Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Polytechnique m. forfilm

|
1 time 29 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (2 votes)
3
0

Instruktør

Instruktører

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Niclas Dalby

Instruktøren Villeneuve blev født i 1967 og er i dag en yderst habil instruktør med flere eminente film på cw’et – heriblandt Prisoners, Nawals Hemmelighed, Sicario og Enemy. Det var dog med Polytechnique han for alvor blev kendt i de amerikanske kredse, da han tacklede skoleskyderiet, der fandt sted d. 6 december 1989.

Skyderiet blev begået af den daværende 25-årige mand Gamil Rodrigue Liass Garbi, eller Marc Lépine, født i Montreol, Quebec, men opfostret blandt andet i Costa Rica, Puerto Rico, Canada og flere steder. Barndommen var ikke nem, da han ofte blev udsat for eller var vidne til vold og misbrug af faderen, der flere gange slog både ham og moderen, så der blev efterladt tydelige afmærkninger. Efter skilsmissen blev endeliggjort i 1976 flyttede Gamil, søsteren Nadia og moderen, men efter aftale skulle børnene stadig se faderen, hvor forholdet forblev dårligt. Efter nogle måneder stoppede faderen med at se dem og betale børnepenge.
I starten af 80’erne flyttede familien til Saint-Laurent, men over den næste periode på syv år blev forholdet til familien og ham selv samt kvinder generelt dårligere og mere brutalt. Han startede ud med at tage et videnskabskursus på Cégep de Saint-Laurent, men droppede senere hen ud. Arbejde fandt sted på det nærtliggende hospital, hvor moderen også opholdt sig, men hyppige fravalg, dårlig kemi med kolleger og venner samt afslag fra diverse skoler fik psyken til at briste på den unge mand, der blev fyret fra stedet. I 1987 begyndte han at udvise voldelige tendenser mod kvinder, som han anså for værende dominerende og faretruende mod arbejdsmarkedet.

Massakren fandt sted få dage inde i december måned 1989, da han anbragte en Ruger Mini-14 semi-automatisk riffel samt ammunition, som han købte i november måned samme år. Det er senere hen blevet tydeligt, at han havde planlagt massakren op til flere måneder forud for begivenheden. Samme morgen som skyderiet fandt sted skrev han et selvmordsbrev, hvori han forklarede sine tanker omkring kvinder, livet og hvorfor han anså det som værende en nødvendighed at udføre planen. Et uddrag fra brevet hentyder også til, at de seneste syv år ingen glæde havde bragt ham:
“For seven years life has brought me no joy and being totally blasé, I have decided to put an end to those viragos.”
Hans første ofre fandt sted på anden sal, hvor han trådte ind i et klasseværelse, inddelte klassen i mænd og kvinder for derefter at skyde. I alt døde seks ud af ni kvinder i lokalet mens mændene fik ordre på at forlade lokalet inden. Han fortsatte derefter i cafeteriet, korridorer og andre klasselokaler, hvor i alt 14 kvinder blev dræbt, 10 såret og fire mænd bragt på skadestuen inden han tog sit eget liv.
Marc Lépine blev begravet på Cimetière Notre-Dame-des-Neiges i Montreol, få blokke fra skolen.

Jeg har nu opridset hvad der ledte op til massakren ud fra Lépines synspunkt og det gjorde jeg netop fordi Villineauve flytter fokus fra Lépine til ofrene i Polytechnique. De første minutter starter godt nok ud i den unge mands lejlighed, hvor vi følger hans tanker op til selvmordsbrevet og de indledende følelser op imod massakren, men derefter følger vi hovedsageligt to kvinder, Valérie og Stéphanie mens de udlever deres dag sammen. Der ud over følger vi også en ung mand, Jean-François og det er for det meste de fire mennesker, der er i fokus.
Filmen følger timerne op til d. 6 december, massakren på skolen og det voldsomme efterspil det fik på de overlevende. Villeneuve indspillede filmen i sort/hvid, da han ville undgå den røde farve af blod og filmen blev først udgivet med de overlevendes familiers tilladelser.
Skuespillet i filmen er så rammende og stærk, som den kan være. Der er minimal med dialog og ofte finder vi lange passager, hvor musikken og ikke mindst udtrykkene styrer progressionen i filmen. Villeneuve skaber derved et meget realistisk nærvær med karaktererne og især kontrasten mellem Valérie og Stéphanie og Lépic er iøjefaldende. I scenerne med Valérie og Stéphanie er tonen positiv, dialogstyret og “normal”, mens scenerne med Lépic stort set kun er styret af hans øjne, de lave toner af musikken i baggrunden og de udfadede samtaler alle har omkring ham.
Det er især under massakren man virkelig føler man har brug for at følge personerne – ikke kun på grund af den voldsomme begivenhed, men især grundet deres eminente måde at vise frygt, fortvivlelse og håbløshed i deres blikke.
Efterspillet fylder lige så meget som selve skyderiet og det har filmen fået en del kritik for – hvilket jeg overhovedet ikke kan sætte mig ind i. Nogle af de mest rammende og rørende scener finder sted mens vi følger de overlevende: både under og efter skyderiet. Her ser vi hvordan episoden har formet deres liv og hvilke psykiske mén det efterlod.

Polytechnique er svær at se og endnu sværere at få fat i, men hvis man nogensinde får chancen, så lad den endelig ikke gå forbi. Filmen er kort, godt 77 minutter, hvor de sidste 10 bliver brugt på at opremse navnene på ofrene.
Filmen er voldsom at komme igennem, men én af de mest realistiske film jeg endnu har set inden for emnet og jeg håber den på et tidspunkt finder vej til det danske marked, men efter syv år finder jeg det noget tvivlsomt – desværre.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.