Den islandske film 'Kvinde på krigsstien' er en feel good komedie om en kvinde i halvtredserne ved navn Halla.
Halla erklærer krig mod den lokale aluminiumsindustri, som ødelægger hendes land og natur.
Hun går til ekstremer for at beskytte sit land, men situationen tager en uventet drejning, da en lille forældreløs pige kommer ind i hendes liv.
Instruktøren står tidligere bag komedie-dramaet Om heste og mænd, og han fik en nominering for sit arbejde med den her film til Cannes Filmfestival.
'Kvinde på krigsstien' griber fat i globale, relevante emner og behandler dem med humor, musikalitet og drama.
Kvinde på Krigsstien er en finurlig film, som rent teknisk giver masser af stimuli, bortset fra til hjernen.
Og dog.
Filmen kan lægge op til en hulens masse debat om global opvarmning, men det er bare gjort så meget bedre og mere indholdsrigt før.
Handlingen er både ganske ligetil og dertil ret tynd, og selv efter halvanden time i selskab med Halla, så er jeg ikke blevet voldsomt klogere på hvem hun er som menneske og hvad der egentlige driver hendes motiver.
Så hvis jeg skulle fortælle handlingen videre til andre, så ville jeg faktisk næsten ikke vide hvad jeg skulle sige.
Men det er så dér hvor at filmen skal opleves.
For dét der hang ved mig og holdt mig interesseret, var uden tvivl de kanonflotte billeder af Islands natur, lydsiden og dens kække brud med den fjerde væg, i form af et band der følger Halla rent fysisk rundt.
Og når det kommer til noget visuelt og sanseligt, så er det svært at gengive det for andre.
Nej, Kvinde på Krigsstien er egentlig en ret kedelig film at snakke om, og sikkert ikke en der skal ses igen, men den har alligevel nok skæve indspark til at den er værd at se.
Selvom at de islandske naturbilleder står bedst på et rigtig stort lærrede, er det dog helt klart en oplevelse man kan vente med til at man kan leje den.
Super flot film.
Dogmeinspireret.
Fantastisk lyd- og billedside.
Godt indspark i klimadebatten.
Idéen er god nok, men udførelsen er dybt tåbelig og det hele ender i en mærkelig film, jeg godt kunne have været foruden.
Sjældent har en films humor ramt så langt forbi min egen. Der var intet i denne film, der fik mig til at trække på smilebåndet. Så jeg søgte i stedet at opleve filmen gennem dens historie. Og historien begynder faktisk udmærket med, at hovedpersonen Halla saboterer elnettet for at gøre det surt for en lokal fabrik, der vist nok er skyld i en masse forurening. Så langt så godt. Men resten af filmen går lidt i tomgang og skildrer stort set kun Halla på flugt fra myndighederne - og så krydret med hendes ambition om at adobtere en pige fra Østeuropa.
Man kan ikke komme uden om, at filmen har en helt særlig stil, og at den er et friskt pust. Men de mange gentagelser af de samme stiløvelser og langsommelig plotudvikling gjorde, at jeg meget hurtigt kom til at kede mig. Selv om filmen kun varer 1 timer og 40 minutter, så måtte jeg hive uret frem i biografmørket 3-4 gange undervejs.
Noget så sjældent som en islandsk film. Og hvilken film! Sofistikeret, intelligent, morsom, alvorlig, spændende, syret. Med inspiration fra Sange fra anden sal, Halløj på badehotellet og hele verdens klimakamp og kampen mod korruption. Denne film er et lille mesterværk.
Bruger anmeldelser (8)
Skriv din egen anmeldelse