Den islandske film 'Lamb' er en surrealistisk fortælling om parret María og Ingvar, der bor på en afsidesliggende gård i Island, hvor de driver et lille landbrug med får.
Efter mange år som barnløse får María og Ingvar sig en dag en utrolig overraskelse i stalden, der ender med, at de to endelig har en lille ny at tage sig af. De islandske fjelde viser sig nemlig at gemme på hemmeligheder, der overgår fantasien.
I rollen som María ses den svenske skuespillerinde Noomi Rapace, der tidligere har haft store roller i film som Mænd der hader kvinder og Sherlock Holmes 2: Skyggespillet.
Bag filmen står debutinstruktøren Valdimar Jóhannsson, der sammen med den islandske poet Sjón har skrevet manuskriptet. Sjón har også tidligere bidraget til manuskriptet på Lars von Triers Dancer in the Dark og er også medforfatter på den kommende The Northman, der instrueres af Robert Eggers (The Lighthouse). (Copyright: kino.dk)
eg har ventet spændt på, at Lamb skulle få dansk premiere, og i går eftermiddags fik jeg endelig mulighed for at se den i Gloria Biograf ved Rådhuspladsen. Filmen er instrueret af Valdimar Jóhansson og handler om parret Ingvar og María, der lever en stille tilværelse på deres gård i Island. Da et af deres får pludselig føder et meget særligt lam, beslutter parret sig for at adoptere lammet og opfostre det, som var det deres eget barn, og giver det navnet Ada. Imens lurer en ondsindet kraft i naturen omkring gården, og María plages af urolige syn. Lambs præmis er ufatteligt bizart, men det er lykkedes Valdimar Jóhansson at lave en ufattelig bjergtagende og atmosfærisk film. Noomi Rapace giver i rollen som María muligvis sin bedste skuespilpræstation siden Mænd der hader kvinder, men generelt er skuespillet bare rigtig godt. Fra start af slår filmen en dyster grundtone an, som kommer tilbage med jævne mellemrum, og det føles næsten, som om filmen nogle gange bliver fortalt fra naturen og dyrenes synsvinkel - hvad end det er fra den mystiske kraft, familiens hund, fårenes eller Adas synspunkt. Der er øjeblikke, hvor det næsten føles, som om dyrene spiller skuespil, og jeg er vitterligt i tvivl, om det er fordi, at dyrene er blevet trænet godt, eller om filmen er så knivskarpt, at den får os til at læse lige præcis de følelser ind i dyrene, den gerne vil have os til. Selv de dyr, der ikke er 100 % ægte, har nogle virkelig stærke følelsesmæssige udtryk. F.eks. er Ada højst sandsynligt en blanding af skuespiller og CGI, men selvom hun har et lammehoved, er det så tydeligt, om hun er tilfreds, bange osv. Lamb er et godt stykke folk horror, der har overraskende meget at sige om ensomhed, sorg og lykke. Den udforsker på en virkelig interessant måde menneskets forhold til naturen, og om hvordan vi mennesker nogle gange udnytter naturen uden at tænke på andet end vores egen lykke. Nogle historier med et moderne islæt ville måske tage en positiv vinkel og sige, at dét, der gør os lykkelige, ikke altid behøver være naturligt - men ikke Lamb! Her skal naturens orden opretholdes, og historien ville passe lige så godt ind i en folkevise fra middelalderen, som den gør her i en film i 2021. Lamb har dog en ret væsentlig ulempe, og det er dens første akt. De første 20-30 minutter af filmen er relativt afdæmpede, da vi bare følger Ingvar og María på deres gård og ser, hvordan deres hverdag fungerer. Ingen af de to viser nogle stærke følelser, og vi får at vide senere i filmen, at der er en særlig - og ret god - grund til det. Det gør det bare meget svært at knytte et godt følelsesmæssigt bånd til figurerne, fordi de ikke giver os noget at knytte os til. Efter parret har fået Ada, stilles María dog over for et ret voldsomt emotionelt dilemma, og en ny figur kommer til gården i anden akt. Disse ting gjorde, at figurerne blev nødt til at udvise følelser og interagere med andre end sig selv, og derfra blev det også nemmere at knytte sig til dem. Nogle vil dog måske synes, at filmen er en tand for afdæmpet og kedelig, og oven på den lidt sløje start ville jeg også godt kunne forstå dem. Når den er på sit højeste, er Lamb dog en afsindig god folk horror-historie, og ikke siden Midsommar har jeg set så magisk og bizar en film i biografen. Jeg anbefaler den stærkt - men vær bevidst om, at der går et stykke tid, før den kommer helt op i gear.
Bruger anmeldelser (1)
Skriv din egen anmeldelse