Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Persona (1966)

Censur ukendt

Se mere på medierådet.dk
|
1 time 23 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Persona
|
Versioner: se alle
Originalversion, Særvisning
|

’Persona’ er Bergmans mest nybrydende film: En fascinerende meditation over den menneskelige personligheds flygtige natur – og filmmediets lige så flygtige virkelighed. Elisabeth (Liv Ullmann) er teaterskuespillerinden, der mister evnen til at tale. Hun passes af en sygeplejerske (Bibi Andersson), og de udvikler et symbiotisk forhold i en sådan grad, at deres identiteter efterhånden begynder at smelte sammen.

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (5 votes)
5.6
0

Instruktør

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Niclas Dalby

Hvad stiller man op når id’et stilles for retten af selvet og identitetsdannelsen ikke længere styres af faktorer udefra, men en indre kamp om liv eller død? Det spørgsmål tager den svenske mesterinstruktør Ingmar Bergman op i hans måske mest anmelderroste film, der ikke kun er et filosofisk mesterværk, men én af de bedste film, der nogensinde er lavet.
Shakespeares kendte konflikt “At være eller ikke at være” bliver berørt i mange film, men når dette essentielle valg berøres af den schweiziske psykiater Carl Gustav Jungs’ teori om Skyggen og Dybdepsykologi, befinder vi os i en verden, der kan være svær at acceptere og endnu sværere at billedliggøre og fortolke – det er dog denne opgave Bergman har forsøgt at tage op, hvilket i korteste forstand bliver besvaret af filmens karakter Elizabeth, da hun i panik råber “Gør det ikke!“.

Elizabeth er en skuespillerinde, der under sin sidste optræden af stykket Electra, vælger ikke at ytre et ord og har været stille lige siden. Hun bliver passet af sygeplejersken Alma, der langsomt åbner sig for den stumme skuespillerinde og fortæller hende sine inderste følelser alt imens en tilsyneladende åbenlys konflikt mellem de to finder sted. “Gør det ikke!” er ikke blot et råb om hjælp fra skuespillerinden, men svaret på konflikten, der stilles fra starten, hvor vi ser en ung dreng i en seng, der berører en flade med billedet af en kvinde – et svar der munder sig ud i ikke at føle smerte, død eller tab. Elizabeth mister kontrol over selvet og frygter ikke længere at eksistere blandt hendes id.

Persona er i sig selv ikke en svær film at forstå, så længe man følger med i hvad der bliver sagt og hvordan. Alt er som sådan meget klar for seeren, men grunden til man vælger at gense filmen år efter år er spørgsmålene, der bliver stillet – spørgsmål om det ubevidste selv og dets kamp mod den ydre maske, der konstant prøver at opretholde facaden for ikke at krakelere og det er Bergmans største triumf med filmen. Det er en prætentiøs film, der formår ikke at være prætentiøs overhovedet hvilket ikke blot skyldes den eminente instruktion fra Bergman selv, men også fra scenografen Sven Nykvist, der med filmen levererede én af historiens mest berømte stillbilleder overhovedet af to overlappende ansigter og deres kamp og stridigheder med hinanden. Elizabeth og Alma er som to modpoler – den ene stum, den anden frigjort, den ene rolig og udefra perfekt, den anden rastløs og styret af følelser og det er når disse to personligheder smelter sammen man for alvor forstår hvad Bergman vil fortælle med filmen.

Tidligt i filmen befinder Elizabeth sig alene i sengen med tv’et kørende. Scenen kommer efter Alma åbner sig op for første gang for seeren og fortæller om sit liv, sine drømme og tvivl om hvad Elizabeth fejler. Den nu svækkede skuespillerinde rejser sig fra sengen, går rundt i sit værelse og hen imod den aflåste dør. Hendes opmærksomhed bliver fanget af skudsalver fra tv’et, der viser et oprør alt imens en buddhistisk munk brænder sig selv på åben gade. Det er første gang vi ser Elizabeth udviser følelser for seeren og hendes tunge skridt fører hende mod hjørnet af rummet med hænderne ført op foran munden i skræk og rædsel. Flammerne breder sig og munken falder om mens en ung mand sidder på hug ved siden af og tilbeder ham. Pludselig slukkes tv’et og alt bliver stille – Elizabeth har ikke blot lige oplevet død og rædsel, men er netop blevet konfronteret af Skyggen, der spreder sig i hende; Den mørke side vi alle besidder og som er med til at skabe personen. Scenen er fyldt med kaos og død, men er på sin vis poetisk smuk og tragisk, da vi for første gang oplever kampen, der finder sted i hende.

Det er scener som disse, der gør Persona til det mesterværk, som så mange udråber den til at være. På overfladen kan scenen virke uvirkelig for seeren og på sin vis irrelevant, men for Elizabeth er den alt – det er hendes kamp mod sin indre mørke side, der hele tiden viser sig frem og hvis denne Skygge vinder kampen befinder hun sig tilbage hvor hun startede med tabet af Alma. Det er denne konflikt mellem personen og sjælen, masken og det indre, der hele tiden konfigurerer inde i os, men som vi så ofte overser grundet Skyggens overtag.

Persona er en af de film, der blot bliver bedre for hver gang man ser den. Filmen fik premiere tilbage i 1966, men føles på ingen måde gammel eller forældet, da filmen ikke overlader sig selv til at bestå af effekter, men af dialog og filosofiske spørgsmål. Bibi Andersson og Liv Ullmann er sat op til at ligne hinanden og som filmen skrider frem begynder vi at forstå hvorfor. “Men jeg har brug for du taler med mig” er en bøn Alma giver til Elizabeth og er essentielt det hele filmen forsøger at fortælle: Alma skriger, råber, græder og det føles som om hun taber kampen, da hun hele tiden tvinges til forandringer – forandringer, der skaber en konflikt for hende, men ikke for Elizabeth, da en ændring af sjælen ikke nødvendigvis skaber en ændring af masken, men en ændring af masken kræver en ændring af sjælen. Alma er bange for at tabe kampen og gå tabt for altid, men kan kun overvinde Skyggen med hjælp fra masken.

Ingmar Bergman er kendt for at instruere film, der prøver at tackle de store filosofiske spørgsmål, men ingen af dem formåede at gøre det på samme måde som Persona, der på en og samme tid føles genkendelig og nær samt tragisk og fjern. Filmens spilletid på lige over 80 minutter bruges til fulde og når rulleteksterne løber over skærmen forstår man hvorfor drengen i starten reelt set er filmens vigtigste karakter. Nøglen til at forstå filmen ligger i filmens titel og karakterernes navne samt evindelige kamp mod hinanden. Intet er overladt til tilfældighederne og Persona er et mesterværk alt for få har set.

mads

Bergman viser med persona sit værd som instruktør, igennem en til tider surrealistisk men genialt eksekveret film.

den sædvanlige subliminale ubehagelige stemning fra Bergmans film er til stede i persona, og til tider er det lige ved at brænde igennem skærmen.

persona er et potpourri af minimalistiske sanseindtryk som bare lægger klar til at blive fortolket på.

en af Bergmans bedste.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.