Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Suspiria

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har en dyster, foruroligende grundtone, som tiltagende bliver mere intens og bliver til en dyb stemning af ondskab. Der indgår en række makabre, blodige og ekstremt udpenslede voldsscener. Blandt andet radbrækkes en kvinde til ukendelighed, en kvinde stikker sig i halsen så blodet sprøjter og en anden får skåret maven op og trukket indvoldene ud. Da filmens indhold vurderes at kunne skræmme børn og unge fastsættes aldersgrænsen til 15 år.

Se mere på medierådet.dk
15.11.2018
| |
2 timer 32 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Suspiria
|

Gyser-mysteriet 'Suspiria' er en stilfuld genfortolkning af Dario Argentos klassiker fra 1977.

I 1970ernes terror-plagede Berlin ankommer den unge Susie Bannion direkte fra en lille amerikansk flække for at satse alt på sin passion. Dansen.

Ved et lykketræf har hun fået lov til at aflægge prøve på en prestigefyldt danseskole styret af den berygtede Madame Blanc. Susies naturlige tilgang til dansen får hende hurtigt helt ind i varmen hos dansetruppens ledelse - især hos den mystiske danselærerinde.

Samtidig begynder en sørgende psykoterapeut at opsøge skolen med anklager om heksekunst. 

Noget meget mørkt lurer nemlig under overfladen, og mens danserne fortaber sig i deres kunstform, er de alle i oprigtig fare for at blive opslugt af noget langt farligere.

'Suspiria' er et dramatisk, stemningsfuldt og særdeles æstetisk gys instrueret af den italienske Luca Guadagnino, der senest stod bag det Oscar-vindende kærlighedsdrama Call Me By Your Name.

Guadagninos nyfortolkning breder sig ud større tematikker end forgængeren og byder på mere kropslig rædsel samt en langt mere snigende skræk end den konventionelle gyserfilm. (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (103 votes)
5.3
4.7

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • BT

    "2018-versionen er ikke som sådan uhyggelig på en måde, så du er ved at skvatte ned af biografsædet af skræk. Til gengæld er den dyster, makaber, bizar, blodig, en fryd for øjne og ører og helt vidunderligt bims." (Thomas Brunstrøm)

  • Jyllands-Posten

    "Radioheads Thom Yorke har lavet soundtracket, der sammen med Sayombhu Mukdeeproms uhyrligt smukke billedside perfekt understreger atmosfæren." (Katrine Sommer Boysen)

  • Politiken

    "Guadagnino forsøger ikke at imitere, han har plukket de formgreb, han kan lide, såsom de dramatiske zoomeffekter og det stilbevidste interiør, men bruger dem mådeholdent og smagfuldt." (Eini Carina)

  • Weekendavisen

    "Guadagnino fylder [filmen] med hele registret af horror. Der er lemlæstelser, moderne ballet, ond koldkrigsstemning, psykoterapi og [...] en heksesabbat, der overgår det meste, man har set." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Birgit

Blev aldrig rigtig fanget af den, men måske den er god for andre...

Nørd

Gys og kunst går forbløffende godt sammen. Smuk koreografi og rig på ambitiøst arbejde i alt fra skuespil til score, samt kameraarbejde, klip og filmiske virkemidler

"Certified Fresh"

Ja jeg tør sagtens sige det. Suspiria 1977 er en god film og den er interessant, men filmen er tynd og letfordøjelig, fordi den ikke har andet at byde på en åbne spørgsmål indenfor hvorvidt publikum synes at hekse og mord var det eneste mindeværdige i den film uden overhovedet at tildele mere dybde i, hvorfor filmen i sig selv tager så stor stilling til at inddrage begge elementer i sin film. Men den fortjener sin status som cult-classic, for det forklar vel hvorfor den har fået det.

Suspiria 2018 tager mine problemer med 1977 og fixer dem. Den gør så meget ud af hver en detalje, som den inddrager, og den efterlod mig med lysten til mere, at gense filmen og tænke over dens indhold. Dødsscener er sadistisk tilfredstillende og derfor også ret ubehagelig uden at være for langt ude omkring dem. Skuespillet et fantastisk og koreografien er smuk. Jeg er fan af, hvordan denne faktisk tager stilling til, hvorfor filmen udspiller sig på et danse akademi. Musikken er også flot indspillet, mit eneste problem med filmen ligger dog i valget af musik under en hvis begivenhed i sjette act, hvor musikken rev mig ud af oplevelsen, fordi de ( for mit vedkommende) godt måtte have valgt noget mere dystert fremfor en smuk sang til sådan et blodigt øjeblik.

Geek

Denne omgang art house horror er en slags hyldest og ikke decideret remake af den oprindelige film fra gysermesteren Argento. Filmen foregår i et gråt og dystert Berlin anno 1977, hvor en danseskole har en mørk hemmelighed. Den er visuelt spændende hele vejen igennem, specielt nogle af dansescenerne med makabre klip er helt fantastiske. Der er kun underlægningsmusik i nogle scener, men det der er, er suverænt.
Tilda Swinton leverer en kraftpræstatation som Madame Blanc. Hendes ansigt og kropssprog passer helt perfekt til rollen. Filmen er dog ikke særlig uhyggelig, historien ved ikke altid hvor den vil hen, og den varer lige lovlig lang tid.

Vi kommer med hele anmeldelsen i næste episode af vores podcast om genrerne sci-fi, fantasy, superhelte og horror - geekcast.dk. I den seneste episode kan du bl.a. høre om den nye Halloween-film, Netflix-gyseren Apostle, super-antihelten Venom og Shadow of the Tomb Raider spillet. Find os i din podcast app eller på http://www.geekcast.dk

S. Rico

Jeg kan ikke huske så meget fra den originale film. Det var noget med en danseskole, en okult sekt og en masse syrede farver og blod. Egentlig husker jeg den mest som en god sanseoplevelse. Og det var også primært det, som jeg forventede af det nye remake. Suspiria 2018 har mange fine ting kørende for sig. Men hvad er det lige, der er den store attraktion?

Er det historien om den nye unge danser fra Ohio? Nej, Dokota Johnsons Susie er egentlig en ret uinteressant karakter - i hvert fald lige indtil filmens slutning afslører noget mere. Den anden unge danser Sara og den gamle læge Josef er også begge kedelige og uinteressante at følge. Derfor føles det som irriterende spildtid, at der bruges så utrolig meget tid på deres historier. Der bruges også uforholdsmæssig meget tid på at pointere, at den foregår i Berlin i 1977 samtidig med en masse polemik omkring Baarder-Meinhof gruppen. Igen ren fyldstof der ikke bidrager med noget interessant.

Til gengæld var jeg fascineret af danseskolens ledere, de ældre hekse Tanner, Blanc osv. Jeg sad gennem hele filmen og hang nysgerrig på for at lære mere om dem og deres hemmelige kult. Men man må godt nok sige, at det er yderst sparsomt, hvor meget der åbnes op for denne del af historien. Man får nærmest intet at vide om heksekulten, hvad der driver dem, og hvad de står for. Det kunne jeg så også til nød have levet med, hvis bare filmen havde været den fantastiske sanseoplevelse, som mange af anmeldelserne proklamerer. Men det er nok her, at filmen skuffer allermest. For jeg synes ærligt talt, at alle dansescenerne var jævnt kedelige. Ikke engang sjette akts makabre "bloddans" sagde mig noget særligt. Så hellere gense en Saw film eller The Hostel.

Thor

Det er ikke kun pga. sangene, der er blevet lavet til filmen at jeg synes det er et mesterværk. Filmen er så sandeligt intet mindre end fantastisk. Det er kunst i sin mørkeste og flotteste form. Alt fra bruget af kameraerne til skuespillerinderne til temaerne og musikken osv. er mesterligt sammensat. Det er en film der skal opleves på det hvide lærred med et publik der både er kunstnerisk anlagt og et ordinært publikum, så man kan fornemme hvor forskelligt den påvirker mennesker. Den sætter gang i så meget der er værdt at drøfte og huske.

Klavs

Den nye 2018 version af Suspiria er ikke bare en kopi af den gamle klassiker fra 1977. Der er mere tale om, at den er inspireret af samme.

Den gamle Argento film fra 1977 er en uforglemmelig oplevelse med sindsyge farver, afsindigt (fantastisk) soundtrack af Goblin, smukke billeder, fortættet stemning, hekse, blodige mord og elendigt skuespil og dialog. Meget italiensk og temmelig sublim.

Den nye film har langt bedre skuespillere(mest skuespillerinder), og nogle ret interessante scener der kombinerer dans med radbrækning af andre pigers kroppe. Et ganske interessant koncept. Desværre er det en temmelig lang og langsom film, som simpelthen er alt for "arty-farty" for mig. Jeg kan meget bedre lide den originale film, og det nye soundtrack når heller ikke Goblins til sokkeholderne.

Den nye film er ikke dårlig, og jeg fortryder bestemt ikke, at jeg tog ind og se den. Jeg føler bare ikke, at den levede op til mine forventninger. Den var simpelthen ikke medrivende og spektakulær nok, eller også havde jeg bare forventet noget andet.

Christian S. R.

Det er rene og skære ambitioner, som Luca Guardagnino har kastet efter en helt ny fortolkning af 1977’ernes Suspiria. Og jeg indrømmer gerne, at jeg personligt mener denne overgår sin originale inspiration til fulde. Uden at være for åbenlys omkring, hvor dette 2018 værk vil hen med sit indhold, formår den at have en handling, der er langt lettere at sætte sig bag sammenlignet med den fra 1977. Den er ikke fejlfri, men dem er et filmisk fryd for øjnene (her hentyder jeg også til de sadistisk voldelige scener). Tilda Swinton gør det fænomenalt med at håndtere tre helt forskellige figurer i én film. Og så var jeg bestemt også fan af Mia Goths version af Sara, som heri er langt lettere at holde med samt føle noget for. Fremtidige gysere (og reboots/remakes) må hjertens gerne lade sig inspirere af denne (og andre gysere, som kan finde ud af at lade gyset ligge i stemningen og cinematografien).

Og sidst men ikke mindst, så er jeg stadig lamslået af den 6-minutter lange koreografi, der er så smuk, som sådan en scene kan udformes på film.

TheDayDreamer

Mens mange andre brugte premieretorsdagen d. 15 November på at tage ind og se filmen "Fantastiske Skabninger 2: Grindelwalds Forbrydelser", valgte jeg at begive mig ind for at se en anden premierefilm, i en noget anden genre - nemlig gyseren "Suspiria", og det er jeg glad for at jeg gjorde, for det viste sig at være både den absolut bedste gyser jeg har set i år, og en af de generelt bedste film!

I filmen følger man den unge amerikanske danser Susie Bannion, som kommer til et prestigefyldt tysk danseakademi, med en masse gå-på-mod, håb og drømme for fremtiden. Hun var så "heldig" at kunne overtage en plads efter en tidligere elev er forsvundet, men langsomt går det op for hende at skolen ikke er helt almindelig - den drives nemlig af en flok hekse! (Og med det mener jeg ikke forfærdelige kvinder, men deciderede hekse) og det var lige præcis dét der gjorde mig nysgerrig om filmen til at begynde med!

Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen - hvis ikke man er til film der tager sig god tid om at bygge fortælling op, så skal man holde sig fra den her, for den er næsten tre timer om at fortælle sin historie, men jeg er vild med hvordan den gør det: jeg tror den bedste måde jeg kan beskrive den her film på, er som et abstrakt kunstværk - i ved, den der type maleri som man kan stå og kigge på og analysere på i timevis, og hver især få en forskellig betydning ud af! Det er det den her film gør så fantastisk - det er ikke bare en film, nej det er et kunstværk, fordi instruktøren formår at bruge nogle enestående virkemidler til at gøre oplevelsen genialt surrealistisk. Filmen finder sted i Berlin i 1977, og er en "sjælelig remake" af originalen, fra netop '77. Og en af de ting den gør, er sideløbende med hovedfortællingen, at væve et sidenarativ ind om baader-Meinhof gruppen og RAF ind, så der hele tiden, parallelt med historien om Susie, er en følelse af uro og vold, både udenfor skolen, og indeni.

De første 2/3 foregår i en mørk, gråtonet og dyster farvepallet, men så vendes fortællingen fuldstændigt på hovedet i løbet af den sidste 1/3, hvor det hele nærmest bogstaveligt talt eksploderer i et farveorgie så man ikke kan andet end bare at sidde og måbe forbløffet over hvad det er man sidder og er vidne til!

Men ud over spillet med/brugen af farver for at fremhæve en bestemt stemning, er der også andre elementer der er med til at gøre det her til en film som jeg sent glemmer! Bl.a har dansen som pigerne opfører, en helt central rolle/funktion. Den er så hypnotisk og dragende at se på, så man nærmest glemmer alt andet.

Ligeledes skal det fantastiske skuespil fremhæves, ikke mindst Dakota Johnson (kendt fra "Fifty Shades" filmene), som ærligt talt virker som om hun er født til denne rolle! Hun spiller den så overbevisende (og hendes dans er noget af det smukkeste ved filmen) at jeg vil vove at påstå jeg synes det er hendes bedste rolle til dato! Men ok, det er heller ikke fair at sammenligne det her, med hendes tid som Anastasia i Fifty, for den rolle var der absolut intet kød på, den var decideret kedelig, så det er ikke hendes skyld at hun ikke fik noget at arbejde med - men det gør hun i DEN grad her, specielt hen imod sidste halvdel af fortællingen!

Derudover skal musikken, og det betagende soundtrack nævnes, for ligesom dansen og hele den måde scenerne er filmet på, så er musikken med til at drage en ind - den luller hypnotisk en med i fortællingen, og manden bag den genistreg er forsangeren fra Radiohead, Thom Yorke, som her har formået at skabe noget smukt og melankolsk

I sin kerne, er dette en fortælling om kvinders magt og selvstændighed. Dette ses både i kraft at alle de handlekraftige kvinder på skolen, men instruktøren har lige gået "All-in" på at understrege den pointe, ved at caste skuespilleren Tilda Swinton (som også samtidig spiller den øverste kompagnichef madame Blanc) som den mandlige psykoterapeaut dr. Klemperer, der (gemt under et super godt make-up job) også spiller en central rolle i det hele.

Ud over alt det her, så er der bare nogle scener med i filmen, som i sandhed er gruopvækkende, men det er lidt ligesom et biluheld - det man ser på skærmen forfærder en, men ens nysgerrighed gør samtidig at man ikke kan kigge væk - men de er med til at løfte niveauet endnu højere, og det hele kulminerer i den fedeste afslutning jeg har været vidne til i meget lang tid! Tematisk ledes tankerne hen på andre film som den norske gyser "Thelma", og dette års store hit "Hereditary".

Den her film har så mange små detaljer jeg kunne hive fat i og fremhæve som geniale, men i stedet vil jeg bare sige: hvis i gerne vil have et solidt gys, blandet sammen med en fed historie i et kunstværk af en film, så er "Suspiria" helt klart et kig værd!!

Ham den (ualmindeligt) vrede personuser/12167

Jeg har aldrig set den fra 1977 så jeg var ikke forberedt på, hvor mærkelig filmen er. Var ellevild med dansekoreografien og blev suet helt ind i filmen hver gang, det skete.
Filmen udnytter hvert minut af sine 2 timer og 32/52 minutter på at bygge op til en af de mest aggresive konklusioner set i en amerikansk spillefilm. Ikke en thriller for det mainstream publikum.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.