Roger Moores driftsikre letvægtscharme og selvironi holdt Bond-serien kørende ind i 1980’erne. Hans sjette film som agent 007 fik uventet konkurrence, da en uafhængigt produceret rival, “Never Say Never Again”, meldte sig på banen med selveste Sean Connery som James Bond. Pressen forudså et blodigt “Battle of the Bonds”. Men Moores “Octopussy” endte med at få det største publikum af de to.
De overdådige paladser i Udaipur i Indien danner den farverige ramme om actioneventyret. Lumske Kamal Khan (Louis Jourdan) vil stjæle nogle uvurderlige russiske juveler med hjælp fra smuglersken Octopussy (Maud Adams) og hendes kvindelige cirkustrup. Men Khan står også i ledtog med den krigsgale sovjetofficer Orlov (Steven Berkoff), der vil detonere en atombombe på en amerikansk militærbase i Tyskland.
John Barry er tilbage som komponist på seriens 13. film, og Rita Coolidge synger balladen “All Time High” under forteksterne – for det gik alligevel ikke at sende en sang med titlen “Octopussy” ud til radioerne i 1983!
Jeg gir den med Roger morre fortjeneste i den her film 6 stjerner , da han er med til at gøre så det bliver en af de bedste James Bond film der er lavet.
I bedste overført betydning har denne film mange arme ligesom en blæksprutte og forsøger at gribe fat i mange ting, hvor nogle fungerer og andre halter lidt, så det bliver en lidt blandet omgang i selskab med Octopussy
En åbningsscene som byder på udmærket action og introduktion, men igen en åbning som ikke bidrager til historien efter titelsangen. Såfremt den gjorde dette ville det føles mere sammenhængende for mit vedkommende. Men åbningen er kæk, godt lavet og actionmættet.
Næste punkt som efterhånden er ved at blive en mangelvare for de sidste par film der har været: titelsangen. Nok desværre blandt de dårligste. Den efterlader ikke et synderligt indtryk er 007 klang i øregangen og det føles lidt som ABBA pop sang der har forvirret sig vej ind i 007 franchisen. Ikke en sang der gør filmen ære er mit indtryk.
For engang skyld ser vi faktisk agent 009 i aktion – ganske kortvarigt idet han bliver dræbt og endnu mere ydmygende eftersom han er iført et klovnekostume samtidigt. Årsagen er et Fabergé æg som skal vække interessen hos den britiske efterretningstjeneste eftersom en organisation kaldet octpus klanen, som har cirkus mm. Gør sig i smugler branchen, men selv i dette miljø er der rådne æg i inderkredsen af skurke eftersom ikke alle i denne klan har samme planer. Plottet gør sig egentligt ret godt og føles som en noget anderledes Bond historie med et helt nyt syn på nogle af tingene. Man tror automatisk at filmens titel har en relevans for organisationen Spectre som også er afbilledet med en blæksprutte, men der er ingen sammenligning skal slåes fast.
Vores skurk, som både er en russisk militær leder og samtidig også en i inderkredsen af Octopus klanen gør det middelmådigt, da deres karakterer føles lidt overkørte og lidt for overspillede. Jeg elsker skam de små intense øjeblikke, hvor psyken udfordres imellem Bond og skurken når de spiller Backgammon. Derudover er der en håndlanger i bedste Indiana Jones stil, som ikke taler så meget, men som lader hånden tale for sig (slår) når han ønsker at udtrykke sig. Han gør sig ganske godt og derudover har vi nogle unavngivne lejesvende som har et unikt våben i form af en savklinge viklet ind så den fungerer som en dødelig yoyo. En ret drabelig måde at ”gå tur med hunden på” hvis man udfører det trick.
Brugen af gadgets er selvfølgelig tilstede og disse bruges også, hvilket er dejligt at se, så de bliver en del af handlingen. Ikke nok med at der er gadgets, så er der også udklædninger hvor nogle er mere succesfulde end andre. Brugen af Krokodillen er helt unik, Men Men Men, 007 i abeudklædningen er dybt kritisk og kikset og for at gøre ondt være og mere pinlig, så kort tid efter står den på klovne uniform og her må igen udtrykkes dybt kritisk og kikset.
Filmens action elementer rummer en god portion af alt godt. Mange hænger også sammen med en masse ikoniske scener fra filmen. F.eks. sen fede biljagt scene på jernbaneskinnerne og kampene der finder sted her også, agent 007 der i bedste Crocodille Dundee stil bruger en krokodille anordning til at bevæge sit uset og så selve blæksprutten som går i ”Alien Mode” og suger sig fast i ansigtet på en skurk og så nok filmens sejeste to scener ifølge mig: Agent 007 der i bedste parkour stil glider ned af rælingen på en rundtrappe, imens han tømmer et maskingevær i skurkene for enden af trappen. Og den næste scene er den smukke og farlige scene til sidst med flyet, hvor det især gælder om at holde godt fast. Smukt.
For mig er der nogle kritiske punker som gør at filmen ikke scorer så højt på min liste som jeg havde håbet. Filmen har masser af gode ting kørende for sig, men for lige at nævne et par ting som godt kunne have være forbedret eller helt undladt i min optik. En ordentlig temasang mangler, på et tidspunkt hvor agent 007 flygter i junglen svinger han sig i lianer og minsandten ikke om al charmen ryger af dette da TARZAN brølet pludselig kommer – det er ubestridt kikset og kritisabelt hvor det bliver for meget parodi i noget som skulle føles som en farlig jagt. Parodien fortsætter når vi ankommer til Cirkus, hvor det føles alt for Benny Hill agtigt og der nærmest bare manglede Benny Hill temaet for at parodien var fuldendt. Det sidste punkt må være at skurken er hurtigt glemt og han ikke har noget der gør ham særligt.
Filmen er en anderledes James Bond film og et har faktisk sin charme, hvis man kan se igennem fingre med nogle parodier undervejs, selvom jeg følte at den britiske charme tit måtte stå i baggrunden. For mig er filmen en blæksprutte der griber fat i gode ting samtidigt med at den griber fat i dårlige ting og så efterlader den en blækklat (mine kritikpunkter) som gør at den trækker lidt ned. Men Dette er Bond i Blækspruttens fangarme og filmen fanger i sidste ende.
Nærmest utroligt at filmen formår at blive god selvom Roger Moore klart er blevet for gammel, så for vi Bond fans alligevel det, som vi er ude efter. Herlige Bond momenter, gode Bond piger og et glimerende valg som skurk. Lidt anerledes Bond film, men uden tvivl en af de aller mest underholdende.
Den var meget bedre end Moonraker, der endte med at
blive virkelig fjollet i slutningen. Ned på jorden igen og
der fungere det godt på alle punkter.
I hans 6. film begynder Moore for alvor at blive en parodi på 007. Den ene "morsomme" one liner efter den anden. Det er ikke lige mig. En af de 007 film, som jeg kun gider at se, hvis jeg er igang med en kronologisk genenmgang af ale Bond filmene.
1983 var et specielt Bond år. Der kom nemlig hele 2 Bondfilm, det år. En med Moore og en med Connery. Direkte sammenligning. Hvis det viste noget var det vel at Moore vandt knebent, Connery var blevet en perodi på den rolle han var med til at skabe. Denne, som var med Moore var på eventyr i Indien og Moore var også ved at være for gammel til rollen. Men action og historie fungerede.
Bruger anmeldelser (7)
Skriv din egen anmeldelse