Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Lyset i havet

Tilladt for børn over 11 år
Filmen har en alvorlig og melankolsk grundstemning, og den indeholder flere dramatiske scener og scener, hvor hovedpersonerne er ulykkelige og foruroligede. I én voldsom scene får en hovedperson et slemt ildebefindende, og hun bløder og falder bevidstløs om. I en anden dramatisk scene tages et barn fra en kvinde, og både kvinden og barnet græder voldsomt. Det vurderes, at filmen kan virke skræmmende på børn under 11 år.

Se mere på medierådet.dk
08.09.2016
| |
2 timer 13 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
The Light Between Oceans
|
Versioner: se alle
2D, Seniorbio, Babybio
|

Dramaet 'Lyset i havet' foregår på en lille ø ud fra Australiens vestkyst. Her bor ægteparret Tom og Isabel, der forgæves forsøger at få børn.

Da en robåd med en lille baby skyller op på stranden, ser Isabel det som et mirakel, og Tom indvilliger modvilligt i, at de kan beholde barnet som deres eget uden at informere myndighederne.

Men som årene går, og deres kærlighed til datteren, Lucy, vokser, bliver sandheden om hende også tungere at bære. Især af Tom, der kender til Lucys rigtige mor inde på fastlandet.

'Lyset i havet' er instrueret af Derek Cianfrance, der tidligere har stået bag den markante kærlighedshistorie Blue Valentine. En film der også følger et ægtepar gennem både lykke og kriser.

Filmatiseringen af M.L. Stedmans roman understreger instruktørens talent for historier om viljen til at ofre sig for sin elskede. (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (165 votes)
4.6
4.5

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "... velfortalt, nuanceret i sin psykologi og så menneskelig, at tårerne indimellem slører den smukke, gråtonede billedside." (Jeppe Krogsgaard Christensen)

  • BT

    "Filmens instruktør Derek Cianfrance spænder fortællingen til smertegrænsen for blot at spænde den yderligere." (Henning Høeg)

  • Jyllands-Posten

    "Nogen stor film er det ikke blevet. Dertil er den for sentimental og forudsigelig. Men med et ønskecast, Adam Arkapaws berusende billeder og Alexandre Desplats smægtende musik er den blevet en seværdig tragedie." (Katrine Sommer Boysen)

  • Politiken

    "Alicia Vikander er over for Michael Fassbender inderlig som først muse og så sorgkrater." (Katrine Hornstrup Yde)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Katja*

Jeg er vild med Derek Cianfrance, som har instrueret filmen. Jeg er tosset med Michael Fassbender OG Alicia Vikander, som spiller hovedrollerne. Og jeg elsker, elsker, elsker, at dette her er filmen, de lærte hinanden at kende i - og nu dater :)

Smukke locations og stærkt skuespil, leveret af fantastisk dygtige skuespillere <3

Camillauser/138272

Jeg hørte en popsmart anmelder klandre filmen for at have flere musik-video-agtige sekvenser, som var rent fyld.
Tænk, jeg kunne ikke spotte én af disse sekvenser.

Jeg synes at den er bedre end The Place Beyond the Pines.

Se filmen med et åbent sind, og husk lommetørklæder

Elzbieta

En virkelig smuk og fantastisk skurspillet af min yndligs Alicia Vilkander. Et svær moralsk emne som er svære at løse.Jeg grad så meget som som Lisabel. Fantastiske billeder af den Australske natur.

maiuser/505959

Hvis det var en sand historie,ville jeg nok synes den var mere interessant. Men den virker noget utroværdig.Selvfølgelig kan virkeligheden overgå fantasien,og alt kan ske.
Og den foregår jo i beg 1900 tallet, hvor kommunikationen ikke var nem, så ja ,det var nok nemmere at skjule ting.
Men jeg synes historien er syg. Filmen skulle vist vise,at skæbnen indhenter altid en til sidst,og det er jo rigtigt.
Synes Fassbender bar filmen igennem.
Jeg nød det gennemførte sceneri fra beg 1900, og fik meget mere ud af selve scenerierne end handlingen. Øen,fyret, interiøret, tøjet, ja selv detaljerne i strikhuer og trøjer blev studeret. For langtrukken var den virkelig.
Og lidt tynd historie ind imellem.Hvordan var det lige babyen og faderen havnede i den robåd? Og hvad døde faderen af.? Og hvordan lykkedes det babyen overhovedet ikke at være våd. Tøjet var helt rent, uden en forkert fold.
Men spændende at leve sig ind i livet uden el, tlf osv. Levende lys, petroleumslamper, lækre materialer, hørjakker, sølvrangler, smarte hatte. Filmen inspirerede mig mest til at lave noget basictøj, strikke, besøge en uberørt strand,og et fyrtårn

Dortheuser/193497

Det er en god film, men meeeeeget langtrukken

Liwuser/13694

Det er en dyb film hvor man føler smerte og dilemma med hovedpersonerne. Man skal lægge mærke til detaljerne i filmen.
Det egentlige budskab.

Hjerteskærende, ja ...

Og så var den meget flot sat op og suverænt spillet af Alicia Vikander og Michael Fassbender.

Jeg vil ikke skrive mere. Det har de ovengående der er enig med mig allerede gjort til fulde :o)

6 stjerner. Helt klart og indlysende.

Pil

Ved gud hvor er det smukt. Ikke alene filmen. Som er smuk med smuk på. Alicia Vikander og Michael Fassbender, ikke at forglemme den eminente Rachel Weisz, stråler også om kap i skønhed og talent.

Og ved gud hvor er det også smukt. Men ved gud, hvor er det også bare kedeligt.

Jeg kan sagtens se, hvorfor folk finder den god, for den er da velskrevet, smuk og med godt skuespil. Det kan jeg nemt erkende. Men jeg sad til sidst, og orkede ikke at se Alicia Vikander græde mere.

Smukt er det, men med alt alt ALT for meget fløde.

Nils

Montager og flotte solnedgange galore ... det får vi i The Light Between Oceans. Vi får også et sådan set et rimeligt drama, som dog godt kunne være skruet lidt bedre sammen. Tidens hotteste par, både i denne film og i privaten, spiller sådan set upåklageligt, men alligvel formår de ikke ikke at få bragt den store romance, som der jo er tale om, eller dramaet bragt helt der ud hvor det for alvor kan mærkes. Om det er romanen, manuskriptet eller instruktøren der er den skyldige part, kan jeg ikke helt vurdere. Hovedpersonernes skyld er det ikke!

Tom (Michael Fassbender) er noget arret på sjælen, vendt hjem til Australien efter 1. verdenskrig. Han får et job som fyrmester i fyrtårnet på den afsidesliggende ø Janus. Den unge skønne Isabel (Alicia Vikander) bliver allerede ved første møde interesseret i ham, og næste gang Tom er på fastlandet frier hun til ham. Hurtigt bliver de gift, og Isabel flytter ud til Tom på Janus. Så forsøger de at blive gravide, to gange. Begge gange aborterer Isabel. Så en dag ser de en robåd på havet, med en livløs skikkelse og en baby ombord. De får reddet barnet og konstateret at manden er død. Så er det at en vandvittig idé tager form i Isabels hovede. Hvad hvis de begraver manden og lader som at babyen er deres eget barn? Nødtvunget hopper Tom med på Isabels plan, en plan der synes dømt til at mislykkes ...

Den første time af den lidt for lange film (133 minutter), går med Tom og Isabels møde, deres kærlighed, deres bryllup og deres første forsøg på på at blive gravide ... og det er MEGET lang tid. Ikke mindst når over 50% af tiden bliver brugt montager. Flotte montager, bevares, med masser af imponerende scenarier fra den Australske natur, men det bliver altså for meget. Fotografen gør hvad han kan for at få det til at se lækkert ud, men det er begrænset hvor mange gange man kan holde til at se fyrtårnet på Janus i alt dets pragt og vælde.

De tre hovedpersoner i det lidt anderledes trekantsdrama, spiller glimrende, og det er vel også deres præsentationer der, trods alt, gør at The Light Between Oceans er til at holde ud at se. Alicia Vikander er helt sikkert en af tidens bedste yngre skuespillerinder. The Danish Girl og ikke mindst Ex Machina, er et klart bevis på dette. Michael Fassbender kan det hele. Spille soldat i Tarantinos Inglorious Basterds, android i Ridley Scotts Prometheus, sexafhængig i Shame og psykiater i A Dangerous Method. Alle roller som han virker afslappet og godt tilpas i. Imponerende. I starten af sin karriere gjorde Rachel Weisz (Hannah) sig mest i letbenede komedier som The Mummy, hvilket hun hun klarede med bravour. Senere har hun også gjort en god figur i væsentlig tungere film som fx The Whistleblower.

The Light Between Oceans bygger på en roman af den australske forfatter M.L Steadman, som jeg ikke har hørt om før. Instruktøren Derek Cianfrance, som heller ikke ringer en klokke for mig, excellerer vist nok i den her slags storladne romantiske dramaer. Det er så ikke en genre jeg er særlig stiv i, så måske skal filmen bare være sådan ... ikke på nogen måde udfordrende og let slugbar? Jeg kunne godt have brugt lidt mere kød på historien, om jeg så må sige :)

Selv om romancer som The Light Between Oceans ikke ligefrem er den type af film jeg i første omgang går efter, er jeg som filmelsker åben for de fleste film, hvis de har det rette cast og er skruet rigtigt sammen. Den her er sådan set skruet godt sammen og har super cast. Den er bare lidt for lang, den første times tid er lidt for tung og så er der, som nævnt, alt for mange montager. Når der er sagt, så er filmen slet ikke ringe. The Light Between Oceans får 3 fine stjerner.

blog.nilsbuch.dk

Spidermanuser/166287

Ikke nær så meget op og ringe som anmelderne men jeg følte mig underholdt.
Alicia viser igen super skuespil. Dejligt med et svensk verdensnavn

Niclas Dalby

Den australske forfatter M. L. Stedman udgav i 2012 bogen Light Between Oceans til store roser. Det personlige krigsdrama blev kaldt "an extraordinary book" af Sue Arnold fra The Guardian, men blev samtidig også klandret for at være en smule forudsigelig. Dreamworks lod sig dog ikke skræmme af de enkelte lettere negative kommentarer og tilkøbte sig samme år rettighederne for en mulig filmatisering. Kort tid efter var der allerede fundet en instruktør, blandt andet grundet Steven Spielbergs rosende ord, og filmen lå nu i hænderne på Derek Cianfrance.
Hvis man kender sine romantiske film er Cianfrance bestemt ikke en ukendt instruktør - han har trods alt stået bag én af de mest depressive romantiske dramaer nogensinde med 2010-filmen Blue Valentine med Ryan Gosling og Michelle Williams i hovedrollerne.
Castingen var bestemt ikke en let sag for Cianfrance, der allerede havde planer om at Fassbender skulle spille den mandlige hovedrolle. Problemet stod i at overtale ham, da Cianfrance, efter en længere forhandlingsperiode, endelig fik overtalt Dreamworks til at lade ham arbejde med et lille hold, der nærmest skulle bo i Cape Campbell, hvor fyrtårnet befinder sig. Fassbender spurgte ind til om det nu endog var nødvendigt at bo derude, men gav sig til sidst og var villig til at tilbringe én nat derude - denne nat blev dog til lidt over fem uger i selskab med Alicia Vikander.
Cianfrance beskriver selv filmen som en romantisk tragedie med touch af dokumentar. Han udtaler selv at være fan af tragedier og kaos og med denne tilgang til filmen formåede han at bruge karaktererne som en del af naturen, som instruktøren selv mener er filmens fjerde karakter: Vinden. Vinden spiller en stor rolle i filmen og hvis man synes det til tider blæser meget, så meget endda det kan være svært at høre replikkerne, så er det med fuldt overlæg.

Historien finder sted i et lille samfund ud til vandet, der søger efter en ny mand, der kan passe fyrtårnet, da deres nuværende passer kom til skade. Fassbenders karakter, Tom, melder sig til opgaven og på vej ud til fyrtårnet møder han den unge og smukke dame Isabel. De bliver hurtigt forelsket, gifter sig og drager sammen ud til fyrtårnet for at starte deres nye liv sammen. Grundet en række voldsomme hændelser bliver lykken dog erstattet af ulykke indtil en dag hvor en båd strander ud for deres hus med liget af en mand og et grædende barn i. Tom og Isabel tager barnet til sig og opdrager det som var det deres eget. En dag finder Tom dog ud af hvem barnets moder egentlig er og langsomt følger vi hvordan samvittigheden overtager glæden fra den lille familie.
Der burde er ikke rigtigt være nogen grund til at rose Fassbender for meget for hans arbejde som Tom, der tidligere var i fronten og nu passer sin familie ved tårnet. Han er én af de absolut bedste skuespillere i dag og det viser han da også her med en noget isoleret og til tider introvert karakter, der har svært ved at finde lykken efter krigen. Han har set og gjort grusomme ting, der selvfølgelig efterlader ar på sjælen og chancen for at være alene tog han hurtigt til sig. De samme rosende ord kan siges om Alicia Vikander, der giver hendes mest nuancerede karakterskildring indtil videre. Hun blev især kendt for hendes fantastiske rolle i Ex Machina og sidenhen i The Danish Girl og for hende virker det blot som om, at hun bliver bedre med hver rolle. Hendes karakter, Isabel, kommer ud for en følelsesmæssig rutchetur og man har aldrig på fornemmelsen at følelserne er påklistret eller forceret.
Det er dog ikke kun Fassbender og Vikander, der er at finde i filmen og hende, der overraskede mig mest var Rachel Weisz. Hun er en fantastisk skuespillerinde, der desværre bliver glemt alt for ofte, men hendes portrættering af en moder, der mistede hendes mand og barn for senere hen at finde ud af virkelighedens hændelser er den mest rørende i filmen.
En mand, der nok ikke bliver omtalt for ofte, når man snakker om denne film er Adam Arkapaw, der stod for scenografien - filmen er umådelig smuk og retter til tider minderne tilbage mod The Revenant, der også brugte naturen til at skabe en ekstra karakter. Flere gange følger kameraet naturen og især vandet, hvilket skaber en flot kontrast til personernes følelsesmæssige sted i filmen. Han formår at bruge lyset og atmosfæren til fulde og det skal han have stor ros for.
Filmen er dog ikke uden sine fejl og den første der slog mig var den noget forceret romance mellem Tom og Isabel. Man får ikke meget at bygge deres kærlighed på, da det hele føles ekstremt pludseligt og kærlighedens motivation og opbygning mistes derved - hvilket er en skam, da det er denne romance, der er ét af de store temaer i filmen. Slutningen var jeg heller ikke helt tilfreds med, da filmen formåede at opbygge en usikker, dyster og til tider brutal skildring af samvittighedens kvaler og man var aldrig rigtigt i tvivl om hvor filmen bar hen imod. Der var en række klichéer i den, men ikke nok til at ødelægge den ellers fine oplevelse, som Cianfrance stod for.

Lyset I Havet er bestemt ikke nogen feel-good romantisk film, som mange nok er vant til. Den er til tider meget mørk og formår at bruge hele paletten af følelser, både hos skuespillerne og af seeren. Jeg ville dog have ønsket, at den forblev mørk hele vejen igennem, da det er det jeg føler, den ville have været bedst tjent med.
På trods af det formår Cianfrance at skabe ét af de bedste dramaer i år, som man bestemt ikke skal snyde sig selv for. Det vil være en skam, hvis man ikke ser den i biografen alene grundet den smukke scenografi, men også atmosfæren og lyden vil miste en del stemning, hvis man ser den i stuen derhjemme.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.