Med 'Blue Ruin' skabte instruktør Jeremy Saulnier i 2013 ikke bare en uhyggeligt imponerende debutfilm, men også en af de mest roste hævnthrillers i nyere tid. Med 'Green Room' cementerer han, at han er det nye sort inden for skarptskårede og ultravoldelige genrefilm. Da det unge punkrockband The Ain't Rights af nød siger ja til et lortegig på en afsidesliggende og skummel bule langt ude på det amerikanske bonderøvsbøhland, er det egentlig noget de bare skal have overstået hurtigt, så de kan få deres surt-tjente penge og komme videre i teksten. Og da de erfarer, at de er vandret ind i en nynazistisk hvepserede kan det ikke gå hurtigt nok. De sparker da også festen i gang på manérlig vis med en fed fuckfinger til de fremmødte i form af Dead Kennedys "Nazi Punks Fuck Off". Men da de snart efter bliver ufrivillige vidner til et brutalt mord, må de forskanse sig i spillestedets grønne backstagerum af frygt for at lide samme skæbne. Uden for døren står en stadigt voksende skarre af arrige og kronragede nynazister og banker på - anført af den koldblodige klubejer, Darcy, i skikkelse af Patrick Stewart. 'Green Room' er en intens, kulsort og vidunderligt ondskabsfuld chokfilm, der rammer som et boldtræ i maveregionen og bider sig fast som en rottwieler i struben. På den gode måde.