Cookie- og Privatlivspolitik

Skyggen i mit øje

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har i mange scener en dyster og ildevarslende stemning. De indeholder mange dramatiske scener med bombardementer, eksplosioner, skyderier, overfald, tortur og likvideringer. I flere scener ser man døde, sårede og lemlæstede personer og personer, der er angste og i panik. Da flere af scenerne er meget voldsomme og særdeles blodige, vurderes filmen til at kunne virke skræmmende på børn og unge under 15 år.

Se mere på medierådet.dk
28.10.2021
| |
1 time 47 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Skyggen i min øje
|
Versioner: se alle
2D, Danske undertekster, Eng. undertekster, Babybio, DoaS, Seniorbio
|
Billetter

Det danske drama 'Skyggen i mit øje' handler om bombningen af Den Franske Skole på Frederiksberg.

Den 21. marts 1945 bliver Danmark ramt af en tragedie. Det britiske Royal Air Force angriber Gestapos hovedkvarter Shellhuset i midten af København, hvor 26 danske krigsfanger er blevet placeret som levende værn af tyskerne.

Angrebet lykkedes, men da et fly styrter ned ved Den Franske Skole, får branden de efterfølgende bombefly til at tro, at deres mål er under røgskyen. 

Den forfærdelige hændelse danner rammen for 'Skyggen i mit øje', hvor den skæbnesvangre begivenhed fortælles gennem perspektivet fra nonnerne og skolekammeraterne Rigmor, Eva og Henry fra den franske skole, de unge indespærrede frihedskæmpere i Shell-huset og de angribende britiske piloter.

Filmen instrueres af Ole Bornedal, der tidligere har stået bag titler som Nattevagten, Fri os fra det onde og Så længe jeg lever.

 

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (305 votes)
4.9
3.6

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "I den betydeligt mere afrundede 'Skyggen i mit øje' er brikkerne tilrettelagt, så man bliver grebet og bevæget, og hvad mere kan man forlange i en kynisk nutid." (Kristian Lindberg)

  • BT

    "Man får ikke en kæmpe stor Hollywood-eksplosion, men der er godt gang i det store lærred, og der er blandt andet en replik fra en af de unge piger skjult i murbrokkerne, der giver ubehagelige billeder i hovedet. Det er langtfra den bedste danske film om Anden Verdenskrig, men det er et originalt take." (Kristian Dam Nygaard)

  • Børsen

    "Som personinstruktør fungerer Ole Bornedal til gengæld perfekt. Det er svært at instruere børn, men han får det optimale ud af de tre hovedpersoner ..." (Michael Solgaard)

  • Dagbladenes Bureau

    "... en uafrystelig, imponerende opvisning af, hvad filmmediet kan, og hvor voldsomt det kan påvirke vores følelser, når det styres så bevidst." (Helle Sihm)

  • Ekstra Bladet

    "'Skyggen i mit øje' løber i flere spor og er klart bedst, når den fortælles fra de tre fiktive børn Henry, Rigmor og Evas vinkel. Ellers dominerer Bornedals hang til det groteske og det lidet subtile desværre billedet." (Henrik Queitsch)

  • Filmland P1

    "Fanny Bornedal er lige ved at stjæle hele filmen fra både tyske Gestapo og engelske bombefly i rollen som en rådvild novice, mens hun får grundigt understreget, at hun er et af dansk films allerstørste skuespiltalenter." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "Ole Bornedals besættelsesdrama har fat i følelserne, men er for ufokuseret i alt for lange passager." (Katrine Sommer Boysen)

  • Politiken

    "Perspektiver og viden er begrænset, og alle er fejlbarlige – selv kunstneren Ole Bornedal, der med stor kraft er gået ind i hver enkelt scene med netop den pointe som svar på et af dansk krigshistories mest uforståelige og grusomme øjeblikke. Men Bornedal ender med at miste grebet om den samlede fortælling i maskingeværsalvelsesfulde patosudladninger ..." (Kristoffer Hegnsvad)

  • Soundvenue

    "Bornedal havde slet ikke behøvet at smøre så tykt på melodramaet og skrue så langt op for violinerne for at gribe tilskueren. På mig endte det storladne filmsprog og melodramatiske skuespil med at få den modsatte effekt." (Freja Dam)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Jonas

En voldsom og smukt udført åbningsscene samt den mave-vendende lange liste af børn der omkom, er de to ting der står klarest i erindringen efter dette drama.
De knap to timer har mange fine øjeblikke og overbevisende præstationer fra hele det forholdsvist unge cast, som skinner i en ellers lettere usammenhængende film. Der forsøges med, at opbygge en gruelig stemning mod det uundgåelige, men undervejs går det tabt i karakteropbygning og introduktioner til diverse skæbner der berøres.

Bornedal har alle de rette kort på hånden; krig, uskyld, og menneskelig tragedie blandt andre, men filmen lykkes bare ikke med, at forløse sig i en pærevælling af tåre, snot og kleenex for denne anmelder.

Den giver rigtig ondt i maven til tider og filmens måske vigtigste budskab (at få sagt de tre små ord mens tid er) ringer da også klart når biografmørket letter sig, men jeg savner mere sammenhæng fra start til slut.

Apropos de tre ord vil jeg til slut fremhæve den fantastiske præstation Bertram Bisgaard Enevoldsen leverer i rollen som 'Henry' - sikken et talent, som jeg håber at se mere til i fremtiden!

Andrea

En meget barsk men fremragende film. Tårevæddende, men alligevel en meget varm film også med lidt humor. Fantastiske præstationer af skuespillerne, især af børnene. Berører kort flere relevante dilemmaer.

Simon

Suveræn film som på alle parameter fortjener enhver stjerne muligt! Historien bygger på virkelige og barske hændsler fra den danske historie som virkelig sætter hele føeleseregisteret på en rutsjebanetur. Direkte fra begyndelse leverer samtlige skuespillere, herunder især Alex Høgh Andersen og Fanny Leander Bornedahl, en utrolig troværdig og suveræn præsentation på det store lærred fra alle parter. Børneskuespillerne bør i den grad også fremhæves som noget af det bedste set på Dansk film i nyere tid, virkelig godt hele vejen rundt.

Filmen byder på meget mere end blot historiske begivenheder, med både velskrevet manuskript som især ved filmens klimaks får føelserne frem på tøjet.

Helt klart en film, man bør vise en interesse for og endda skjuler en masse små humoristisk perler hist og her.

peter

⭐⭐⭐⭐⭐
idag var jeg Inviteret ind og se forpremiere på skyggen i mit øje.
Hold nu op hvor er den bare
God .
Drama fra start til slut hvor man sidder tilbage med en klump i halsen tilsidst
Det er virkelig god historie fortælling, hvor vi er tæt på alle involverede . Flotte billeder og et fantastisk lydbillede og fantastiske skuespiller, jeg må tage hatten af for de 3 børn ,de er ikke mindre helt fantastiske i filmen. Jeg kan kun varmt anbefale denne fortælling om et grimt kapitel i dansk 2 verdenskrig historie

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.