Cookie- og Privatlivspolitik

Leviathan

Tilladt for børn over 11 år
Filmen har en melankolsk grundstemning. Den indeholder flere scener med mennesker der nedbrydes af druk og sorg. I andre scener ses voldsomme konflikter mellem fulde voksne, overfald fra tæskehold, samt et lig der er skyllet op på en strand. Da voldsomhederne ikke er særligt blodige eller udpenslede, og da filmens tempo generelt er roligt, vurderes det at filmen kun vil kunne virke skræmmende på børn under 11 år.

Se mere på medierådet.dk
08.01.2015
| |
2 timer 20 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Leviafan
|
Versioner: se alle
Originalversion, Særvisning, Særvisning
|

Filmen 'Leviathan' foregår i en by på den russiske Kolahalvøen. Kolja er flyttet sammen med sin anden hustru og sin søn fra første ægteskab.

Lykken tilsmiler dog ikke den lille familie, for snart viser det sig, at byens borgmester ønsker at bruge deres grund til et større byggeprojekt. Den pressede Kolja vender sig mod sin gamle ven, der er advokat, for at få råd i sagen, men når det kommer til kampen mod systemet, har individet vanskelige kår.

Leviathan er ikke blot titlen på denne prisvindende, russiske film, men også det bibelske navn for søuhyret i Jobs Bog fra Det Gamle Testamente. Netop fortællingen om Job danner grundlag for historien og symbolikken i dramaet.

Omgivelserne i den lille, iskolde by domineres af skibsvrag og skelettet fra en strandet hval, hvilket sætter stemningen for filmen, der blandt udenlandske anmeldere er blevet sammenlignet med afdøde mesterinstruktører som Andrei Tarkovsky (Ofret) og Elia Kazan (On the Waterfront).

Manuskriptet, der er skrevet af Andrey Zvyagintsev og Oleg Negin, blev hædret ved Cannes-filmfestivalen 2014. (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (44 votes)
4.8
5.2

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • BT

    "[...] et moderne og selvkritisk russer-drama. Tung, men fortræffelig og medrivende." (Birgitte Lorentzen)

  • Ekstra Bladet

    "Det er intet mindre end et formfuldendt mesterværk, Zvaygintsev har skabt sammen med sin faste manuskriptmakker Oleg Negin. Uforglemmelig og berusende på alle måder." (Jacob Ørsted)

  • Filmland P1

    "Man kan opfatte ’Leviathan’ som en politisk film om nutidens Rusland, en filosofisk film om menneskets tunge skæbne eller bare et drama om en mands kamp mod overmagten. I alle tilfælde giver filmen en voldsom fornemmelse af at være vidne til et menneske, der bliver rykket op med rode." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "[...] der er tale om et fabelagtigt subtilt, følsomt og rent klingende værk, der er væsentligt i både ånd og billeder." (Nanna Frank Rasmussen)

  • Politiken

    "[Filmen] bugter sig fremad med adskillige klimakser og ekskurser. Og den er til tider hård at følge - med store afstande mellem det politiske spor og det intime spor, der så til sidst samler sig - hårdt slående." (Katrine Hornstrup Yde)

  • Weekendavisen

    "Man er svimmel af indtryk og næsten forkommen, når man forlader biografen efter mødet med den umættelige hvalfisk." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Erik F

Midtvejs i "Leviathan" bliver der arrangeret en udflugt med en indlagt selskabsleg, der består i at skyde til måls efter tomme vodkaflasker - som man selvfølgelig forinden har tømt. Præmien for at ramme målet er et glas vodka, rammer man ikke, er det 3 glas. Jo, der drikkes vodka i spandevis hele filmen igennem!

Da man senere går over til at skyde til måls efter portrætter af gamle statsledere: Stalin, Khrustjov, Bresjnev og hvad de nu hed alle sammen, spørger én efter den nuværende leder. Svaret er, at han har godt af at hænge og modne lidt på væggen, før det bliver hans tur. For selv om "Leviathan" er en mørk og dyster skæbnefortælling om korruption og brutal magtudøvelse i det moderne Rusland, er filmen ikke blottet for en befriende, sort galgenhumor. Den har også en gennemsympatisk empati for de små individer, der brutalt tværes ud af de korrupte og magtbegærlige ledere. I filmen er offeret Kolya, der er så uheldig at have et hus på en grund, som den magtfulde borgmester har udset sig til bebyggelse af et nyt prestigefyldt center, der skal lokke mere kapital til området. Det bliver starten på Kolyas pinefulde deroute, hvor han mister alt hvad han har.

På overfladen er "Leviathan" således en stærkt samfundskritisk film om magtforholdene i det russiske samfund. Det er ikke blot lederne der udstilles, også den russiske ortodokse kirke fremstilles som gennemkorrupt og hyklerisk, fordi den ser igennem fingre med overgreb på befolkningen for at tækkes magthaverne. På et dybere plan er "Leviathan" dog også en fortælling om menneskets eksistentielle grundvilkår, hvor Leviathan - navnet på et kæmpe mytologisk havuhyre, der blandt andet er nævnt i Jobs historie i Biblen, og som i filmen symboliseres gennem et kæmpemæssigt hvalskelet, der har aflejret sig på strandbredden.

Handlingen foregår i et fascinerende, men barskt landskab, der slet ikke ligner noget, man har set før, helt oppe i det allernordligste Rusland på kanten af Barentshavet, og naturen er med til at skabe en helt speciel stemning i filmen.

Filmen fik en Golden Globe for bedste udenlandske film i 2015, og var desuden nomineret til både en Oscar og en Bodil.

S. Rico

Puha! Det er noget af en trøstesløs film. Korruption er en frygtelig ting, og det bliver belyst skræmmende virkligt i dette russiske drama om en familie, der i den grad er ude i modvind.

Den lokale borgmester sidder tungt på magten og kan gøre som han vil. Så da han ønsker at bygge et fint palads på den grund ved vandet, hvor en familie har boet hele sit liv, så bliver de da bare eksproprieret. Og hvis de tillader sig at møde op på politistationen med en advokat for at anklage borgmesteren for ulovlig chikanering på deres egen grund - ja så bliver man bare anholdt for at hæve stemmen...

Så er tonen ligesom lagt i en film, der både er en selvkritisk politisk film, men som også handler om synd, skæbnen og Guds uransagelige veje. Filmen er på den ene side gennemsyret af Guds tro, og at man bør følge Hans vej. Men på den anden side, så sidder man tilbage med en fornemmelse af, at moralen er, at der slet ikke findes en Gud. Med andre ord en ambivalent – men meget gribende og seværdig film.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.