Filmen 'Sommeren '92' er fortællingen om Danmarks vej til sejr ved Europamesterskabet i fodbold.
Da Richard Møller Nielsen i 1990 bliver træner for det danske fodboldlandshold, har han nærmest alle imod sig: Spillerne respekterer ham ikke, medierne ser ham som visionsløs og kedelig, og sølle fem procent af befolkningen støtter i en meningsmåling op om den nye træner.
Selv er Richard en simpel mand, der sætter sin familie højt, men efter en række ydmygende nederlag og mislykket kvalifikation til EM, sker der noget højst uventet.
Jugoslavien bliver udelukket fra mesterskabet, hvilket giver Danmark en plads blandt de otte bedste hold i Europa. Nu har Richard Møller Nielsen blot 10 dage til at samle sin trup, skabe sammenhold blandt spillerne og ikke mindst levere den største sensation i 1990ernes fodboldverden.
'Sommeren '92' er dels et sportsdrama om et lille lands overraskende triumf, der samlede nationen. Dels er det en komisk film om en mand, som alle dømmer ude, men via stålfast vilje og arbejdsomhed alligevel formår det umulige.
Ulrich Thomsen portrætterer Richard Møller Nielsen, der døde i 2014, og filmen fungerer som en hyldest til Danmarks mest succesrige fodboldtræner.
En række unge danske talenter har rollerne som de talentfulde fodboldstjerner. Cyron Melville spiller Brian Laudrup, Mikkel Boe Følsgaard er Kim Vilfort, Gustav Dyekjær Giese råber op som Peter Schmeichel og spasmageren John "Faxe" Jensen spilles af Esben Smed.
'Sommeren '92' er instrueret af Kasper Barfoed. (copyright: kino.dk)
For os, der ikke er gamle nok til at være født dengang, så giver filmen en fantastisk følelse af, hvordan det stod til dengang.
Kan anbefales!
Den tager en tilbage til det øjeblik, hvor vi vandt EM.
Dejlig tilbageblik, og skøn fortælling.
Filmen er i den grad Ulrich Thomsens film. Han spiller rollen som Richard Møller Nielsen med stor indlevelse. Og det er super interessant at få et nuanceret indblik i en person, som det meste af Danmark ellers syntes var lidt af et underligt fjols. Han var i virkligheden et komplekst menneske. Og som hans hjælpetræner Kaj Johansen udtrykte det, så var han en fantastisk træner, men en elendig leder.
Filmen blander på velovervejet vis rigtige klip fra de berømte fodboldkampe med træningsoptagelser, hvor der anvendes skuespillere i rollerne som de kendte fodboldspillere. Desværre er disse præstationer langt fra overbevisende. Især er Laudrup brødrene dårligt spillet - faktisk næsten tåkrummende.
Det er som nævnt historien om Richard Møller Nielsen, der er interessant. Men der bruges selvfølgelig også en del tid på historien om, at Danmark vandt EM. Den del er mindre interessant, da man jo kender resultatet. Men nostalgiske fodboldfans vil ganske givet også have en fest med denne del.
En dejlig film, hvor de gode minder kommer tilbage.
Men også hvor virkelig den er, utroligt at den mand af en landstræner aldrig fik dem anderkendelse som han havde fortjent?
Godt skuespil især Ulrich Thomsen som spiller og er Richard Møller Nielsen .
Det er ikke altid man når at se filmen i biffen, derfor er bibliotekernes dvd-sektion ofte et nyttigt supplement.
En af dem jeg faldt over var "Sommeren 92", som bedst kan beskrives som en "usædvanligt vellykket dansk folkekomedie". Den fortæller den fantastiske og helt utrolige historie om, hvordan et undertippet dansk fodboldhold kæmper sig frem til sejr under Europamesterskabet i 1992. Selv om jeg absolut ikke er fodboldfan, så husker jeg tydeligt de dyttende biler gennem byens gader hele natten efter sejren, ligesom jeg helt tilfældigt kom forbi, da de hjemvendte europamestre modtog den jublende folkemængdes hyldest fra balkonen på Københavns Rådhus.
De fleste danskere kender nok historien, men hvordan får man den omsat til film? Det kræver flere ting - et godt manus, en instruktør der kan bevare overblikket og få det bedste frem hos et team af gode skuespillere og sidst, men ikke mindst, en original klipning. Det er ingredienserne, og så skal det hele helst gå op i en højere enhed, hvilket det i den grad gør i "Sommeren 92"
I filmen følger vi den nyudnævnte landstræner, Richard Møller Nielsen (herligt underspillet af Ulrich Thomsen). Vi oplever både trakasserierne på hjemmefronten, og den massive modstand han møder i offentligheden, fordi ingen, heller ikke landsholdet, forstår hans taktik. Vi følger desuden hans personlige kampe med mediernes darling, Brian Laudrup, der kritiserer ham offentligt, og først nægter at samarbejde, siden retter ind, og vi får en bevægende, men usentimental lille sidehistorie om Kim Vilfort og hans kræftsyge datter. Da landstræneren og landsholdet omsider finder hinanden, kulminerer det hele med den spændende finalekamp mod de regerende europamestre fra Tyskland - ind i mellem med klip til den originale kamp fra 1992 - der ender med dansk sejr.
Efter denne lille perle af en film, kan man ikke undgå at undre sig over, hvorfor der mon laves så få gode danske film. Altså, hvor svært kan det være?
Se den hvis du lige trænger til en indsprøjtning af god dansk nationalfølelse når det er bedst, og tårekanalerne lige skal tømmes lidt af ren og skær glædestårer (jeg kunne næsten ikke stoppe igen)
Jeg vil i hvert fald varmt anbefale denne film - Skøn film.
Fantastisk beskrivelse af forløbet op til det ekseptionelle resultat med et gribende indblik i personlige kriser/udfordringer. Absolut anbefalelsesværdig for andre end "fodboldnørder".
Bruger anmeldelser (173)
Skriv din egen anmeldelse