Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Journal 64

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har en spændingspræget og ildevarslende grundstemning. Den indeholder en del voldsomme scener med drab, overfald, seksuelle overgreb og operative indgreb. I flere scener udsættes en ung kvinde for mishandling og overgreb af seksuel karakter og filmen indeholder også en del klip med grafisk udpenslet fremstilling af tilskadekomne og mordofre og blodige nærbilleder af en operation. Det vurderes derfor at filmen vil kunne virke skræmmende på børn og unge under 15 år.

Se mere på medierådet.dk
04.10.2018
| |
1 time 59 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Journal 64
|
Versioner: se alle
2D, Danske undertekster, Babybio, 2D Sidste Ch, Seniorbio, Strikkebio, Særvisning
|

Thrilleren 'Journal 64' er den fjerde film baseret på Jussi Adler-Olsens bestseller bøger om Afdeling Q.

I filmen gør nogle håndværkere et uhyggeligt fund i en ældre københavnsk lejlighed, da de finder tre mumificerede lig siddende omkring et spisebord med en ledig plads klar.

Carl Mørck og Assad kommer på sagen, og de store spørgsmål er: Hvem er mumierne? Og hvem er den fjerde plads tiltænkt?

Eftersøgningen sender efterforskerne til en berygtet kvindeanstalt på Sprogø, hvor mystikken kun spreder sig yderligere, da fortidens rædsler begynder at spøge. Carl og Assad indleder et kapløb med tiden for at forhindre nye mord og overgreb.

'Journal 64' følger efter Kvinden i buret, Fasandræberne og Flaskepost fra P, og den bliver den sidste film med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i de to hovedroller. Fanny Leander Bornedal og Clara Rosager er blandt nye tilføjelser på rollelisten.

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (1082 votes)
5.1
4

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "Der er i 'Journal 64' en dialog og en spænding mellem filmens handling om fortidens "umoralske" Sprogø-piger og nutidens debat om seksuelle overgeb på kvinder." (Kristian Lindberg)

  • BT

    "Hævnthrilleren [...] er elementært dødspændende og jævnligt overraskende [...] og har nok grundlæggende den bedste historie af alle [Afdeling Q]-film." (Thomas Brunstrøm)

  • Ekstra Bladet

    "... 'Journal 64' er rent visuelt den absolut flotteste og mest ambitiøse af de indtil videre fire film." (Henrik Queitsch)

  • Filmland P1

    "Det vigtigste er naturligvis, at 'Journal 64' virker som krimi. At den holder os fanget - for det gør den. Og det er forbilledligt, at filmen gør opmærksom på den grusomme skæbne, som omtrent 500 unge kvinder blev udsat for i årene 1923 til 1961." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "'Journal 64' står på en og samme gang som den mest ufokuserede og samtidig den filmisk mest sikkert iscenesatte og i visse sekvenser velspillede af de fire Afdeling Q-film." (Frederik Asschenfeldt Vandrup)

  • Politiken

    "... aldrig har en dansk krimi set så blæret ud uden at fortabe sig i sin egen blanke overflade." (Kim Skotte)

  • Weekendavisen

    "Den sidste film om Afdeling Q er den bedste." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
lisbet

super super god film ,eneste brøler var de optagelser som er lavet i Hamburg,ups ambulancen var tysk hi ellers spændning a til z. Selvfølgelig er der altid noget forskel fra bog til film men ok.

Gitte

Var inde og se den forleden - super god film, super godt skuespil... alt i alt en rigtig god oplevelse. Det er virkelig nogle lækre sko, som (den ældre) Nete har på, ville virkelig gerne have nogen lignende.

Nils

Journal 64 blev så den fjerde og sidste film om Carl Mørck og Asad i Afdeling Q, i hvert tilfælde i den nuværende form, med Nicolai Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne, og med Zentropa som producent. Der var pænt mange mennesker i Imperial for en tidlig søndag eftermiddagsforestilling, men desværre kom vi ikke til at sidde på sofarækken, hvilket skyldes min biografdate’s sendrægtighed :)

Historien i Journal 64 foregår parallelt i 1961 og i 2018, lidt i samme stil som Fasandræberne gjorde. Begivenhederne i filmen sættes i gang af nogle ubehagelige ting der skete på et pigehjem på Sprogø i 1961. Det pigehjem fandtes rent faktisk i virkeligheden, og var ikke ligefrem et sjovt sted at være for disse “moralsk defekte” unge kvinder”. Men om der ligefrem ligger en ny Godhavnsag gemt her, som filmen antyder, ved jeg ikke. Måske det bare er Jussis fantasi? Well, i en lejlighed ved Søerne på Østerbro i København, gør nogle håndværkere et grufuldt fund bestående af tre mumificerede lig. Afdeling Q får tiltusket sig sagen, og finder ret hurtigt ud af der er en forbindelse til det for længst lukkede pigehjem på Sprogø. Det viser sig dog hurtigt at sagen er langt mere speget end den først ser ud til at være …

Journal 64 – Carl og Asad, en ægte bromance …
Journal 64 er stoppet med ironi, sarkasme og kulsort humor. Ping-pongen mellem Asad og Mørck har aldrig fungeret bedre. Man kan mene, og her jeg nok tilbøjelig til at være enig, at der gås lige til stregen af hvad en thriller af Journal 64‘s beskaffenhed kan bære når vi snakker humoristisk ping-pong, uden at denne imaginære streg overskrides.

Jeg synes at både Nicolai Lie Kaas (Carl), Fares Fares (Asad), Søren Pilmark (Jacobsen) og Johanne Louise Smith (Rose) leverer noget nær de bedste præstationer hidtil i Afdeling Q-franchisen. Også Nicolas Bro (Brandt) gør det glimrende som det paranoide konspirationsteoretiker … i det hele taget er det svært at pege på en castet der decideret fejler. En anden god ting er at der i forholdet mellem Carl og Asad, som ellers har været bundfrosset, især i Flaskepost fra P, sker en hvis optøning :)

Instruktøren Christoffer Boe (hr. Boe, blandt venner), hvis tidligere film jeg kun har et yderst begrænset kendskab til, har formået at skabe en langt mere fængende, knap så mørk og mere tempofyldt film end nordmanden bag Flaskepost fra P, Hans Petter Moland, formåede. Christoffer Boe er også instruktøren bag Kriger som starter på TV 2 i dag (08/10 2018). Som sædvanlig har jeg ikke læst bogen, men jeg synes nu alligevel at den knap så dyste tone, klæde Afdeling Q’s univers bedre. Samtidig kan man klart fornemme, i og med at handlingen går over stok og sten, at dele af bogens materiale har måttet lade livet, for at undgå at filmen oversked de to timers spillelængde.

Billede og lyd går i en fin symbiose i Journal 64. Lydtapetet og brugen af mange close-ups, gør at filmen synes ekstra intens. Actionsekvenserne er velorkestrerede, flot filmet og i det hele taget lækkert lavet. Well, der er et lille intensitetsdyk henimod slutningen, men det minimalt. Kameraet fokuserer også meget på Carls rystende hænder, så selv om han virker knap så deprimeret som i Flaskepost fra P, lurer hans PTSD stadig lige under overfladen. Og én gang i starten af filmen, får han da også afløb for sine frustationer! Hvad man måske godt kan savne lidt, er en smule “beskidthed”, da filmen kan undertiden godt virke lidt for renskuret og for mainstreamagtig.

Konklusion – Journal 64
Journal 64 er en glimrende afslutning på Kaas/Fares-æraen. Men dybest set er det måske meget godt at andre kræfter får chancen for at udvikle Afdeling Q nu. Så meget udvikling har der heller ikke været dernede i kælderen på Københavns Politigård. Det ville heller ikke gøre mig noget, hvis der var lidt til de små grå også. Det synes jeg vi har savnet i Zentropas film. Fx tog det mig kun 2½ sekund at regne ud hvem der var den “beskidte” betjent i denne film, og det er der ikke meget udfordring i! Anyways, jeg var supergodt underholdt, så Journal 64 får fem små stjerner.

jeanette

Meget flot film... respekt til alle skuespillerne... og især de to herre ... farat og Nikolaj ♡♤◇

Moniqueuser/662755

Den bedste finale nogensinde. Er så ked af at de ikke fortsætter. De spiller så fantastisk og man elsker figurerne.

Mikkel

Her gik jeg og troede der var 100% puttegaranti men næ nej Beskrivelsen og trailer virkede det som en fed film men må sige langt fra. Den virkede meget lang trukken og sindsyg kedelig gab:( manglet noget spænding jeg ventede enlig bare på den sluttet så vi ku komme ud så mit spørgsmål til der elsker den er hva for en film har i set ;-)

svenduser/390394

Utrolig velspillet film, spændende, actionsfyldt, og skrækkeligt at vinformikke mange år siden Havde kvindefængslet, hvor rædselsfulde ting skete under statens velsignelse.
Assad og Kås så gode, men også mange af de andre skuespillere.
Så se den....

Jesnikuser/368168

Journal 64 er en af de bedste danske film jeg har set i årevis. Underholdende, uhyggelig og endda sjov ind imellem, og der er kælet for de filmiske detaljer med flotte scene overgange. Hvorfor har den så fået ret middelmådige anmeldelser? Jo, instruktør Christoffer Boe har overtrådt Janteloven, i Information er han f.eks. citeret for at sige ”Jeg er den nye Balling”. Forfriskende, men måske en fodfejl, der kan koste ham flere års indespærring i anmeldernes fængsel. Sørgeligt, hvis det forhindrer biografgængere at gå ind og se Journal 64!

Jonas

Jeg var personligt virkelig vild med Flaskepost fra P. Det var en flot film, og den var en fin afrunding af Carl Mørcks karakterudvikling over de to forrige film. Derfor var jeg lidt spændt på, hvordan Journal 64 ville runde Zentropas serie af Afdeling Q-film af. Heldigvis er Journal 64 en absolut fantastisk film, der leverer et actionpacked, spændende, ubehageligt, men også smukt og hjerteligt farvel til de udgaver af Carl og Assad, vi har lært at kende i de her fire film.

Der er ufattelig gode skuespilskræfter i denne her film. Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares er i topform som Carl og Assad. De to betjentes forhold er en væsentlig del af filmen, for selvom Carl er nået langt i forhold til dér, hvor vi først mødte ham i Kvinden i buret, er der stadig nogle ting, han er nødt til indse - bl.a. hvor glad han faktisk er for Assad. Anders Hove er virkelig ubehagelig som den skumle læge Curt Wad, Nicolas Bro og Anders Juul har et par overraskende gode biroller, og Birthe Neumann spiller supergodt som en ældre udgave af en af figurene fra sidehistorien, der udspiller sig på en kvindeanstalt på Sprogø. Også i sidehistorien er der fantastisk skuespil. Bl.a. er Fanny Bornedal (Den anden verden) virkelig god som Nete, ligesom Elliot Crosset Hove og Luise Skov er virkelig modbydelige som henholdsvis en ung Curt Wad og sygeplejersken Gitte Charles. Clara Rosager (Én-to-tre-nu!) har også en birolle i sidehistorien. Jeg syntes ikke, at der var så meget kød på hendes figur, men jeg kan virkelig godt lide hende som skuespillerinde og synes, hun gør, hvad hun nu kan med den figur.

Ligesom de andre Afdeling Q-film er det her en virkelig flot film. Direktør Christoffer Boe har formået både at indfange den triste isolation på Sprogø, den pulserende København og dens underverden og den underliggende gru, der ligger gemt bag facaden, og som Carl og Assad langsomt sporer sig frem til. Selvom der har været forskellige instruktører på hver film i serien, har Zentropa virkelig fundet frem til nogle virkelig dygtige instruktører, der bringer hver sit til filmene, uden at de adskiller sig visuelt vanvittigt meget fra hinanden.

Filmens handling er virkelig passende i forhold til, at det her er den sidste film i serien. Selvfølgelig er det nummer fire i langt længere bogserie, men handlingen går fra dybt motiverede seriemordere til kriminalitet på et langt højere plan, hvilket får filmen til at føles en smule mere episk. At filmen også tager udgangspunkt i de forfærdelige ting, kvinder blev udsat for Sprogø, gør den også det mere gruopvækkende. Der er nogle politiske elementer i filmen, som folk måske ikke ville bryde sig om. Det drejer sig især om skurkens motivation og at det peges ud, at mange af de ting, der skete på Sprogø, blev gjort i velfærdsstatens navn. Filmen er dog så god, at det for mig ikke gjorde noget, og man bliver både udsat for en spændende krimi og en grum sandhed om Danmarks fortid.

Journal 64 er et brag af en film, du er nødt til at se. Selv er jeg superspændt på at se, hvad Nordisk Film vil gøre ved Afdeling Q-serien - om de vil køre videre med Marco Effekten, om de vil starte forfra, om de vil holde sig tættere på bøgerne osv. De har i hvert fald en masse at leve op til, hvis de skal holde den standard, Zentropa har sat med bl.a. denne her film.

Cecilie

Jeg er normalt kæmpe fan af afdeling Q, men denne film var virkelig skuffende efter at have læst bogen. Der er blevet lavet helt om på historien, rækkefølgen og de spændende elementer i bogen er ikke taget med i filmen. Jeg elsker skuespillerne, synes dog filmen er lavet helt anderledes end bogens historie.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.