Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Silence

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har ikke været indsendt til vurdering hos Medierådet for Børn og Unge. I henhold til filmloven påføres ikke-vurderede film 15 års-mærkatet.

Se mere på medierådet.dk
26.01.2017
| |
2 timer 41 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Silence
|
Versioner: se alle
2D, Babybio, Seniorbio, Særvisning, Intro m. Mette Holm
|

Det historiske drama ‘Silence’ finder sted i det 17. århundredes Japan, hvor japanerne har gjort katolicisme forbudt, forfulgt de missionerende præster og dræbt utallige konverterede landsbyboere.

Jesuitterne Fader Rodrigues og Fader Garupe melder sig frivilligt til en farlig mission, hvor de smugles ind i landet, for at finde deres forsvundne læremester Ferreira.

Der går rygter om, at den grusomme inkvisitor Inoue har knækket ham, og at Ferreira har givet afkald på sin tro. Under ledelse af Garupe og Rodrigues udøver landsbyboerne den forbudte katolicisme i smug, mens de søger efter den forsvundne læremester. Men kan de unge præster bibeholde troen, når deres Gud forbliver stille?

Martin Scorseses projekt har været undervejs i over 25 år, siden han læste bogen af samme navn skrevet af japanske Shūsaku Endō. Instruktøren har tidligere brugt religion som tema i filmene Kundun og The Last Temptation of Christ (1988), hvor den sidstnævnte er den mest nærliggende at sammenligne 'Silence' med.

’Silence’ er nomineret til en Oscar for Bedste fotografering. (copyright: kino.dk)

 

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (134 votes)
3.8
3.6

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "Martin Scorsese har lavet en streng og ret enstrenget film om tro og om principper [...], men han formår ikke helt at gøre det, uden at den knap tre timer lange film selv bliver lidt af en prøvelse." (Jacob Wendt Jensen)

  • BT

    "... selvom nogle [...] scener kan være nervepirrende, så er Scorseses godt tre timer lange film (trods flotte billeder) i sig selv lidt af en pinefuld og kedelig oplevelse." (Henning Høeg)

  • Ekstra Bladet

    "... midterstykket [af filmen] er Scorsese, når han er bedst, og så er han som bekendt ret god." (Henrik Queitsch)

  • Jyllands-Posten

    "De to unge jesuitter spilles af hhv. Andrew Garfield og Adam Driver. De er begge fremragende ..." (Johs. H. Christensen)

  • Politiken

    "Scorsese får skabt en mere flot end personlig film ud fra Endos fortælling ved at kombinere naturbilleder med Kurosawa-pejlemærker." (Kim Skotte)

  • Weekendavisen

    "Det er ikke en film for de fans af Scorsese, som vil have mere ultravold og kokain. Den 74-årige filmskaber indfrier en gammel gæld og beviser igen, at han er en fagets mester ..." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Andreas

Noget af det bedste Martin Scorsese nogensinde har leveret. Ambitionerne kan ses og jeg kan ikke andet end at beundre filmen

Tina

og så alligevel en skuffelse
Forfilm lagde op til dramatik for hvad var der blevet af præsten der forsvandt...
Men drama var der desværre intet af - og selv under de stærke tortur scener var der ikke dramatik - men blot STILHED
Min mand var 2 gange ude og smide vand i hovedet for jeg insisterede på at blive

S. Rico

Hvis man har læst James Clavell’s Shogun (eller set tv-serien), så ved man, at Toranaga blev Shogun i år 1600 og herefter lukkede Japans døre for omverdenen. Bogen er fiktion, men bytter man navnet Toranaga ud med virklighedens Shogun, Tokugawa, så har man baggrunden for, hvad der skete forud for handlingen i Silence. I filmen er der gået 38 år siden, at Tokugawa blev Shogun, og i den periode er de europæiske kristne blevet udvist, og de mange omvendte japanske kristne er blevet forfulgt og undertrykt.

Handlingen er såre simpel. En portugisisk jesuitpræst har i Japan frasagt sig Jesus og kristendommen for at redde sit eget liv. Dette huer bestemt ikke præsterne i Macau, så de sender i al hemmelighed to unge jesuitter til Japan for at opspore synderen.

Man må her huske på, at det dengang var en yderst alvorlig sag at frasige sig sin tro. Og selvfølgelig især for en katolsk præst. I den sammenhæng betød det ikke så meget, om man eventuelt gjorde det med ”krydsede fingre” - for ordene og handlingen var i sig selv nærmest en dødssynd. Det er dette dilemma, som er centrum for filmen. Givet at det er absolut utilgiveligt at frasige sig sin tro, er det så alligevel ok at gøre det under de ekstreme omstændigheder, som jesuitpræsterne var i?

Lyder det tungt og kedeligt? Tja, Silence ER en super lang film, uden ret meget tempo, og fyldt med tunge kristne budskaber. Og det kan måske nok skræmme de fleste ikke særligt religiøse danskere væk. Men selv om filmen muligvis er et slags kristen korstog fra Martin Scorcese, så er Silence faktisk også meget interessant ud fra en anti-religiøs synsvinkel. Derfor er filmen også ganske seværdig, selv om man hverken er kristen, buddhist eller måtte tro på noget som helst.

Når filmen viser tortur og korsfæstelse af kristne, så kan man enten blive ramt i hjertet af den frygtelige brutalitet. Men man kan også sidde og tænke, at de portugisiske jesuitter bare kunne have holdt nallerne fra Japan, og dette er ”løn som forskyldt” ift. alle de frygtelige ugerninger, som blev udført i kristendommens navn i bl.a. Sydamerika.

Når de kristne får at vide, at de kan redde deres eget liv (og andres liv) ved blot at træde på et simpelt billede af Jesus, så er det med dagens briller ikke til at fatte, at de ikke bare gjorde det. Herregud, så længe man er tro mod sin religion i hjertet, så kan det da ikke skade nogen, at man frasiger sin Gud i ord eller ved en lille symbolsk handling. Men uha, det var som nævnt en meget alvorlig ting dengang. Og det havde jesuitterne indprentet i de stakkels omvendte japanere, der derfor måtte lide døden for den europæiske tro.

Jeg føler i det hele taget for japanernes i filmen. Og Scorcese er god til at vise situationen fra begges sider. Det kommer bl.a. til udtryk i nogle meget fascinerende samtaler mellem hovedpersonen, den unge jesuitpræst Rodrigues, og den japanske guvernør Inoue. Jesuitpræsten holder selvfølgelig på det katolske doktrin om, at der kun findes én Gud, og at alle der IKKE tror på Gud og Jesus pr. definition er ”vantro”. Det vise og logiske svar fra guvernør Inoue er imidlertid, om vi ikke burde fokusere på de aspekter, som de to trosretninger har til fælles - i stedet for at slås om hvilken tro, der er mest rigtig.

Udover de interessante temaer og den skarpe dialog, så er filmen som ventet vanvittig flot filmen, med meget flotte kostumer og ekstrem flot scenografi. En lidt strammere fortalt historie og kortere spilletid kunne have hævet den til 5 stjerner.

ALEX

Martin Scorsese er tilbage, og jeg ønskede selvfølgelig at opleve magien i biografen. – Og magi er der i hvert fald tale om! Jeg gik ind uden den store viden om filmen (vidste kun indhold ud fra hvad trailerne afslører), da jeg altid vil blive mest overrasket som muligt i biografstolen, end at have læst det hele på forhånd hjemmefra. Endnu engang gjorde jeg rigtig i det. ’Silence’ overrasker og tager dig steder hen, man ikke skulle tro man skulle være vidne til, i en cinematisk oplevelse. Skynd dig at se den, mens den er i biografen! -Men uden at have afsløret alle goderne selvfølgelig!

’Silence’ finder sted i det 17. Århundrede, hvor japanernes barbariske styre, udrev den langsomt spredende katolicisme i Japan. Den troende læremester Ferreira (spillet af Liam Neeson) er taget til fange af japanerne, og skal som resten af den konverterede japanske befolkning, tortureres til bortkastelse af den kristne gud, eller gå til grunde. De to katolske præster, Fader Rodrigues (spillet af Andrew Garfield) og Fader Garupe (spillet af Adam Driver), melder sig frivilligt til opgaven om at få deres savnede læremester tilbage. Kampen bliver hård, og især kampen om at fastholde sin tro, når Gud forbliver så stille.

En flot location og et veludført macht cut, er det første dit øje møder i denne flotte film. Allerede der ser det lovende ud. Du ER i filmen fra første scene. Martin Scorsese har virkelig gennemført at fortælle den simple historie, gennem flotte billeder, der har en så autentisk og rå følelse. Det er nemlig det som der drager dig dybt ind i filmen. Rodrigo Prieto fortjener i den grad at vinde en Oscar for bedste fotografering! Med de autentiske billeder på billedsiden, og den simple reallyd på lydsiden, skriger den her film klassiker. Jeg sad i biografen med en fornemmelse af, at jeg sad og så en gammel japansk klassiker fra 60’erne. Filmen er nemlig tidsløs i den forstand, at den ikke føles top moderne, og gør den derfor nyskabende og original i en verden fyldt med film der mere eller minder ligner hinanden. I troen om at det kunne være en ældre japansk klassiker, ligger nemlig også sproget. Størstedelen af filmen (hvilket også var en af de overraskelser jeg mødte i biografsalens mørke) foregår nemlig på japansk. Ja, en amerikansk film der er lavet på japansk. Hvis det ikke er hyldest til fortællingen om de sande begivenheder der fandt sted, så ved jeg ikke hvad det er.

Udover det gennemførte tekniske arbejde, har castet til filmen også udført et godt stykke arbejde. Selvom Liam Neeson ikke var så meget med (hvilket faktisk ikke kom særlig meget bag på mig, da jeg også forventede han ”bare” ville være et ”plot-element”) i filmen, udfylder han alligevel hans plads i filmen gennemførligt. Han er troværdig og er godt castet ind i filmens autentiske look. Andrew Garfield og Adam Driver udgør også et fint markerpar, som de to præster på en hårdfør mission. Selvom vi ikke ser så meget til Adam Driver som vi gør med Andrew Garfield, spiller han en lige så interessant karakter. Skuespillet er der faktisk godt og grundigt ikke noget at klage over, hverken fra toppen af cast-listen, til ned til de mindre roller. ’Silence’ bliver ved med at stå som et autentisk og troværdigt værk af en historie.

Filmen hedder jo ’Silence’, og har fået navnet ud fra, at Gud er stille, og spørgsmålet om hvordan vi holder fast i vores tro, når vores gud er så pokkers tavs hele tiden. –og så alligevel ikke kun det. Endnu (igen) en stor overaksle ved Martin Scorsese imponerende film var, at der simpelthen var få steder i filmen hvor der var intet lyd. Ingen reallyd, underlægningsmusik eller noget andet var tilføjet på nogen måde nej. Der var ingen lyd! Ikke engang den lavt prikkende lyd der er, når man ”normalt” høre lyden af ”ingenting” i film. Alt audio var tunet helt væk. Det lyder måske lidt dumt og i den grad også virkelig risikabelt, men tro mig, der er faktisk noget helt kunstnerisk over det, hvis man ved lige hvordan man skal gøre. Hvis man ved lige hvordan man skal gøre, kan stilhed på film blive en realitet. Det har Martin Scorsese i hvert fald bevist. Han har i 12 år ønsket at lave denne her film, og har ventet i grunden af, at han ikke synes han var en god nok instruktør til at lave denne her film før nu. Selvom det jo også bare lyder godt at sige sådan noget, fortæller det alligevel hvor meget ’Silence’ kræver af en kunstner, får at blive til ’Silence’. -og så med absolut silence i filmen.

Da stilheden gik gennem biografen, var det som at blive revet dybere ind i filmen, men samtidig at mærke biografen som aldrig før. Man mærkede filmen og salen som et! På den måde var publikum et med filmen. Heldigvis var publikum stille til den her film, (det sker jo desværre ofte at man kommer i biografen og folk forstyrrer under filmen) og det gjorde selvfølgelig oplevesen bedre. –men udover det, understøttede det også filmens kunst i at gøre publikum og film til et. Derfor tør jeg slet ikke tænke på hvis jeg så filmen med det (desværre almene) larmende publikum, da ’Silence’ i den grad er en film der kræver noget af sit publikum, da både publikum og film skal være stille samtidig. Meget smukt, og en dejlig veludført original tanke.

Udover at filmen kræver noget af sit publikum i forhold til stilhed, kræver filmen også at du har fundet dig godt tilrette i dit biografsæde. Filmen har nemlig noget af en længden, og det er vel også på dette punkt, man overhovedet kunne finde på at kritisere filmen. Som tidligere nævnt og gennemgået, er billede, lyd, ja også ingen lyd, skuespil og stilart fuldt gennemført. -så hvordan skulle man kunne kede sig, selvom filmen syntes lang? Historien er måske kortfattet, men faktisk er det meningen i sig selv at man skal kede sig lidt. Filmen er så levende at man skal føle den smerte af evighed, der bare ikke kan slås ihjel. Bare vente i en evighed på at det hele bliver bedre, i den uendelig kamp for religionsfrihed. Udover det, appellere det også bare til dens tribut til de gamle japanske film, ved at have den længde som den har.

Med ’Silence’ får man noget helt exceptionelt og kunstnerisk, man bare skal opleve i biografen. Den har sin egen vidunderlige charme, der er udført med stort grønt flueben på alle punkter, men samtidig kræver filmen i den grad et tålmodigt publikum.

Maggie Smith

Jeg kan ikke tillade mig, at bedømme denne film, fordi jeg så kun omtrent 15-20 minutter og så forlod jeg altså salen. Som gigantisk stor fan af Martin Scorsese så var det slet ikke min genre, som han har valgt at lave film af denne gang. For første og forhåbentlig sidste gang i mit liv, så har jeg forladt en biografsal. Den her film var slet ikke mig og var så kedelig, at jeg ikke kunne overskue, at skulle sidde 3 timer i en sal og se på noget, som slet ikke var mig.

Ærgerligt - jeg håber, at han snart kommer back on track den gode mand, Scorsese. Dette var ikke noget for mig og jeg bedømmer rent subjektivt.

CopenhVeganuser/380853

Endelig er der slut (i det mindste, for en gangs skyld!) med larm, skydderier, tvivlsomme typer og hårde stoffer - og tro mig, elsker alt Scorsese fra start til slut...
Men denne instruktør hæver sig over alle mestre KUN når han bliver mest intens og reflekterende... Under alle omstændigheder, der er næsten ingen grænser for hvor gruesom volden i den film kan være, men når han er bedst, Scorsese æstetiserer den med de skarpeste maleriske træk, både grafisk og følesesmæssigt... En film der trænger sig under huden på en, som gør noget ved ens sjæl, en kæmpe cinematisk oplevelse som udfordrer tilskueren til at bevæge sig bevidst fra sin 'popcorn comfort zone' - storslået, uforglemmelig og intet mindre end et absolut MESTERVÆRK!
Imorgen, skal se den igen for 3.e gang, fordi mægtig stor filmkunst så sjældent som denne bemærkelsesværdig "Silence" af Scorsese, skal bestemt ses i biograferne...!

Nils

I Silence, Martin Scorseses første spillefilm siden den fantastiske The Wolf of Wall Street, befinder vi os i 1600-tallets Japan. Der er åbenbart tale om en film som Scorsese gerne har ville lave i de sidste 25-30 år. Så emnet må jo være et som optager ham. Det handler i korte træk om at japanerne har gjort katolicisme forbudt. Derfor forfølges de missionerende præster og et utal af de konverterede landsbyboere bliver pint og dræbt. Jeg han så ikke påstå at det er emne som jeg nogensinde har skænket en tanke, men derfor kan historien jo været interessant nok. Men er den så det?

De portugisiske præster Fader Rodrigues og Fader Garupe melder sig villigt til at lade sig smugle fra Macao til Japan, hvor de skal opspore deres forsvunde lærermester Fader Ferreira. Rygterne vil vide at inkvisitoren Inoue har knækket Ferreira, og at han har frasagt sig sin Gud, og at han nu underviser i astronomi. Under ledelse af Fader Garupe og Fader Rodrigues udøver landsbyboerne deres forbudte katolske ritualer i smug, mens de to unge præster fortsætter deres søgen efter deres forsvundne læremester. Men kan de unge præster holde fast i deres hysteriske tro, når deres kristne Gud forbliver stille?

Silence er propfyldt med tågefyldte scenerier fra den japanske sump. Det er meget flot og meget kedelig! Den ellers ofte interessante instruktør, formår at sumpe rundt i emnet, som vel egentlig er vesterlandsk kultur og religion kontra østerlandsk ditto. Jeg er ikke i tvivl om at disse præster og deres flok af konvertitter, blev behandlet brutalt af de japanske magthavere, efter at de havde forbudt den katolske tro i landet. Men hvad gik forud for disse begivenheder? Kom jesuiterpræsterne til Japan, for at lokke dem væk fra deres oprindelige Buddhistiske og Shintoistiske tro, og over til deres katolske tro? Og hvilke metoder brugte de? De samme metoder som de brugte mod indianerne i Amerika? Jeg ved det ikke, og er ikke blevet stort klogere på det efter at have set Silence. Men man kan jo godt have dem mistænkt for at have brugt metoder i stil med dem som blev brugt mod indianerne. I så fald, kan jeg edderbukme godt forstå at japanerne blev mugne, og anvendte en hvis mængde vold, for at sørge for at de skumle jesuiterpræster ikke fik lyst til at blive i Japan længere.

Jeg er gået uden om Scorseses religiøse værker, som Kundun og The Last Temptation of Christ, da emnet ikke rigtigt er noget jeg tænder på. Og her, retrospektivt, ville jeg ønske at jeg var fortsat med at undgå disse film fra Scorseses hånd. Det er da fint nok at en instruktør kan spænde over mange typer af film. Men sjældent har der været så langt mellem to film, som der er mellem fx. Shutter Island og Silence. Det gælder alle områder. Et eksempel er hovedrollerne, Leonardo DiCaprio kontra Andrew Garfield. De to er om nat og dag. Karisma kontra kedelig, nerve kontra nervøs, intensitet kontra intetsigende … og jeg kunne blive ved!

Skal jeg sige noget positivt, så er det at når der er stilhed, er der tavst som i graven. Det gælder også i Imperial, hvor man vil kunne høre en knappenål lande på det tæppebelagte gulv. Det er ikke uden en hvis virkning i starten, når man ser de første billeder af det tågeindhyllede japanske landskab. Men efterhånden, som de 160 minutter skrider frem, bliver det bare dødhamrende kedeligt.

Min konklusion må være, at historien ikke er interessant nok til at holde en totalt a-religiøs person som mig, fanget i 160 minutter. Silence kan måske alligevel godt løbe afsted med Oscaren for fotografering, selv om min personlige favorit i den kategori er Arrival. Men, please mr. Scorsese, lidt mere vold, coke og flere thrills næste gang! Der er godt nok ikke meget The Departed, Shutter Island eller The Wolf of Wall Street over dette opus. Silence får med nød og næppe slæbt sig op på 2 stjerner.

blog.nilsbuch.dk

Wayne

Vi er måske ikke altid helt enige - men ofte er vi, og jeg kan altid bruge dine argumenter til noget.

Hvis du har tid, så kunne det være spændende hvis du ville lave en top ti over sidste års film, fordelt på kvartaler - eller bare på året samlet.

Du har måske allerede læst mine blog's her på Kino, om det emne - ellers er de her;

http://www.kino.dk/blogs/2017/01/blog-mit-filmaar-2016-del-1

http://www.kino.dk/blogs/2017/01/blog-mit-filmaar-2016-del-2

http://www.kino.dk/blogs/2017/02/blog-mit-filmaar-2016-del-3

Fjerde og sidste del, er i "trykken" hos Kino, lige nu - og lander i nærmeste fremtid. Den handler dels om 4 kvartal, men er også min samlede konklusion på hele 2016.

Det kunne som sagt være spændende at høre din mening, og få en diskussion i gang. ;-)

Jeg har desuden skrevet til Kino, om muligheden for at vi kunne deltage i et brugerpanel som kunne komme til særforevisninger - inden premierer. Jeg ved ikke om det kan blive til noget, men det var penge godt givet ud af distributørerne og Kino. Så jeg er spændt på at høre deres svar.

Nils

Ja, jeg har vist fået læst dine blogs om emnet ... og ja, du har i det store hele en glimrende filmsmag :D

Jeg kigger på at få lavet en top-10 her i løbet af weekenden. Tiden er lige løbet fra mig her i starten af februar ... jeg har ikke en gang fået anmeldt "The Founder", selv om det er en uge siden jeg så den!

Spændende at høre om der kommer noget ud af din henvendelse til kino.dk vedr. brugerpanel/særforevisninger. Jeg er frisk :)

Jørgen

"Når man tror, bliver man sin egen gud" eller noget i den stil kunne en af karaktererne i denne her film "Silence" sagtens have sagt. Den er nemlig fyldt med filosofiske one-liners.
Her er ingen Det-Sagde-Hun-Også-Igår jokes, eller sex jokes. Alt er nydeligt og nærmest familievenligt, som hvis Ikea havde instrueret en film.
Se den, se den, se den!!!
(OBS: Filmen indeholder voldelige scener som er uegnet for familier med børn)

//Jørgen, Skribent & Filmanmelder.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.