Nightcrawler

Behøver hovedpersonen i en film at være ”likeable” for at vi gider investerer tid og følelser i karakteren? Nej, ikke efter min mening. Han eller hun behøver hverken at være smuk, god eller retfærdig for at fange og fastholde min interesse. Han kan måske ikke ligefrem få min sympati, men min empati kan han godt opnå – hvis karakteren vel at mærke er godt skrevet og spillet. Sympati er godt, men empati er nok. Nok til at vi vil se mere og bliver hængende. En sympatisk karakter har egenskaber vi selv værdsætter og ønsker os, karaktertræk vi prøver at efterligne. Han eller hun er måske gavmild, selvopofrende, ærlig, loyal og engageret. Men at en hovedperson skal være helt igennem flink, rar og moralsk fejlfri er ikke en nødvendighed. Man kunne fristes til at sige tværtimod. Jeg ved at jeg ikke er alene, for ”antihelten” er en af de mest portrætterede protagonister på film i de sidste to-tre årtier. Nogle af filmhistoriens mest interessante figurer er bestemt ikke fuldkomne. Tænk på Robert DeNiro i ’Taxidriver’, Al Pacino i ’Godfather’ eller Bryan Cranston i ’Breaking Bad’. Jake Gyllenhaal’s spændende portræt af Lois Bloom i ’Nightcrawler’ føjer sig til denne gruppe af geniale, fængslende og mindeværdige filmkarakterer. Måden han spiller denne mærkelige type på – og selvfølgelig måden den er skrevet – er et skoleeksempel i hvordan man opbygger henholdsvis interesse, dernæst empati og måske endda til sidst sympati for en antihelt. En lille analyse af karakteren ’Lois Bloom’ kan samtidig tjene som en anmeldelse af den noget oversete thriller ’Nightcrawler’ af forfatter og instruktør Dan Gilroy fra 2014.

Lois Bloom er intelligent, motiveret og lidt af en enspænder – og nå ja sociopat! Han starter i filmen ud med at være en noget ”shady” og småkriminel type, der lever af at stjæle metal rundt om i byen og sælge det til en skrothandler. Men filmens egentlige plot sparkes rigtigt i gang da Lois Bloom bliver ”Stringer”, en form for freelance leverandør af videooptagelser fra ulykker og gerningssteder, som han sælger videre til blodtørstige lokal tv-stationer. Hans totale mangle på empati og hans ambition om at få succes, bringer ham længere og længere ud i en moralsk gråzone. Det interessante er at vi bliver hængende hele vejen. Selvom han i en og samme film går fra at være vores protagonist, til hen imod slutningen at være antagonist, forbliver vi som tilskuere alligevel ved hans side. Øvelsen og selve oplevelsen er hvor langt hen ad vejen vi hepper på ham? Hvor langt rækker vores sympati? Det handler alt sammen om først at skabe empati, ved at give karakteren egenskaber vi kan relatere til. Selvom vi ikke er som ham, så genkender vi hurtigt nogle karaktertræk fra os selv og kan sætte os i hans sted – hvis man vel at mærke ikke selv er en sociopat.

Hvilke karaktertræk har Lois Bloom i ’Nightcrawler’? Vi ser han er hårdt arbejdende og motiveret, men alligevel en fattig røv. Han er dedikeret og gør alt hvad han kan for at blive bedre til det han gør. Det aftvinger respekt fra omgivelserne – også vores. Han er også høflig overfor andre, giver udtryk for taknemmelighed, men vi fornemmer samtidig at der dog ligger selviske motiver bag. Han er rolig, venlig og behersket, selv når han senere sviner folk til – ja endda truer dem på livet. Jo længere vi kommer ind i historien jo mere begynder vi at se hvad der ligger bag facaden. Selvom vi hen ad vejen finder ud af, at han i virkeligheden er en skurk der bør stoppes, følger vi ham alligevel. Hvorfor? Fordi vi er engageret i karakteren. Selvom det er en moralsk anløben type Jake Gyllenhaal spiller, er han fremstillet 3 dimensionalt og interessant, takket være en dygtig manuskriptforfatter og instruktør. Der er opbygget en morbid nysgerrighed i os og som med en kiggekø ved en trafikulykke, vil vi gerne se mere.

Empati er evnen til at forstå og dele følelser med en anden person, at kunne sætte sig i en andens sted. Det kan Lois Bloom ikke, for det er sociopaten ikke i stand til. Hvordan opbygger filmen da empati for Lois Bloom hos os? I filmens åbningsscene ser vi ham i gang med at stjæle metal fra en byggeplads og han overfalder endda en nattevagt. Meget usympatisk! Men i samme scene får vi alligevel lidt ondt af ham, for vi forstår hans situation. Han er arbejdsløs, underlig, fattig og ret ynkelig. Hans første replik i filmen er faktisk ’I’m lost!’ Når vi som publikum ved disse ting, kan vi lettere forstå hvorfor han senere er så målrettet og dedikeret, da han endelig får en fod indenfor hos tv-stationen. Vi ved ligesom hvor han kommer fra. Hans baggrund er måske meget anderledes end vor egen, men vi kan sætte os i hans sted. Paparazzi jobbet er noget han har hårdt brug for, men er også noget han tilfældigvis er ret god til. Hvorfor? Fordi han ikke er begrænset af empati eller sympati for andre. Han er skruppelløs, uden samvittighed og uden hæmninger. Som publikum kan vi relaterer til det at finde noget man er god til og få anerkendelse for det. Vi kan også relaterer til skuffelsen og skammen da Lois Bloom ikke kan levere varen og bliver skældt ud og ydmyget af sin chef – fantastisk spillet af Rene Russo. Men vi kan ikke sympatiserer med det som det derefter presser ham til at gøre – eller kan vi? For hvor sætter vi hver især grænsen? Vi godkender ikke hans handlinger, men empatien er intakt for vi forstår hans motiver. Vi trækkes længere og længere ned af det Bloom foretager sig, og vores egne holdninger prøves af. Hvor langt rækker vores sympati for vores hovedperson?

Hvad er det en film som ’Nightcrawler’ kan? Den giver os lejlighed til at se os selv og vores tilværelse i et andet lys, ud fra en anden synsvinkel. Den sætter et stort og relevant spørgsmålstegn ved vore dages nyhedsdækning, sensationspresse og sladderjournalistik. Den afslører hvordan medierne manipulerer med masserne, ved at tegne et skræmmebillede og vedholdende puste til frygten. Det at sociopaten Lois Bloom passer så godt ind i denne branche, er med til at sætte tingene yderligere på spidsen. Men det maner også til eftertanke, for hvem af os kan sige sig fri for ikke en gang imellem at hoppe på medie-cirkusvognen og bare ukritisk følge med? Problemet er ikke som sådan Lois Bloom, men mere det samfund der skaber og belønner folk som ham. For set ud fra hans synsvinkel er filmen jo hans succeshistorie. Han udlever den amerikanske drøm, går fra at være småkriminel, til at eje sit eget tv-produktionsselskab med tre sendevogne. Set ud fra mit synspunkt er Lois Bloom en tyv hele vejen igennem filmen, det er bare forskellige ting han stjæler. Han starter med at stjæle metal for småpenge. Som ”stringer” er han i mine øjne stadig en tyv, for han stjæler stadigvæk, nu er det bare sårede menneskers værdighed. Han bryder ind i folks privatsfære og udnytter dem imens de er mest sårbare, for at tage billeder han kan sælge for penge – mange penge. Men spørgsmålet står stadig tilbage, kan vi tillade os at fordømme ham for det han gør, når eller hvis vi samtidig svælger i det han leverer? Skaber vi selv behovet og efterspørgslen for de billeder han leverer? Ved at vise os verdenen igennem øjnene på en velskrevet og velspillet karakter, får lov at se tingene fra en anden synsvinkel og bliver måske endda klogere på os selv. ’Nightcrawler’ har med andre ord, ikke bare underholdt os, men vi har også lært noget om os selv og verden der omgiver os.

’Nightcrawler’ var en af de bedste film i 2014, men manuskriptet bag filmen er et af de bedste manuskripter i mange år. At anskueliggøre forskellen imellem at bringe nyheder og så selv at skabe nyheder, er efter min mening ikke set bedre før. At tackle dette emne igennem et portræt af et menneske med en psykisk lidelse, er ganske enkelt genialt. Jake Gyllenhaal giver den hele armen, i sin karrieres bedste præstation. Han tabte 15 kg. for at ramme typen af en usund og lidt mærkelig enspænder. Det gjorde at han fremstår tynd, bleg og med store mørke og indsunkne øjne. Der er noget nærmest magnetisk over hans skuespil. Man kan ikke få øjnene fra ham. Vi ser en karaktér og ikke bare en skuespiller. Han er som besat, ambitiøs og skruppelløs. ”Succes for enhver pris”. Som et menneske ’i ulveklæder’. Han bevæger sig fra i begyndelsen at være protagonisten, til hen imod slutningen at være antagonist, i sin egen historie – og vel at mærke uden selv at opdage det.

Gyllenhaal har spillet mange fantastiske roller og det er ikke uden grund at mange ser ham som en af de mest spændende og talentfulde skuespillere i tiden, men hans rolle som Lois Bloom er mageløs. Det er en transformation uden fortilfælde i hans karriere. Filmen er også ultra flot fotograferet. 95% af den er skudt om natten og L.A. har ikke set bedre ud siden Winding Refn’s ’Drive’ og Michael Mann’s ’Collateral’. Handlingen er egentlig ret enkel, men strammes hele tiden til så spændingen og intensiteten hele tiden stiger, hen imod den meget nervepirrende finale. Det er en barsk og dyster thriller, men samtidig også en sort mediesatire. Lige så spændende som den er tankevækkende og fascinerende.

Jeg blev draget af historien. Gode skuespillere. Den blev i hvertfald talt godt for at den skulle ses af andre (:

Er den sat på spidsen? Formentlig til tider. Men er det unødvendigt? Nej! Den er bare virkelig nervepirrende, sjældent sidder man i en situation, og håber på, at den psykopatisk hovedperson klarer posten. Kun lige i momentet, bagefter hader du ham decideret, men når man følger hans optagelser nært, er man bare fuldstændig suget med. Og jo man holder med ham i bier af filmen, selvom at det er skørt. Han er næsten psykopatisk. Jack Gyllenhall er virkelig eminent i filmen, ukendelig, det er ikke Jack Gyllenhall, han spiller så overbevisende, at man kun fokuserer på karakteren, og ikke på hvem, der spiller ham. Stilen, de andre karakterer, plus bil-scenerne er også meget velfungeret. Den får 5 stjerner herfra!

... af Gyllenhaal. Eminemt skuespil.

Jake Gyllenhaal's rolle har meget til fælles med Christian Bales fra American Psycho - dog ikke deres oprindelse.

For hvor Bale's Patrick Bateman kom fra velbjergede kår, så kommer Gyllenhaal's Louis Bloom fra mere beskedne samfundslag.

Men fællesnævneren er at de er psykopater, uden empati. Forskellen er at Louis Bloom havner det helt rigtige sted, hvor han kan udnytte sin tilstand til at fremme sig selv, og komme frem i verden.

Filmen er skræmmende, og mest skræmmende fordi man er sikker på at der sker noget lignende i virkeligheden. Jake Gyllenhaal er genial i rollen, som jeg mener burde have indbragt ham en Oscarnominering.

"Den enes død, den andens brød". Dette ordsprog er nærmest grundstenen i den verden, som "Nightcrawler" fører seeren ind i. En dyster film med masser af nattescener i Los Angeles, hvor kynisk kriminalitet og blodige ulykker er hverdagskost.

Louis Bloom (Jake Gyllenhaal) mangler et arbejde. Han stjæler ting hist og pist, eksempelvis en cykel, og sælger det efterfølgende for at overleve. En nat kører han forbi et ulykkested, hvor en mand står og filmer ulykkestedet med henblik på salg til nyhedstationer, der vil have det så blodig som muligt. Louis interesserer sig hurtigt for denne verden, noget han senere siger, at han både elsker at arbejde med og samtidig er god til. Dette er vigtigt i Louis' verden, da han konstant tænker personlig optimering og virksomhedsterminologi. Louis skaffer et relativt billigt kamera og ansætter en assistent til ret lav løn - og så er de i gang.

Denne verden er lige noget for Louis, da hans kynisme er som skabt til dette. Gyllenhaals karakter er generelt meget godt skruet sammen og er særdeles velspillet. Gyllenhaal formår at fremstå som en kold mand, der samtidigt er ret så effektiv, veltalende og faktisk også venlig (sidstnævnte dog ikke altid). Det er derfor ikke overraskende, at flere har udtrykt skuffelse, ja direkte vrede over en manglende oscarnominering til Jake Gyllenhaal. Noget jeg er enig i.

Samtidigt skal det dog også siges, at filmens historie er ganske spændende, og der er flere stærkt intense scener, hvor man holder vejret, fordi det er usikkert, om Louis vil slippe af sted hans ulovlige gerninger, der dog gør ham ret så populær hos nyhedsmedierne. Dermed er det ikke kun karakteren Louis Bloom, der fungerer godt i filmen, om end han er det bedste ved den.

Vi har altså at gøre med en spændende thriller med en spændende historie og en Jake Gyllenhal i topform. Filmen angriber både den kolde kapitalist og medierne, der bare skal sælge så meget som muligt. Dog er der et punkt hen mod slutningen, hvor denne kritik bliver for overdrevet - selv for ligeglade Louis. Ikke i stor grad, men tilstedeværende. Det ødelægger dog ikke filmen, der er en af de bedste thrillers, jeg har set i lang tid.

vis det her have været et debut album " i sted for en debut film " så vel det her hav været This is it af The Strokes jeps den er så god sammenligne med Taxi driver er også væld fortjent og Jake Gyllenhall spiller nej ikke spiller ER rollen 100 procent den her film er fanatisk mere kan man ikke sige ud over at den KUN gik to uger i Randers bio fordi at Annabell og "Ouija skulle går lidt længer så ja gone figure men ellers som sagt en rigtigt god film :)

Jake Gyllenhaal er meget overbevisende som den intelligente og charmerende - men ufølsomme - Louis, der konstant søger efter "død og ødelæggelse", som han kan tage billeder af og sælge. Det er oplagt at sammenligne Louis med Christian Bales karakter i American Psycho. De ligner hinanden fysisk og er begge psykopater/sociopater.

Nightcrawler er dog en helt anden film og føles langt mere nærværende og realistisk. Men er den virklig realistisk? Så langt ude er den amerikanske sensations-nyhedspresse vel ikke? Eller hvad? Der er tidligere lavet film, hvor amerikansk tv-journalistik bliver sat på spidsen og parodieret. Som eksempelvis i den bevidst satiriske Accidental Hero (Den forkerte helt) med Dustin Hoffman. Det uhyggelige ved Nightcrawler er imidlertid, at den næppe skal ses som et satirisk værk - men tages helt seriøst. Og det gør filmen ekstra skræmmende og tankevækkende.

Kvalitetsmæssigt er filmen til 5 stjerner. Men som ren underholdning er jeg "kun" oppe på 4 store stjerner. Da jeg næppe vil have lyst til at se den igen, bliver jeg derfor nød til at runde ned til 4 stk.

Kedelig og en af de film som føles mindst 30 min. længere end den reelt er. Men jeg må dog sige at Jake Gyllenhall spiller fremragende.

Æv troede lige...