sorgen. Savnet forsvinder ikke helt, men hun kontrollere det, så det ikke kontrollerer hende.

Det er måske i overkanten at sige at ’The Babadook’ direkte handler om at bearbejde sorg. I en bredere forstand kan man måske sige at den handler om mørket inden i os selv. De ubehagelige tanker og følelser vi ønsker eller prøver at lægge låg på og fortrænge, ved hele tiden at holde os beskæftiget med noget andet. Og ikke bare sorg, filmen berører også det tabubelagte spørgsmål om hvad der kan føre til at en mor får modvilje imod sit eget barn eller ligefrem udsætter det for overlast. Filmen har ikke nogen sukkersød mirakuløs ’happy ending’, for sådan er tilværelsen ikke. Amelia er bare blevet stærkere af modgangen, vokset med oplevelsen og er blevet bedre i stand til at komme videre med sit liv. En anden linje i bogen – som i øvrigt også er filmens tagline – lyder: ”You can’t get rid of the Babadook”. Med andre ord, du kan ikke slippe af med den, men må lære at leve med den. Det er egentlig slet ikke så slemt som det lyder, for som en sagde: ”At vise en mand hans skygge, er også at vise ham lyset”. Vi kan ikke undgå ulykker eller modgang, lige så lidt som vi kan slå en sorg eller smerte ihjel. Men vi kan kæmpe imod mørke, negative, selvdestruktive tanker, før de får tag i os og til sidst måske overtaget over os.

’The Babadook’ er i virkeligheden mere en psykologisk thriller, end en egentlig gyser. Den behandler som sagt dybe emner som f.eks. døden, tab, sorg, savn og bearbejdelse af sorg. Men berører også psykiske lidelser så som depression, vrangforestillinger, tvangstanker og adfærd, foruden depression og psykose. Den rører ved frygten for det man ikke kan se eller styrer, alt det der kan ske med en selv og ens kære. Frygten for hvad man kan komme til at gøre ved andre og det at projicerer sin egen frygt videre til f.eks. sine børn. Det lyder måske nok meget alvorligt og det er den egentlig også. Der er ikke nogen meta-leg med genren eller komisk ironisk distance til emnet. Til gengæld er den nyskabende, gennemført og foruroligende. ’The Babadook’ er noget så sjældent som en smuk, uforglemmelig og intelligent gyser.

Jeg kan huske at jeg p.g.a internettet, hørte om The Babadook, bl.a. så jeg på Rotten Tomatoes at den havde 98%, så den var jeg jo nødt til at tjekke ud. Og da jeg så satte mig ned for at se den, blev jeg så skræmt af filmens gyserelementer, at jeg stoppede filmen, efter 20 minutter. Så prøvede jeg så igen at se den, og denne gang lykkedes det. Denne film er så grundigt gennemarbejdet, den bruger spænding til at skabe en rigtig uhyggelig stemning, der bliver holdt hele filmen igennem. Og så er der INGEN JUMP SCARES, hvilket gør mig ekstremt glad. Fantastisk film, muligvis min yndlings gyserfilm.