Kannibalmassakren (1980)

Med en sådan titel bør det være rimeligt at forvente blod og splatter. Men der er faktisk forbavsende lidt kannibalisme, og heller ikke meget massakre at komme efter.

Filmen er centreret omkring fire vesterlændinge, som tager ind i den sydamerikanske jungle for at lede efter nogle sjældne stammefolk. Da de fire rejsende finder dem, behandler de de indfødte temmelig dårligt – for nu at sige det mildt. Og det slipper de fire personer selvfølgelig ikke afsted med – hævnen bliver blodig og retfærdig.

Filmen er lavet som en rammehistorie med found-footage optagelser fra de fire opdagelsesrejsende. Som publikum ved vi fra starten, at de ikke overlever (hvilket vel også nærmest er definitionen på found-footage). Og eftersom deres skæbne var velfortjent, så har man hellker ikke ondt af dem. Derfor er der ingen spænding på hverken den ene eller den anden måde. Skuespillet er heller ikke noget at råbe hurra over. Især dialogen i rammefortællingen er tåkrummende dårlig.

Uden spænding, uden nogen karakterer at heppe på, og med dårligt skuespil, hvad er der så tilbage? Jo, så er der vel masser af herlige klamme scener? Næ, det er der ikke engang ret meget af. Well, måske set med 1980 briller. Men hvis det er klamme scener, man vil have, så er der meget mere at komme efter i Hostel eller Saw filmene. Ikke engang dyremishandlingsscenerne kunne få mig op af stolen. Herregud, en rundtur på et hvilket som helst slagteri i Danmark er langt mere ubehageligt end at se en skildpadde få hugget sit hovede af.