Cookie- og Privatlivspolitik

Last Night in Soho

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har en meget ildevarslende grundstemning. Den indeholder mange scener med mystiske drømme og forvandlinger, der udvikler sig til voldsomme, tvangsprægede, truende og ekstremt blodige mareridt, hvor hovedpersonens bevidsthed trin for trin overtages af en person fra fortiden. Fremstillingen benytter mange gyservirkemidler med en ildevarslende lydside og mange chokeffekter. Filmen vurderes på den baggrund til at kunne virke skræmmende på børn og unge under 15 år.

Se mere på medierådet.dk
25.11.2021
| |
1 time 56 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Last Night in Soho
|
Versioner: se alle
2D, 2D Skole Bio, Seniorbio
|
Billetter

Gyser-thrilleren ’Last Night in Soho’ handler om den unge, spirende tøjdesigner Eloise, der flytter til London for at forfølge sin drøm.

Men mødte med storbyen er ikke let for provinspigen, der lejer et værelse hos en ældre kvinde. Her finder Eloise en mystisk portal ind til 60’ernes London, som hun idylliserer.

Hun knytter sig til pigen Sandie, der jagter drømmen om at blive sangerinde. Men alt er ikke fryd og gammen, og inden længe begynder grænsen mellem de to verdener at krakelere og noget skræmmende venter i mørket.

’Last Night in Soho’ er instrueret af Edgar Wright, som tidligere har stået bag titler som zombiekomedien Shaun of the Dead, tegneseriefilmatiseringen Scott Pilgrim mod verden og den musikalske kupfilm Baby Driver.

Manuskriptet er skrevet i samarbejde med Krysty Wilson-Cairns, der også stod bag den Oscar-nominerede fortælling til 1917.

Inspirationen fra 60’ernes film skinner igennem i 'Last Night in Soho', der trækker paralleller til klassikerer som Psycho, Repulsion og Vertigo. (copyright: kino.dk)

ADVARSEL: Denne film indeholder flere sekvenser med lyseffekter, der kan have en påvirkning på personer med fotosensitiv epilepsi.

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (28 votes)
3.7
3.6

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "Og ligesom i Edgar Wrights andre film – eksempelvis 'Scott Pilgrim vs. the World' og 'Baby Driver' – er handlingen fortalt på hyperstiliseret vis med svimlende kamerature, hidsig zoom, frække krydsklip og et mageløst godt soundtrack." (Thomas Brunstrøm)

  • Filmland P1

    "'Last Night in Soho' er et gys, der passer lige ind i #MeToo, men tematisk har den ikke flyttet sig en centimeter i forhold til 'Chok'. Filmteknisk er den bestemt i en helt anden verden. Men trods Edgar Wrights utroligt mange evner, forbliver Ellie bare en filmfigur." (Per Juul Carlsen)

  • Filmmagasinet Ekko

    "Last Night in Soho er den mest labre prestigegyser siden Guillermo del Toros Crimson Peak, et farvebadet mareridt vakt til live med uovertruffen teknisk snilde." (Niels Jakob Kyhl Jørgensen)

  • Jyllands-Posten

    "For en sjælden gangs skyld er Edgar Wright på vildspor, men jeg er sikker på, mr. Wright, at næste gang gør du det igen right." (Jacob Wendt Jensen)

  • Soundvenue

    "Og ikke mindst har Wright sammen med fotograf Chung-Hoon Chung og klipper Paul Machliss skabt visuel filmmagi i de overdådige drømmescener [...]" (Freja Dam)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Jesper Ørsted

Den unge Ellie(Thomasin McKenzie) er den unge pige fra Cornwall med en modedesigner i maven og en glubende appetit på 60'ernes Swinging London kultur, mode og musik. Bedstemoderen Peggy(Rita Tushingham) advarer hende mod at rejser dertil, da hendes mor kom hjem derfra knækket, som hun siger London kan være et barskt sted. Men hun tager dertil, indlogerer sig på et kollegium på værelse med Jocasta (norsk-skotske Synnøve Karslen), en sluf fra helvede. Hun er ude at drikke og danse med studiekammerater, men får nok at sluffen og flytter på værelse, udlejet af Ms. Collins (Diana Rigg). Loftværelset er forblevet fuldstændigt urørt siden 60'erne og viser sig at gemme på fortiden, nærmere bestemt swinging London, fordi samme nat har hun en meget livagtig drøm, hvor hun forlader huset og går over gaden til en fashionabel natklub. Biografen ved siden af spiller Thunderball, så vi kan stedfæste året til 1966. På klubben møder hun impressarioen og luderkarlen Jack (Matt Smith), fascinerende, fængende og tilsyneladende en farlig mand, spillet så godt at det ville være en forbrydelse hvis han bliver forbigået ved næste Oscar-uddeling. Ellies alter ego om natten, Sandie, spilles til perfektion af Anya Taylor-Joy (Queen's Gambit). Filmen udvikler sig fra en let 60'er pop musical til en whodunnit, en sand rutchebane af en horrorfest med svimlende flot kameraarbejde og fantastiske billedkompositioner. Det er ikke muligt at finde et grimt, ligegyldigt eller dårligt billede i filmen, det er virkelig en af den slags film, hvor man kan tage et næsten hvilkensomhelst still fra filmen, blæse det op i plakatstørrelse og hænge på væggen. Stilen er stærkt giallo-inspireret og instruktør Edgar Wright kan ganske afgjort sin Mario Bava og Dario Argento (en af natklubberne der frekventeres hedder i øvrigt Inferno!). Dette er en film, hvor stilen, musikken, kameraarbejdet, billedkompositionerne, castingen og det fantastiske whodunnit-plot bare sidder lige i skabet og filmen er et kvantespring fra instruktørens Baby Driver, det er et sandt mesterværk, der ikke kunne være fjernere fra samlebåndets ligegyldigheder. Alt her er lavet med intention og der er kælet for det. Den er rystende god, også som gyser betragtet, et sjældent godt gys. Se den i en biograf, det fortjener den.

bambiexplorer

... havde premiere den 29. december 1965 i London (interessant nok 12 dage efter premieren i DK). Så vi kan vel ikke med sikkerhed stedfæste, eller tidsfæste rettere, året til 1966?

Men enig i at det er en supergod film!

Jen Headuser/1439276

Sublimt soundtrack med en flot cinematografi, og så var der et par gode skuespillere.. Og her slutter anmeldelsen så. Historien er simpelthen for fjollet etableret, og den konkluderes på en så intetsigende og urealistisk melodramatisk måde, at man føler, at man har spildt sin tid.

Edgar går alt for meget op i at “Gå imod publikums forventninger”, at det her koster timer investeret i en hel spillefilm. Der sker for mange ting til højre og venstre i en film, som i sig selv knapnok orker at skabe den mindste form for logik blandt disse scenarier, fordi det tilsyneladende skulle gå imod filmens mystiske tema. Dette mystiske tema havde åbenbart til formål at skjule det faktum, at filmen hverken forstår, hvordan man er et effektivt drama, thriller/mysterie eller/og gyserfim. Når man ikke engang kan finde ud af at være bare én af disse tre/fire genre, så skal man sgu ikke prøve at jonglere med alle tre/fire genre på én gang

bambiexplorer

Endnu en gang havde vi fundet vej til Moviehouse, ovenpå Experimentariet i Hellerup. Denne gang for at se Last Night in Soho. Det var aftenens sidste forestilling og, måske, delvis fordi at den tredje (delvise) Coronanedlukning var på trapperne, havde vi masser af plads i foyeren til indkøb af slik og Chai Latte og i sal 3 (med 50 lænestolepladser), hvor vi var de eneste der dukkede op. Så det var jo sådan set udmærket for os, men totalt uforståeligt …

Den introverte Eloise, som bor langt ud på landet, sammen med sin bedstemor, tager til London på et stipendium, for at læse til tøjdesigner. Et fag hun allerede hjemme i landsbyen viser stort talent for. Hun har fået plads på en kollegium, hvor hendes roommate, Jacosta, hurtigt viser sig ikke at være nogen god veninde. Heldigvis finder Eloise hurtigt et værelse med eget tekøkken og bad hos Ms Collins. Studiet kører på skinner og samtidig udviser afroengelske John stor intresse for Eloise. Det ser endelig ud til at hendes drøm om hvordan livet i London skal forme sig, er ved at gå i opfyldelse.

Altså lige indtil Eloise falder i søvn i hendes nye værelse … og vågner op i London anno 1965 (det var et godt år, thi det var det år jeg blev født) kort tid efter premieren på 007-filmen Thunderball, lige uden for den eksklusive natklub Café de Paris (som lukkede permanent den 21. december 2020, på grund af Corona, efter 97 år). På klubben møder hun den underskønne sangerinde in spe, Sandie, og den lettere lyssky Jack. De følgende nætter kommer Eloise tættere på både Sandie og Jack, hvilket kommer til at få voldsomme konsekvenser både i nutiden og i 60’ernes swinging London …

YOU THOUGHT I DIED? IN A WAY, I DID MANY TIMES …
Vi kan vel godt kalde Last Night in Soho for en overnaturlig gyserfilm. Men lidt ligesom med The Shining, kan vi vel diskutere (til bevidstløshed) hvor meget af handlingen der foregår i hovedet på Eloise og hvor meget der foregår i en overnaturlig gyserverden samt hvor meget der foregår i den virkelige verden :)

En ting er sikkert, Edgar Wright får igen mulighed for at demonstrere mange af hans signaturteknikker, såsom “Texas Switching” (fx dansescenen på Café de Paris), “Mickey Mousing” (adskillige gange gennem hele filmen), “Creepy Twins” (se det første møde mellem Eloise og Sandie samt specialiteter som “Mondane Made Awesome”, “Foreshadowing” og “Freeze Frame Bonus”. Sidstnævnte kræver generelt at man genser filmen i hjemmebiografen for at kunne opfanges ;) Anyways, det er alle disse ting som er med til at gøre Wrights film værd at se … og gerne flere gange.

CAST & CREW
De fem hovedkarakterer Eloise (Thomazin McKenzie), Sandie (Anya Taylor-Joy), Jack (Matt Smith), John (Michael Ajao) og Ms Collins (Diana Rigg) … som desværre døde sidste år, i en alder af 82, efter optagelserne til filmen var afsluttet, spiller til UG med kryds og slange. Det er en fin blanding af helt unge og de væsenligt ældre kræfter. Lidt ligesom Tarantino forstår at få det bedste ud af sit cast, lykkes den bedrift også for Edgar Wright. Det virker som om at skuespillerne simplethen har det sjovt under optagelserne til begger d’herrers film. Samtidig med at det utvivlsomt stiller store krav til skuespillerne, og crewet i øvrigt at fx så mange scener så muligt bliver lavet med praktiske effekter.

En Edgar Wright film, er blevet en film der, som det fx også gør sig gældende for Tarantino og Nolan, bare skal ses. Shaun of the Dead, Hot Fuzz og World’s End (de tre film går under Cornettotilogien) samt Baby Driver, har i hvert tilfælde været top-notch film. Og det samme gør sig gældende for Last Night in Soho.

BILLEDE & LYD
Musikken, hvoraf hovedparten er originale 60’er hits sidder naturligvis lige i skabet. Man havde vel ikke forventet andet af Wright, right? Downtown bliver dog sunget, i en langsom sensuel version, af Anya Taylor-Joy (Sandie). Og hun kan synge … og spille skuespil, samtidig med at kun ser uforskammet godt ud og helt sikkert ikke er tabt bag en vogn … og er lidt af en historienørd. Man skulle være 25 år yngre :D Det er så også her at den tidligere omtalte Mickey Mousing-effekt kommer i spil … i bogstavligste forstand.

Og Mickey Mousingen danner naturligvis også bro til klipningen og filmarbejdet i det hele taget. Det er tempofyldt, uden at det bliver for hektisk. Det er simpelthen for lækkert lavet. Det er en kendt sag, at Wright i fx Baby Driver indsatte ekstra frames i filmstrimlen, så billede og lyd kom i perfekt sync i forhold til MM-effekten … det gør han også i denne film. Dette er noget man skal se filmen, mere eller mindre, frame for frame for at opdage. Det er filmnørderi/kunst af allerhøjeste klasse. I love it <3

KONKLUSION – LAST NIGHT IN SOHO
Last Night in Soho er helt klart i top fem i Edgars produktion til dato ;) Hans næste film skulle blive en genindspilning af Stephen Kings novelle The Running Man (1987). Det havde været federe med noget originalt eller måske en Baby Driver 2. Men måske Edgar er manden der kan lave et nyt og bedre take af The Running Man. Last Night in Soho får, med sine lige knap 100 minutters fremragende underholdning, fire uhyggeligt store stjerner.

bambiexplorer.dk

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.