Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

PIX16 - Green Room

Censur ukendt

Se mere på medierådet.dk
|
1 time 35 minutter (ekskl. reklamer og trailers)

Med 'Blue Ruin' skabte instruktør Jeremy Saulnier i 2013 ikke bare en uhyggeligt imponerende debutfilm, men også en af de mest roste hævnthrillers i nyere tid. Med 'Green Room' cementerer han, at han er det nye sort inden for skarptskårede og ultravoldelige genrefilm. Da det unge punkrockband The Ain't Rights af nød siger ja til et lortegig på en afsidesliggende og skummel bule langt ude på det amerikanske bonderøvsbøhland, er det egentlig noget de bare skal have overstået hurtigt, så de kan få deres surt-tjente penge og komme videre i teksten. Og da de erfarer, at de er vandret ind i en nynazistisk hvepserede kan det ikke gå hurtigt nok. De sparker da også festen i gang på manérlig vis med en fed fuckfinger til de fremmødte i form af Dead Kennedys "Nazi Punks Fuck Off". Men da de snart efter bliver ufrivillige vidner til et brutalt mord, må de forskanse sig i spillestedets grønne backstagerum af frygt for at lide samme skæbne. Uden for døren står en stadigt voksende skarre af arrige og kronragede nynazister og banker på - anført af den koldblodige klubejer, Darcy, i skikkelse af Patrick Stewart.
'Green Room' er en intens, kulsort og vidunderligt ondskabsfuld chokfilm, der rammer som et boldtræ i maveregionen og bider sig fast som en rottwieler i struben. På den gode måde.

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (3 votes)
4.7
0

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
S. Rico

En lille gruppe på fire white trash båtnakker spiller trash rock for en forsamling af endnu større og endnu værre white trash båtnakker. Det er svært at sympatisere med nogle af disse personer, hvilket gør den første del af filmen jævnt kedelig. Men så går det grueligt galt til koncerten, da en pige pludselig er død, og ingen får lov til at forlade stedet. Herfra bliver det bare mere og mere crazy og bloddryppende underholdende.

Mads

Bedre en Blue Ruin. Bestemt ikke for sarte sjæl, pænt grov og det tager noget tid at få den rystet ud af hovedet. Alligevel meget underholdene og spændende. Elsker gysere der kan gøre mere med genren end hvad vi tror

GiwizZeni

’Green Room’ har allerede nu vist sig at være en meget usædvanlig film. Filmen fik premiere på diverse filmfestivaler i 2015 og blev meget vel modtaget i blandt andet Cannes og Toronto. Derefter gik den sin sejrsgang i England og sit hjemland USA. Flotte anmeldelser af både kritikere og det almindelige publikum, f.eks. har den på nuværende tidpunkt en Metascore på 79 ud af 100, en ’Audience Score’ på 75% og er ”Certified Fresh” med 91% på Rotten Tomatoes. Så det forstås at filmen nærmede sig DK omgivet af en vældig buzz tidligt på året. Også her på sitet blev der gjort opmærksom på, at nu kom der en thriller ud over det sædvanlige. I mens vi så i spændt forventning ellers ventede og ventede på en dansk premieredato, skete der ikke mere. Endnu en gang var der nemlig ikke nogle af de klaphatte der handler og distribuere film til hjemmemarkedet, der kunne kende forskel på deres p*k og deres tommelfinger. Tyskland, Norge og Sverige havde for længst filmen. Ikke engang Anton Yelchin’s tragiske død kunne give filmen nok omtale til, at nogen tog sig sammen til at få den hjem. Nu er filmen så udkommet på DVD/VOD i vores nabolande, men heller ikke denne gang kan vi i Danmark få lov at få en ”dansk udgave” – altså en dansk tekstet version. Jeg fatter det simpelthen ikke! Slet ikke i betragtning af hvor meget skrald der hvert år bliver skidt ud på DVD-markedet. Så var det ikke for ”HanDuo-drengene” og CPH PIX-16, så var der nok ingen der havde fået lejlighed til at se ’Green Room’ – i hvert fald ikke på lovlig vis… Det kan virkelig bringe en vis legemsvæske i kog på mig!

For ’Green Room’ er nemlig også på mange andre måder en usædvanlig film. Der er tale om instruktør Jeremy Saulniers tredje spillefilm, som han endnu engang også selv har skrevet manuskriptet til. Efter det meget roste hævndrama ’Blue Ruin’ – som vi også blev snydt for herhjemme – har Saulnier igen skabt en fuldstændig ”stripped down” og enkel horror/thriller. Yderst velfungerende med sit langsomme og intense ”slow burn” tempo og dybt klaustrofobisk præmis. Et punkband bestående af 4 fattige unge mennesker, tager imod et job hvor de skal spille til en fest for en flok skinheads og nynazister. De har brug for pengene og tænker: ’Hvor slemt kan det være?’ Men da de efter endt koncert bliver vidne til mordet på en ung pige i deres back-stage omklædningsrum (The Green Room) kan de ikke få lov til at forlade stedet. De har tydeligvis set for meget, og gruppen af højrefløjs-ekstremister er villige til at gå meget langt, for at holde sagen hemmelig. Med dette minimalistiske og effektive set-up, er der nu lagt i ovnen, til en af de mest intense filmoplevelser jeg nogensinde har oplevet.

Saulnier holder sit publikum fastspændt i et skruestik og skruen går kun én vej, som nervekrig bliver til mere og mere blodig konflikt i og omkring spillestedet, langt oppe nordpå i Oregons skove. Det er enkelt, intelligent og til tider nærmest uudholdeligt spændende. Man kan for at beskrive tonen eller stemningen godt sammenligne ’Green Room’ med tidligere spændingsfilm som f.eks. ’Deliverance’ (Udflugt med Døden) og ’Assault on Precinct 13’. Det bliver heldigvis aldrig hverken trivielt, klicheagtigt eller udvikler sig til et ”SAW-agtigt” Hostel-splatter orgie. Saulnier ligger i stedet vægt på realismen og dynamikken imellem karaktererne, den ubehagelige location og den truende stemning der naturligt opstår i plottet.

Jeremy Saulnier arbejder f.eks. som i ’Blue Ruin’ igen med fortællebegrebet han selv kalder for ’Den Inkompetente Protagonist’ og det er igen med til at hans film træder ud af mængden. Hvor ofte har vi ikke på film set hovedpersonen, der ”when the shit hits the fan” bider tænderne sammen, bevarer overblikket og fornuften og klarer det umulige? Utallige gange! Sådan er langt de fleste Hollywood krimi/thriller/actionfilm. Men hvor realistisk er det lige? Det er nok de færreste af os, der i den situation, pludselig udvikler kamp og dræberinstinkter som en Ninja elitesoldat. Vi ville nok alle have svært ved at komme op med en god løsning, lade og skyde med pistoler eller på anden måde kæmpe os ud i sikkerhed. Og sådan er det også med Saulniers hovedpersoner. De gør ikke altid det smarteste eller logiske i den pressede situation, og derved leger han meget effektivt med vores forventninger i udviklingen af plottet og tilføjer en ofte tiltrængt realisme.

Det unge cast er velspillende og realistiske, specielt Anton Yelchin og Imogen Poots. Men det er Patrick Stewarts afdæmpede og uhyggelige portræt af Darcy, lederen af nynazisterne der gør mest indtryk. Uden så meget som at hæve stemmen, tegner Stewart et billede af en iskold ”No-nonsense” autoritetsperson indenfor gruppen. Han har ikke meget til overs for hverken punkmusik eller unge hjernedøde skinheads. Han er den idealistiske leder, der kæmper med at dæmme op for situationen på sit spillested, med de mere eller mindre uduelige unge tropper han råder over. At se selveste Professor X eller Capt. Picard fra ’Star Trek’ castet så meget imod type og så velspillende, er en fornøjelse. Måske kunne jeg godt tænke mig at vi havde set lidt mere til ham, men OK. Godt er det, på den virkelig ubehagelige måde.

’Green Room’ er en bund solid ”på kanten af stolen” thriller. Den har måske ikke helt den emotionelle dybde som ’Blue Ruin’, men til gengæld er den en langt mere intens oplevelse. En uhyggelig effektiv ’Feel Bad-Movie’ (hvis der er noget der hedder det) som jeg kun kan anbefale af tjekke ud – hvis man er til den slags. Hvordan du kan komme i nærheden af den ved jeg ikke, men jeg håber vi her hjemme på en eller anden (lovlig) måde kan få den at se. Alt andet vil være tragisk!

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.