Den danske komedie ’Lang historie kort’ følger en gruppe venner gennem tre år og otte fester: En nytårsaften, en housewarming, en Skt. Hans-aften, et bryllup, et surprise party, en navnefest, et jubilæum og en rund fødselsdag.
Vennekredsen består af vidt forskellige typer i 30erne og 40erne, der alle kæmper med ideen om det perfekte liv. Midt i det hele står den lettere forvirrede Ellen, der stadig ikke helt har regnet det med kærligheden ud.
I stedet for at slå sig til ro har Ellen gennem de sidste par år haft en affære med den charmerende Sebastian, der tilfældigvis er gift med en fra vennekredsen. Da Ellen endelig indser, at han aldrig vil forlade sin kone, møder hun den ligeså forvirrede Max. Sød kemi opstår, men situationen bliver hurtigt kompliceret.
’Lang historie kort’ er en ensemblefilm, som følger flere hovedkarakterer i romantiske forhold. Debutinstruktøren May el-Toukhy benytter samme dialogbårne tilgang, som vi kender fra Woody Allens universer, men har med sit fokus på højtiderne også lavet en kærlig hyldest til film som Love Actually og Fire bryllupper og en begravelse.
Rollelisten bugner af velkendte navne som Trine Dyrholm, Danica Curcic og Peter Gantzler, mens den bærende kærlighedsfortælling udspiller sig mellem Jens Albinus og Mille Lehfeldt. (copyright: kino.dk)
Det er ikke lårklaskende humor eller tårepiskende drama. Bare en god historie bygget simpelt og effektivt op. Et miks af "Fire Bryllupper" (men ikke så sjov), "Gensyn med vennerne" (men ikke så stærke personligheder), Woody Allen (men ikke så lommefilosofisk) og "En kort, en lang".
En hel perlerække af DK's bedste og mest elskede skuespillere kunne ikke redde denne film, der nok burde have heddet "Kort historie lang", for det er virkelig en langhåret og langsommelig film med en meget kort handling. Man griner ganske vist en række steder hele filmen igennem, javist gør man det, men i længden bliver det altså kedeligt at følge 8 fester. Og intet andet. Det bliver tomt og tamt i længden og grinene ved de sidste 3-4 fester bliver mere og mere påtaget. Og når filmen er slut er det med en vis lettelse, at man begiver sig ud af biografsalens mørke indre. Ud til livet igen. Til sommerens lys, varme og sol.
Alle de skønneste og mest elskelige danske skuespillere, men desværre jokker filmen rundt og rundt i det samme, i aaaalt for lang tid. Den er hyggelig, men også kedelig...
Dejligt at se en dansk ensemble film, som der jo ikke er så mange af.
Det må være meget krævende for instruktøren at have styr på så mange mennesker i scenerne på een gang. Og få dem til at tale i munden på hinanden på en realistisk måde og i det hele taget være sammen hele tiden, så det hele virker som taget ud af ens hverdag, og så igen og igen!
Meget imponerende instruktion og dialog og skuespillerne virker meget veloplagte og præsterer en god indlevelse i deres roller.
Ser frem til næste værk fra denne instruktør.
Jeg er ellers ikke kritisk anlagt, når det kommer til film, men her må jeg sige at, det var min VÆRSTE filmoplevelse NOGENSINDE!
Aldrig har jeg siddet og trippet i så lang tid for at en film skulle slutte. Den var virkelig trukket så forfærdeligt langt ud.
Handlingen var flad og man skulle være virkelig heldig hvis der kom en sjov kommentar eller ligende.
Jeg er VIRKELIG negativ!
Underholdende og finurlig film om 10 venners op og ned ture igennem livet. Meget amerikansk i sit udtryk, fik mig til at tænke på Venner.
Filmen er spækket med store skuespillere og det er en sand fornøjelse at følge deres skuespil. Trine Dyrholm kan spille hvad som helst helt igennem troværdigt. Mille Lehfeldt er en stor talent med en fantastisk mimik, en værdig efterfølger af sin mor. Scenen i sommerhuset, hvor hun var fuld - en komisk tour de force. Dejligt gensyn med Jens Albinus og Peter Ganzler, det er lidt længe siden, man har set noget til dem. Det er godt fundet på med de flotte billeder, der understøtter hver sceneskift. Jeg var også helt vild med den måde musiknumrene fik lov til at dominere flere steder i filmen, nogle gange skruet rigtig meget op. Alt i alt en velkommen instruktørdebut.
Lang Historie Kort har sine sjove momenter, men virker til tider forceret hvilket jeg ikke er fan af, især scenen i sommerhuset med Mille Lehfeldt.
Jeg kan egentlig godt lide at man følger flere par igennem filmen, men jeg synes ikke den røde tråd kommer let og elegant frem imellem historierne og så er de enkelte afsnit ofte for lange.
Det er udelukkende filmens humor og det, for det meste, gode skuepil der giver filmen de tre stjerner.
Bruger anmeldelser (40)
Skriv din egen anmeldelse