Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Jason Bourne

Tilladt for børn over 11 år
Filmens stemning er intens og actionfyldt med scener, der indeholder ødelæggelser, forfølgelser, biljagter, slagsmål, knivstikkeri, skyderier og eksplosioner. I adskillige scener ses mennesker blive skudt og dræbt. Filmens hovedperson er imidlertid en tydelig heltefigur, og handlingen foregår i et urealistisk agentunivers. Da de voldelige scener desuden ikke er udpenslede, vurderes filmen til kun at kunne virke skræmmende på børn under 11 år.

Se mere på medierådet.dk
28.07.2016
| |
2 timer 3 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Jason Bourne
|
Versioner: se alle
2D, 2D, IMAX 2D, Level 7, Babybio, Seniorbio
|

Action-thrilleren 'Jason Bourne' foregår adskillige år, efter den overmenneskelige agent nedkæmpede Operation Treadstone og Blackbriar for derefter at forsvinde sporløst.

Nu er tiden dog en anden, og verden plages af hidtil uset ustabilitet. Pludselig dukker Jason Bourne op til overfladen. Han har fået sin hukommelse tilbage og er fast besluttet på at finde alle svarene på sin fortid og måske endda lokalisere sin familie.

Samtidig er et nyt program blevet skabt med formål at jage den løsslupne superagent. En kamp mod tiden påbegyndes for Bourne, der både møder nye og velkendte ansigter på sin mission.

Matt Damon er tilbage i rollen som den ustoppelige agent, der er en slags opdateret udgave af James Bond, og det er første gang i ni år, at Hollywood-stjernen kan opleves som karakteren.

Robert Ludlums romanserie blev allerede filmatiseret i 1988, men det var 2002-versionen med Damon i hovedrollen, der for alvor skabte opmærksomhed omkring fortællingen.

Jason Bourne er instrueret af Paul Greengrass, der stod bag de to efterfølgende kapitler, The Bourne Supremacy og The Bourne Ultimatum. (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (1009 votes)
4.4
3.3

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "Action-ekvilibrismen er der ikke noget i vejen med , men monotonien kommer snigende, når der ikke er mange pusterum til andet ..." (Jacob Wendt Jensen)

  • BT

    "... mens den første time er solid i sin opbygning, blev jeg lidt tabt af vognen, da slutspurten gik lidt for meget op i kliché og meningsløs action ..." (Henning Høeg)

  • Politiken

    "Den femte Bourne-film er action på højt niveau. Tempoet er intakt og råstyrken bevaret, men uden hukommelsestabets finesse mangler lige en ekstra dimension i at nå helt op til de bedste film i serien." (Kim Skotte)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Nils

Matt Damon er tilbage som Jason Bourne i denne femte film om agenten med hukommelsestab. Denne gang er Alicia Vikander med som IT-geniet, Heather Lee i CIAs hovedkvarter og Tommy-Lee Jones er hendes lettere anløbne chef, Robert Dewey. Julia Stiles er den unge idealistiske hacker Nicky Parsons, som er med til at få Bourne bragt op til overfladen igen. Vincent Cassel, er lejemorderen (Asset), som ikke ligefrem er en mand der spiller med åbne kort. Paul Greengrass er ligeledes tilbage i instruktørstolen (og som manuskriptforfatter) ... så der er egentlig lagt i ovnen til noget stort.

Straks efter at Nicky har gjort CIA opmærksom på at Jason Bourne stadig er i live, sætter de alle gode kræfter ind på at få ham tilbage i folden igen. Den første times tid af filmen, går med at Bourne og Nicky spurter rundt i Grækenland og tilstødende lande, til fods, på motorcykel og i bil i et forsøg på at finde ud af hvad det hele går ud på, samt for at flygte fra lejemorderen. Samtidig følger Lee og Dewey slagets gang fra deres taktikrum i CIAs hovedkvarter i Virginia, primært ved at kigge intenst på diverse monitors, tale alvorligt i telefonen samt ved at stille deres mest alvorlige ansigter op.

Well, jeg er vild med Matt Damon, Tommy-Lee Jones og ikke mindst er jeg vild med Alicia Vikander (læs evt. min anmeldelse af Ex Machina, for at så syn for sagn). Men her i Jason Bourne spilder alle de alle tre delvis deres evner, og skønne Alicia virker decideret fejlcastet. Specielt i den første times tid af filmen, hvor hun jo bare står og sender bekymrede blikke til computerskærme samt, i en påtaget hektisk bevægelse, gang på gang, bevæger fingeren op til headsettet og udstøder bekymrede kommentarer, virker Vikander i den grad ude af sin komfortzone. Det bliver lidt bedre i filmens anden halvdel, hvor både Vikander og Jones bliver lukket ud af kælderen i Langley, og får lov til at deltage i løjerne i Las Vegas, men desværre bliver det aldrig rigtig godt.

Der er to punkter ved Jason Bourne der er voldsomt irriterende. Hver gang vi når til en af actionscenerne, bliver filmkameraet tilsyneladende stukket i hånden på en person der lider af voldsom delirium tremens. Et håndholdt kamera kan være ganske udmærket til at forstærke eller ligefrem fremkalde en actionsekvens. Men her er det simplethen misbrugt i sådan en grad, at man simpelthen bliver irriteret over at man ikke kan se hvad der foregår, simpelthen fordi scenen er rystet til ukendelighed ;) At dybdeskarpheden så samtidig er ikke-eksisterende, gør heller ikke sagen bedre. Man skulle mene, at med et budget på omkring DKK 800 millioner, skulle der have været råd til at ofre et par kroner mere på at få biljagter etc. til at se godt ud! Et andet lettere rriterende punkt er stemningsmusikken, som i filmen generelt og i actionscenerne i særdeleshed, i absurd grad er så monoton og kedelig, så man har producenterne mistænkt for at have købt musikken for €5.000 over internettet, af en tredjerrangsmusikker, som har siddet hjemme i sin kælder og komponeret musikken.

Efter de første to film om agenten med hukommelsestab, sad jeg med et håb om at vi måske havde gang i en franchise, der kunne tage kampen op med James Bond i agentfilmgenren. Her efter den fjerde "rigtige" film i sagaen, er jeg sikker på at 007s status som kongen af agentfilm ikke er truet af Bourne. Hertil har Bond i de senere år simpelthen bevæget sig i den rigtige retning for hurtigt. Sammenligner med den senest Bondfilm (SPECTRE) med den her nye Bournefilm, er det Bourne, der efter kun fire film, ser bedaget og træt ud, mens Bond, efter 24 film stadig fungerer max og til stadighed forstår at forny sig og følge med tiden.

Jason Bourne er mere af det samme og der er absolut ikke sket nogen som helst fremdrift i de 9 år hvor Matt Damon har været fraværende. Filmen hæver sig kun med nød og næppe over en metervare direkte til DVD/BD-actionfilm. Det er simpelthen ikke godt nok, og undertegnede vandrede lidt ærgerlig ud af Imperial efter filmen. Jason Bourne redder lige akkurat 3 stjerner i land.

blog.inils.dk

GiwizZeni

Bourne is back! Og nej, ikke Jeremy Renners billige efterligning. Nej, den rigtige Jason Bourne aka Matt Damon og for det ikke skal være løgn, så er det også Paul Greengrass der igen instruerer. Er der noget at sige til at forventningerne var høje? Nej, vel! Med ’Bourne-trilogien’ har de to herrer – sammen med Doug Liman der instruerede den første – revolutioneret den moderne actionfilmgenre. James Bond, Jack Bauer og alle de andre actionhelte måtte virkelig stramme sig an, spænde hjelmen og upp’e deres game, for ikke helt at blive kuldsejlet. Da Matt Damon synes han havde udforsket rollen nok, vidste man ikke helt hvad man så skulle stille op. Der er jo flere romaner i Robert Ludlums serie, men hvem skulle tage over efter Matt Damon? Svaret har alle dage været: Matt Damon, selvfølgelig! (Jeremy Renners ’Legacy’ var da udmærket, hvis ikke den skulle måle sig med de andre ’Bourne-film’.) Og sådan blev det. Damon og Greengrass besluttede at fortsætte, hvis der vel at mærke var en god historie. Det er altid en god forudsætning, og denne forudsætning skulle de nok have holdt fast i – eller fortsat skrivningen indtil der netop lå en historie og et manuskript der kunne blive en værdig opfølger og ikke bare endnu en fortsættelse.

Derfor kan det godt både undre og ærgre mig at ’Jason Bourne’ ikke er blevet bedre. Forstå mig ret, det er bestemt ikke nogen dårlig film, men i forhold til de tre forgående ’Bourne-film’ er dette nye opkog på Bourne-historien en alt for tynd kop the – historiemæssigt vel at mærke. Stemningen, stilen og følelsen er intakt. Det er som om der kun er gået en uge-14 dage fra vi så ham sidst. Greengrass har bestemt ikke mistet grebet på figuren og hvordan han skal skildres. Den karakteristiske håndholdte gritty realisme fungerer lige så godt som før. Greengrass er en mester i at skrue hårdtpumpede, nervepirrende og ”realistiske” actionsekvenser sammen. Det er ikke bare irriterende ’shaky-cam’ – selvom det nogle gange nærmer sig. Det er pulserende, lige-på-og-hårdt og i sidste ende noget af et adrenalin kick. Specielt i filmens første store actionscene brillerer Greengrass, ved at bruge en politisk demonstration i Athen, der udvikler sig til et voldsomt sammenstød imellem protestanter og politi, som en usædvanlig og meget spændende kulisse for jagten på Bourne. Først undercover så ingen opdager forfølgerne, så jagt til fods igennem et borgerkrigslignende senarie og til sidst vanvittig motorcykel biljagt igennem de smalle kaotiske gader. Det er vanvittig effektivt lavet og man mindes de tidligere og skelsættende jagter i de forrige ’Bourne-film’. Og det er bare indledningen. Så har jeg slet ikke nævnt den afsluttende biljagt i Las Vegas… Det er velfungerende, effektivt og godt filmhåndværk, og ikke bare CGI-effekt-popcorn-smadder.

Endnu en gang har man fået samlet et rigtig godt cast. Udover Matt Damon er det kun Julia Stiles der gentager sin rolle, ellers er det nye og spændende ansigter i Bourne-sammenhæng. Allestedsnærværende og smukke Alicia Vikander er tvetydig og god. Tommy Lee Jones spiller endnu engang livstræt højtstående embedsmand med sine karakteristiske bærerposer under øjnene. Valget af Vincent Cassel som filmens bad-guy er måske ikke så originalt, men han er dødeligt effektiv og bliver herved en reel trussel for Bourne i filmens sidste tredjedel.

Jamen, hvori ligger så problemet? Det lyder jo alt sammen godt! Problemet ligger i alt sin enkelthed i netop historien. Der er ikke meget nyt under solen. Det hele virker mere end velkendt. Vi har set det hele før. Skal man være realistisk har netop denne gentagelse i historien, være det eneste problem i den ellers super vellykkede ’Bourne-trilogi’.
Alle 3 film har været noget i retning af: Bourne bliver jagtet. Han ved ikke rigtigt hvorfor. Vi får en spektakulær biljagt her og en vild slåskamp der. Bourne finder ud af lidt mere om sin fortid, samtidig med at han afslører flere af CIA’s beskidte tricks. Han får fat på bagmanden, men finder ud af at han bare er en hånddukke for en endnu mere hemmelig og lyssky del af efterretningsvæsnet. Jo, vi har været der før. ”Been there, done that!” Bevares Jason Bourne får da denne gang skrællet endnu et lag af det løg der hedder hans fortid og bevæggrunde, men som sagt der er ikke meget nyt i det. Der er absolut ingen overraskelser. Det er tydeligt at man fra manuskriptforfatternes side har forsøgt at flette en ny og aktuel historie ind i den fortsatte historie om Jason Bourne. Noget om magthavernes overvågning af befolkningen gennem deres brug af sociale medier, men det er ikke så harmonisk og ender efter min mening i et alt for velkendt og lidt kedeligt kludetæppe. Aspektet med Jason Bourne’s manglende hukommelse er tydeligvis ved at være opbrugt, men så er der nok mere fremtid i at sende ham ud på nye eventyr, fremfor at lade ham blive ved med at grave i fortiden.

Det korte af det lange er vel at den er langt bedre end ’Legacy’, men den svageste af Matt Damons film i serien. Det er måske småting at brokke sig over, i betragtning af at filmen jo leverer det vi forventer af den. Men jeg havde bare håbet på mere og bedre. Det er jo trods alt Jason Bourne vi har med at gøre. Find på noget nyt næste gang – eller lad helt være.

Henriette69

Var lidt skeptisk da jeg første gang læste om en ny Bourne film, men det behøvede jeg slet ikke være. Den forsætter fuldstændig i samme spor som de 3 andre. Er faktisk nok der eneste lille minus, hvis der skal være et,- den fortsætter måske lige en anelse for meget i samme tråd. Der er ikke så meget nyt. Men dét behøver der vel heller ikke nødvendigvis at være
Go see hvis du er Bourne fan!

rene

der kunne godt være noget mere action han slåser for lidt der i og der hvor man ser i las vegas hvor alle biler flyver til siden kan ik lade sig gør med så lidt fart den last bil havde på ik i orden

Wayne

Serien kulminerede i en genial action film, da den seneste rigtige Bourne film Ultimatum kom i 2007.

Spænding og action levede op til det bedste fra Bond-serien - og plottet var bedre.

Det skabte meget naturligt ret store forventninger, når der nu er gået hele 9 år siden sidste kapitel (The Bourne Legacy fra 2012 er ikke en Bourne film - selvom den kaldes Bourne 4).

At duoen Greengrass/Damon er tilbage, gjorde kun det hele meget større.

Desværre er forventningernes glæde ofte det største, og det gælder også i dette tilfælde.

Man kunne have forventet at "Bourne" ville have brugt mere tid på at undersøge sin fortid siden sidst. I stedet havde han sat sig selv på pause - med ren overlevelse.

Handlingen er i det hele taget der hvor det halter, for motivationen for at hente Bourne/Webb tilbage er tynd - og det føles som lidt for tynd dej at der ikke har været et opgør og en udrensning hos CIA siden sidst.

Tommy Lee Jones har sine momenter, men virker også en anelse træt i rollen - og Alicia Vikander formår ikke at overbevise i hendes indtog i serien.

Vincent Cassel, derimod, er som forventet en genial udgave af det nødvendige "Es" - som sendes efter Bourne. Og netop den del trækker det hele op. For action fungerer helt på højde med det bedste fra serien.

Den er absolut værd at se, men virker mest som et reboot af serien - og forhåbentlig er der gjort større tanker om en fortsættelse, hvis det er planen.

Ulla

Matt Damon på banen igen.. Super god og spændene som altid...

Ejnar

Rigtig god action film med Mat tilbage i hovedrollen som agenten. Godt plot, måske lidt tyndt, og med flotte action scener.

Mortenuser/622659

Dejligt at se Matt Damon tilbage i rollen, desværre er plottet modsat de tidligere film ret banal og forudsigelig. Til gengæld kan alle følge med, man kan faktisk slå hjernen helt fra, og nyde den lange jagt, der i store dele af filmen forgår på 2 og 4 hjul. For mig bliver det trivielt, og det modsatte af hvad jeg havde håbet på.

Kristian Ryeuser/460246

Endnu et mesterværk i fortsættelsen af Jason Bourne som samler alle trådene og igen ligger op til endnu en ny episode, det kan ikke gøres bedre fuld valuta få pengene!!!

Alexander

Watching the trailer it seems that there will be more action and stunts than ever. I hope this is not at the expense of the plot...

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.