I 'Midnight in Paris'er forfatterspiren Gil (Owen Wilson) på bryllupsforberedende rejse i Paris med sin forlovede, Inez (Rachel McAdams), og hendes stokkonservative forældre.
Mens mor og datter går shop amok i latinerkvarterets antikbutikker og svigerfar fnyser af fransk udenrigspolitik, begiver Gil sig ud på et frydefuldt notalgitrip, der består af lige dele romantik og magi.
Ud på natten møder Gil den smukke muse Adriana (Marion Cotillard), der præsenterer ham for en perlerække af inspirerende kunstnere og litterater.
Gils forfatterdrømme bryder ud i fuldt flor, og det står lysende klart, at han umuligt kan vende tilbage til sit tidligere liv. For når det er midnat i Paris, kan alting ske.
'Midnight in Paris' er Woody Allens hyldest til drømmenes og kærlighedens by, og blev Oscar-nomineret for Bedste film, Bedste instruktør og Bedste originale manuskript, hvoraf den fik en Oscar for bedste originale manuskript.
For en, der ikke kender Woody Allen, og hvis man prøver at forstå universet, virker den meget indforstået. Meget kedelig intro. Der var ikke brug for hele 6 minutter til at fastslå, at Paris er en vidunderlig by. Vi har forstået det efter det første minut... Jeg ved ikke om det er et karaktertræk ved Allens film.
Ud over at karakterne virker svært usympatiske, går der en rum tid, før man varmer op for Owen Wilsons egentlig overbevisende skuespil. Det bedste ved filmen er personificeringerne af de berømte kunstnere og forfattere , som Gil møder i sine drømmescenarier, som jeg for øvrigt ikke helt kan finde ud af, hvad skal repræsentere. Filmen efterlader en lidt flad fornemmelse.
Woody Allen har selv udtalt, at han var overrasket over at Midnight in Paris blev en så stor succes, især at så mange unge mennesker, som sikkert ikke havde noget særligt forhold til Hemingway og Picasso kunne lide den.
Filmen fungerer uanset om man kender de historiske referencer til kendte kunstnere fra 20'erne (og 1890'erne), fordi figurerne ikke får lov til at tynge filmen ned med æresfrygt og hyldest til deres betydning, men bruger dem som levende kulisse til at beskrive stemning og følelser i byernes by.
Kernen i historien er ikke hovedpersonens facination af fortiden eller det genialt udførte tidsspring (ingen tidsmaskiner eller portaler - bare et lift med en gammel veteranbil), men derimod den erkendelse som hovedpersonen må nå frem til, om det ægteskab han er ved at indgå nu også er en god ide, og om det er bedre at holde fast i en tryg, fast indtægt, eller om han skal være tro mod sig selv og sine drømme.
Det er denne universelle historie, som gør filmen vellykket, uanset dens historiske staffage - når det så er sagt, så giver den historiske ramme kun et ekstra lag for dem, som kender noget til perioden og de kunstnere og kulturpersonligheder, som filmen kaster om sig med løs hånd.
I øvrigt befriende at se Owen Wilson udfolde sit talent uden den sædvanlige falde-på-halen komik, rart at se den side af ham!
At jeg gav din anmeldelse thumbs up - men det ved du jo. Vi har tidligere diskuteret det.
Bodilio- pointing too many fingers
Faldt du i søvn, da du så den?
Med det profilbillede, du har, venter man ikke, at du overhovedet ser Midnight in Paris.
Alligevel foreslår jeg, at du springer ud som romantiker, slip dig løs!
Good will, Bodil.
Det er ikke noget mesterværk, men det er absolut en sværdig film - frem for alt med smukke billeder og en fremragende stemning.
Woody Allen må være Hollywoods mest produktive Instruktør med pt. 43 film på samvittigheden. Han har med få undtagelser lavet en film om året, hvilket er rimeligt vildt når man tænker på det store maskineri som skal sættes igang for en enkelt produktion.
Men som man siger, hellere kvallitet frem for kvantitet - og det ville i den grad have klædt Allen, hvis han havde nøjedes med under halvdelen af de film. Mange bærer præg af en alt for løs historie, som endda er fundet på og ændret, undervejs.
Det gælder heldigvis ikke alle Allens film - og i høj grad ikke denne. Vi bliver ført tilbage til 1920'ernes Paris - og Allen har gort sig umage for at fortælle om nogle af de kunstnere som fandtes i de år.
Selve historien om Gil (Owen Wilson) er ikke det vigtigste, det er mere det at finde sig selv og blive lykkelig som den man er, i den tid man lever i.
Efter at ha' set To Rome With Love som jeg ikke just var begejstret for satte jeg mig til at se denne film med ret ambivalente følelser! Men jeg blev heldigvis gladeligt overrasket! Owen Wilson er perfekt som karakteren Gil - jeg nød virkelig hans skuespil!
Historien var rigtig god og filmen bød på en masse spændende (autentiske) karakterer, smukke kjoler og excellent setdesign!
Det eneste jeg vil påpege som jeg gerne så ændret er filmens plakat.. altså den hvor Wilson og McAdams står og krammer/kysser.. den synes jeg er ret misvisende i forhold til filmens plot.. Jeg havde foretrukket en anden opsætning hvor også smukke Cotillard var repræsenteret ;)
Det er længe siden filmen havde premiere, men nu er den tilgængelig på Filmstriben.
Det var virkelig en god film der sad i mine tanker mange dage efter. Den har et overraskende vendepunkt, magi på slaget 12 og spændende referencer til litteratur, malerkunst, dans og kunstnernes liv. Jeg var helt opslugt i 1½ time (hvilket er meget passende længde for denne film), og skiftene mellem nutid og fortid var utroligt velplacerede. Der var mulighed for at spejle sig i det forlovede par der levede i nutiden og at drømme sig tilbage til Hemmingway og charleston og 20'ernes Paris.
Min ingeniørkæreste var mindre begejstret, så jeg tager det forbehold at man nok skal vide hvem Hemmingway og Picasso er for virkelig at blive betaget af denne perle.
Bruger anmeldelser (48)
Skriv din egen anmeldelse