‘Republic of Silence’ begynder med et syv år gammelt kamera. Eller er snarere, da livet bryder sammen i Damaskus, i splinter af diktatur, krig og international politisk korruption? ’Republic of Silence’ er som et freskomaleri, der maler en historisk tid over mere end et årti.

Den handler om dagligdagen i en snæver tilværelse i Berlin, lullet af solidaritet og kærlighed - med minder om en tabt tid, den om livet i Syrien, om en tilværelse, der er vendt på hovedet af konflikter og alt for ofte overvældet af frygt (Ondskaben laver en meget høj og skræmmende lyd), af kamp og modstand.

Diana El Jeiroudi kondenserer via filmen minder, filmuddrag, lyde, teksturer – af hud, af kroppe beboet af fortiden og af vægten af traumer. Nogle gange ser det ud til, at hun hvisker, eller måske endda tier, sådan som hun måtte som barn, for at undgå at afsløre sin irakiske accent.