Gå og se (1985)

Når jeg kigger på min samling af film og prøver at lave en liste over de 10 bedste, så er det reelt set ikke så svært – ej heller hvis jeg inkluderer de, jeg endnu ikke har købt. Det bliver først langt sværere, hvis jeg sætter mig for at sætte dem i orden. Det kan tage mange dage for overhovedet at låse en enkelt plads fast – og hvem ved om låsen går i stykker – men én film er jeg dog altid sikker på, hvor den skal lande. Idi i Smotri får ikke blot en placering i top 10, men bliver kronet som kongen over alle film og lander på min personlige førsteplads.
Man skulle derfor tro, jeg har set den mange gange. Jeg har trods alt set film som The Dark Knight, The Empire Strikes Back, Forrest Gump, The Green Mile mere end 10 gange, men det er dog ikke tilfældet her. Idi i Smotri er den eneste film, jeg altid forsøger at udsætte og finde undskyldninger for netop ikke at se – hvilket har resulteret i, at filmen kun er set 2 gange… i alt. “Men hey, hvorfor er den så din nummer 1?” spørger du måske dig selv om, hvilket er helt fair; Det lyder da også åndssvagt, men jeg vil i denne analyse og anmeldelse prøve at forklare hvorfor dette er den film, jeg elsker mere end nogen anden, men også helst vil undgå.

Elem Klimov er ikke nogen kendt instruktør i den vestlige verden, hvilket er forståeligt nok, da han reelt set kun har stået bag 4 spillefilm. Hans mest kendte er dog Idi i Smotri, der fangede verden i et jerngreb da den første gang fik premiere i midten af 80’erne.
Klimov oplevede selv 2. verdenskrig og oplevede destruktionen af Stalingrad på tætteste hold, da han i en træbåd flød, sammen med hans mor, ned af floden omringet af et flammehav og bygninger i ruiner. Han beskriver sig selv som nysgerrig af natur og prøvede så vidt muligt at opleve det bombardement, der slog hans fader ihjel, da han kæmpede for byen. Disse stærke minder brændte sig fast i hans hukommelse og han ville siden da forsøge at kommunikere hvad han og resten af den russiske befolkning oplevede under krigen. Målet var dog ikke at kategorisere alle tyskere som onde eller skyld i krigen, men i stedet gøre temaet mere generelt og fortælle en historie om en persons uskyld, der bliver flået fra ham i krig – uanset hvilken én af slagsen.

I filmen følger vi den unge, godtroende og smule naive Florya, der, efter at have fundet et tysk gevær i sandet, beslutter sig for at melde sig til den russiske modstandsbevægelse mod de tyske soldater, der langsomt er ved at fortære området.
Man ser ham i starten af filmen som en glad, ung dreng, ikke mere end 16 år – som i virkeligheden – der vil gøre en forskel. Han kender hverken til hvad det vil sige at melde sig til modstandsbevægelsen eller hvad krig gør ved én. Det er som sådan en meget smuk start på hans historie, da man ser ham som en livsglad sjæl, der blot vil gøre en forskel, da det er det han føler er det eneste rigtige. De nære omgivelser er ikke nødvendigvis enige og prøver da også at snakke ham fra det, men der er ingen tvivl om, at det er et mål han har sat sig.
Kort tid efter at have meldt sig til og samlet op af den russiske modstandsbevægelse møder han deres gruppe. Gruppen består af unge såvel som gamle mænd, der lever et forholdsvis usselt liv i skoven og gør hvad de kan for at overleve. En episode her gør at han for første gang oplever krigens grimme ansigt og han befinder sig pludselig kun sammen med en ung, mystisk pige ved navn Glasha. Sammen vil de nu finde tilbage til byen Florya kom fra, men rejsen bliver hverken nem eller behagelig og vi ser langsomt drengens unge uskyld og sind forsvinde fra ham.
Filmen er rent historiemæssigt delt ind i 2. Første del af filmen er set som udefrakommende, hvor vi befinder os udenfor Florya’s univers. Vi ser ting han som person ikke oplever og på denne måde ældes vi sammen med en karakter, der ikke ved hvordan verden ser ud omkring ham. Han oplever som sådan ikke de forfærdelige ting, da han altid har blikket et andet sted eller fokus mod horisonten. Hvis dette ikke er udført til perfektion vil det hurtigt føles falsk og prætentiøst, men her viser Elem Klimov virkelig, at det er en fortælling, der betyder noget for ham. Hvert eneste billede og sekvens er smukt udført og aldrig føles det påklistret. Det hele føles naturligt og især skildringen af Florya er helt eminent, da han på dette tidspunkt stadig er en “uskyldig” person, der reelt set ikke har oplevet krigens rædsler på første hånd. Der er i første del især én bestemt episode, der får store konsekvenser for Florya’s væremåde og fremtidige tilstand. Det er ikke noget han selv oplever, men noget vi ser sammen med Glasha og føler for.
Anden del er derimod den der for alvor slår sømmet fast i kisten og forvandler vores hovedperson fra en livsglad sjæl til en tom skal af et menneske. Jeg vil ikke komme for meget ind på hvad der sker, da det vil ødelægge hele fortællingen, men i denne del oplever Florya på nærmeste hånd krigens sande ansigt og hvad det vil sige at ødelægge menneskers sjæl. Aldrig før har han oplevet djævelen, men her fornemmer han ikke blot dæmonerne, men fortæres i stedet af ilden og omsluttes af den. Han ser djævelens ansigt helt tæt på og det skræmmer ikke blot ham, men også seeren mere end noget andet.
Når en film læner sig så meget op af historiefortælling og scenografi behøver den ikke nødvendigvis et score og det har Elem Klimov da også vidst. Han valgte bevidst ikke at lave et score eller bruge et i forvejen eksisterende soundtrack, da det ville ødelægge filmens egentlige fortællemåde. I stedet valgte han at inddrage meget dybe toner, der til tider minder om filmen Koyaanisqatsi fra 1982.
Filmen er i dag omtalt som én af de bedste krigsfilm, der nogensinde er lavet og når man ser den forstår man hurtigt hvorfor. Autenciteten er komplet og hvert eneste øjeblik i filmen føles som en lille historie. Der er aldrig en tom scene i filmen, der ikke på én eller anden måde skubber historien frem. Dette kan også opleves i farverne, der bliver brugt. I første halvdel finder vi både grønne skove, regnbuer og varme nuancer, hvor vi i slutningen finder os omringet af grå toner, der aldrig giver et hint om håb.
Meget kan siges som scenografien og historien, men intet af dette ville være fuldført, hvis det ikke var for Aleksey Kravchenko og Olga Mironova, der spiller de to hovedroller i filmen. Hvis denne film blev lavet i dag ville det være den største skandale, hvis de ikke fik en Oscar og især Aleksey viser sig som om muligt den bedste børneskuespiller, der nogensinde har været. Hans portrættering af en ung dreng, der forsvinder hen til ingenting er noget af det mest naturtro, der nogensinde har været bragt på det store lærrede.

Jeg vil umuligt kunne skrive ned hvorfor denne film er min ynglingsfilm. De fleste vil højest sandsynlig aldrig se den, da den hverken er særlig kendt eller behagelig at se. Den er ikke blot blandt de mest brutale film, men får den absolutte førsteplads. Der er scener i filmen man for evigt vil huske og især afslutningen, hvor vi for alvor ser historiens sande ansigt får vi indblik i vores hovedperson på en måde ingen film har gjort siden.
Det her er en film, der ikke er bange for at fortælle krig som den virkelig er og hvad den gør ved folk, der er for unge til at forstå den. Vi kender alle film som Saving Private Ryan, Schindler’s Liste og Apocalypse Now, men hvor de har en meget vestlig måde at fortælle krig på har de alle én ting tilfælles: De efterlader os med en smule håb om en bedre fremtid – Idi i Smotri er anderledes og når I ser den vil I forstå hvorfor.
Filmen er et mesterværk i fortællingen om destruktion af personers sjæl og sind og det er netop også derfor denne film aldrig vil nå det brede publikum – filmen er simpelthen for hård, selv for mange af dem, der har set de førnævnte film.

Jeg vil til sidst blot efterlade jer en lille passage fra King James versionen af Bibelen som instruktøren Elem Klimov selv brugte til at fortælle om filmen:
“And I looked, and behold a pale horse: and his name that sat on him was Death, and Hell followed with him. And power was given unto them over the fouth part of the earth, to kill with sword, and with hunger, and with death and with the beasts of the earth.”