’Koncerten' er et tragikomisk drama om Bolsjoj Teatrets feterede dirigent, Andrei Filipov.
Andrei faldt i unåde under kommunismen, da han nægtede at rense sit orkester for jøder og andre folkefjender, og siden måtte han fungere som vicevært på sin gamle arbejdsplads.
Ved et tilfælde ser Andrei en invitation til orkestret i firmaets fax og griber muligheden.
På ægte Buena Vista Social Club-manér samler Andrei sit gamle orkester igen.
’Koncerten' er instrueret af Radu Mihaileanu ('Gå og bliv den du er'), og på rollelisten omtræder Mélanie Laurant fra 'Inglourious Basterds'.
Logikken mangler flere steder, men hvad gør det - når der er masser af hjerte. Egentligt kunne den sagtens sammenlignes med en del danske komedier - som heller ikke altid helt hænger sammen. Men charme er der nok af.
Hvor er det dog interessant, at selvom der tilsyneladende ikke virker til at være nogen årsag til at bekymre sig om nogen i "Koncerten", at jeg stadigvæk brænder for den centrale sag. Hovedårsagen til min forvirring er, at størstedelen af orkestret består af stereotyper, hvis karaktertræk manuskriptforfatterne åbenlyst ikke har været interesseret i at kigge nærmere på. Jeg tror, at de er der fordi, at man ikke kan have et orkester bestående af tre personer. Der er de højlydte russere, de pengeglade jøder og festglade sigøjnere, der gør hvad plottet beder dem om, uanset om det stemmer overens med deres tidligere handlinger eller ej.
Selv hovedpersonerne synes endimensionelle. De brænder for musikken og at gennemføre det her svindelnummer er jo "klart" det eneste rigtige. Der er modsigelser, men de fejes ret hurtigt væk. Det fører til en delvis naiv og delvis selvisk romantisk forestilling om, at orkestret ikke rigtigt behøver at gøre noget. De skal bare elske musikken højt nok. Selvom de er for dumme til at komme til generalprøven, så går det stadigvæk i sidste ende. Opbygningen stemmer bestemt ikke overens med et storslået klimaks, hvor Tchaikovskys smukke musik (alle har hørt noget fra balletversionen af "Nøddeknækkeren", om de så ved det eller ej) og en montage af fortid, nutid og fremtid viser alle de grusomme og smukke tidspunkter i livet, der i sidste ende er værd at brænde for ligesom kunsten gør det - men at tro på det er ikke nok, og størstedelen af orkestret synes ikke rigtigt at have gjort sig fortjent til det de opnår.
Det, der redder filmen for mit vedkommende (selvom jeg forstår, hvis det kun er mit vedkommende), er skuespillet. Aleksey Guskov, Dmitri Nazarov og Mélanie Laurent (bonjour Shosanna) leverer nogle præstationer af karakterer, som de åbenlyst går op i, selvom manuskriptforfatterne ikke gjorde det. Især Guskov og Nazarov har et godt samspil. De er det bedste, men man kan faktisk også mærke, at hele castet havde det sjovt under optagelserne, bekymrede sig om dem. Derfor skinner deres menneskelighed igennem - og det er hovedårsagen til, at jeg klappede med publikum, da koncerten var overstået (billedligt talt).
GANSKE ENKELT EEN AF DE BEDSTE OG MEST RØRENDE FILM, JEG HAR SET I LANG TID. BARE SLUTNINGEN ER HELE FILMEN VÆRD, HVIS NOGEN SKULLE FINDE DEN MÅSKE LIDT LANGSOMMELIG.
Tjajkovskij's musik bærer filmen, men alt i alt er den veludført og jeg glæder mig til at se den igen.. Som kritikererne siger er den ganske vist pakket ind i utallige af klichéer, men musikken er en oplevelse i sig selv og med en tragisk/komedie 'baggrundshitorie'.. Jeg anbefaler den stærkt til alle jer der har brug for noget rørende musik og nogle lette jokes!
"Koncerten" er både en russisk folkekomedie på Olsen-bande-niveau og en tragisk skæbnehistorie fra Sovjets grumme fortid. Kærligheden og den musikalske kraft er bare ukuelig, og beretningen om, hvordan det trods alt lykkes Bolsjoj Teatrets degraderede dirigent, Andrei Filipov, at samle 55 musikalske hoveder i Moskva og flyve hele bundtet til Paris, har format i den store stil.
På ægte østeuropæisk vis er filmen også rigtig musikalsk. Det er de smagløse nyrige baroner, som spiller dunkende rytmisk, mens Andrei Filipov og hans folk brænder for Tjajkovskijs Violinkoncert, ligesom musikerne har virtuos folkemusik og jødisk klezmer i blodet.
Til sidst, da publikum fylder Chatelet Teatret i Paris, og koncerten skal begynde, sidder man naglet til sædet af spænding: Kan den koncert overhovedet gennemføres? Ja, det kan den. Og alle historiens brikker falder omsider på plads, da det sker.
Efter megen latter i filmens første del sidder man tilbage med tårer i øjnene.
Herligt at "Koncerten" vises i danske biografer!
Bruger anmeldelser (10)
Skriv din egen anmeldelse