Krimi-dramaet 'Roman J. Israel, Esq.' handler om Roman Israel, der er forsvarsadvokat i et overbelastet domstolssystem i Los Angeles.
Roman er en både engageret og dybt idealistisk forsvarsadvokat, hvis liv ændres totalt, da en række voldsomme begivenheder medfører overvejelser omkring, hvordan han tidligere har defineret sin karriere.
'Roman J. Israel, Esq.' er instrueret af Dan Gilroy, manden bag den mørke Nightcrawler, og filmens hovedrolleindehaver, Denzel Washington, har modtaget en Oscar-nominering for sin præstation.
Denzel Washington er så godt som altid imponererende. Men denne gang måske lidt mere end normalt, for det er en ret atypisk rolle at se ham som super intelligent og nærmest autistisk advokat uden ret meget situationsfornemmelse for, hvordan man skal begå sig blandt andre mennesker. Det gør han absolut overbevisende.
Det er historien om den idealistiske advokat, som gerne vil holde fast i sine idealer, men som samtidig bliver trukket ind i det forjættede jet-set liv som succesfuld jurist i et stort advokatfirma. Filmen vil også gerne sende et kritisk budskab til det amerikanske retssystem. Denne tematiske del kommer dog ikke helt ud over kanten og føles lidt uforløst. Grundhistorien er dog interessant nok i sig selv, og man sidder undervejs og bliver suget fuldstændig ind i hovedpersonens paranoia. Det trækker dog ned, at det hurtigt bliver ret tydeligt, hvordan det hele vil ende ud.
Bruger anmeldelser (1)
Skriv din egen anmeldelse