Filmen 'Grace of Monaco' fortæller historien om Grace Kelly, der er ikke bare er én, men mange. Den amerikanske skuespiller slog igennem med en birolle i ’High Noon’ (1952), og året efter blev hun Oscar-nomineret for ’Mogambo’.
Kort efter begyndte etfrugtbart samarbejde med Alfred Hitchcock, der resulterede i ’Dial M for Murder’, ’Rear Window’ og ’To Catch a Thief’, og hun vandt tilmed en Oscar for sin rolle i ’The Country Girl’. Men allerede i 1956 forlod den verdensberømte skuespillerinde Hollywood og blev gift med fyrst Rainier 3. af Monaco, som hun fik tre børn med.
Det er her, seks år inde i ægteskabet, at filmen om hendes liv tager sin begyndelse. Hverdagen, i mangel af et bedre ord, har indfundet sig for Prinsessen af Monaco, og Alfred Hitchcock forsøger at overtale legenden til et comeback på det store lærred.
Imens ligger hendes mand i skarp dialog med præsident Charles De Gaulle. Frankrig udviser stor interesse i det luksuriøse fyrstedømme, der står overfor en usikker fremtid.
Det kan undre, at man ikke tidligere har portrætteret Grace Kellys usædvanlige liv, men nu sker det med Nicole Kidman (Moulin Rouge!) i titelrollen og Tim Roth (Reservoir Dogs) som Rainer 3. af Monaco.
Biografien er instrueret af franskmanden Olivier Dahan, der i 2007 havde stor succes med sit portræt af Edith Piaf i filmen ’La vie en rose’. (copyright: kino.dk)
Flotte glansbilleder, og kun en lille del af den faktiske historie om Grace Kelly - hvor især slutningen kunne have være spændende at følge. Desværre virker det som om der værnes for meget om det lille fyrstedømme, og Grace Kelly's eftermæle.
Filmen var ok, men kan dog ikke rådes at ses to gange, det kan den ikke holde til.
I filmen finder vi flotte billeder,kostumer,musik og gode skuespiller men ud over det er der ikke mere.Filmen mangler "et spark i røven" kan man sige.
Mangel på knivskarp indsigt i tingene samt energi og aktion derfor bliver den banal og "lazy" i sin fortælling.
Selv Tim Roth var ikke ekspressiv som man kunne forvente...og N.Kidmans ansigt er for kunstig og det genere faktisk.
Tænker bare at det var måske mening at vise i filmen hvordan ens liv kan være urealistisk i forhold til det hvad der foregår i virkeligheden...
Desværre et usammenhængende og uinteressant manuskript og dialogen minder ofte om en soap opera.
Den gode musik, smukke scenografi og gode skuespil kan dog langtfra opveje det dårlige manuskript. Endnu et eksempel på hvor fundamentalt vigtigt manuskriptet er for en films skæbne. Hvis manuskriptet er dårligt, kan der simpelthen ikke komme nogen god film ud af det.
Den imponerende scene fra Monaco Red Cross Ball 1962 med Maria Callas m. fl. vil nok blive i ens hukommelse, så man får da en lille smule med sig for biografbilletten.
Man skulle mene der kunne laves en fantastisk biopic om Grace Kellys spændende liv, men det er altså ikke sket med denne film.
Men jeg kommer aldrig til at kunne lide den kunstige Nicole Kidmann, hun spiller rigtig godt men hun er for kunstig.
Bruger anmeldelser (5)
Skriv din egen anmeldelse