Det canadiske drama 'Monsieur Lazhar' handler om den midaldrende Bachir Lazhar (Mohammed Fellag), der pga. uroligheder i sit hjemland, Algeriet, søger og opnår politisk asyl i Canada, nærmere bestemt det fransktalende Quebec.
Da et vikariat dukker op på en lokal folkeskole, ser han sit snit til at bruge sine mange års erfaring som skolelærer. Bachir kan dog se frem til en ekstra udfordring, idet stillingen kun blev ledig, fordi den tidligere lærer hængte sig i klasseværelset.
Begivenheden har naturligvis præget hele skolen, så det er noget af en opgave, Bachir er kommet på. Og da hans hjemland igen er sikkert at rejse tilbage til, må han træffe nogle svære valg.
'Monsieur Lazhar' blev nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film - dog uden at vinde. Den modtog derimod Publikumsprisen på CPH PIX tidligere i år, foruden 21 andre priser rundt om i verden.
Instruktøren Philippe Falardeau viste allerede sit talent på de danske breddegrader med dramaet 'Det er ikke mig... jeg sværger!' fra 2008.
Monsieur Lazhar er uden tvivl den bedste franske (canadiske) film, jeg nogen sinde har set. Et fantastisk drama, hvor man kommer helt ind under huden på både lærere og elever.
Den beskedne Lazhar dukker uanmeldt op og søger en lærerstilling. Fra det øjeblik han siger "deltidsstilling, fuldtidsstilling eller overtid - det er op til jer", så er man 100% med ham. Han spiller helt eminent og er både utrolig sympatisk, dygtig og har samtidig sine fejl.
Eleverne er en historie for sig. Det er lykkedes instruktøren at finde nogle ufattelig overbevisende unge skuespillere til at spille de 11-13 årige børn. Jeg var fuldstændig solgt over deres præstationer.
Historien er vedkommende, lærerig og meget - MEGET - rørende. Find lommetørklæderne frem.
Filmen slutter desværre alt for hurtigt. Jeg vil have en fortsættelse. Nu!
Det her er et næsten perfekt mesterværk. 5½ stjerner!
Bruger anmeldelser (3)
Skriv din egen anmeldelse