En fattig familiefar trylles i ’Feathers’om til en høne. Ja, du læste rigtigt: En høne. Af en tryllekunstner, han selv har hyret ind til børnefødselsdag. Måske er det straffen for farens evindelige løgne om rigdom: ”I Europa tappede jeg mælk fra en mini-ko på restaurantbordet” – den slags historier.

Som det måske fornemmes, er ’Feathers’ er en mildt sagt original film. Gakket, men knastør. Og dertil dyster, for humoren er blandet med støv, gråd, samfunds- og kapitalismekritik – en intelligent mellemøstlig fætter til Roy Anderssons nordiske velfærdssatire og Tsai Ming-liangs asiatiske tableauer af mismod.

Efter farens transformation bliver hans optimistiske overflodsfantasier erstattet af helt konkrete pengebehov. Enkelte søde naboer hjælper, men ellers er den efterladte mor til tre nødt til selv at stå for eftersøgning, heksedoktorbesøg, arbejde. Den ældste dreng på ca. ti år må ud og tjene penge. Nussede pengesedler skifter ejere konstant. Og da eftersøgningen af faren slutter uden held, kræver et offentligt kontor ”dokumentation for fraværende far” for at udbetale understøttelse.

På trods af det skøre plot virker alt i miljøet troværdigt: Nedslidt og hverdagsnært. Kameraet bevæger sig aldrig, og menneskene sjældent, men alligevel føles filmen aldrig statisk. Snarere uregerlig. Moralen bankes aldrig ud i pladestål, hvilket er med til at gøre filmen til en mystisk, kompleks, smertelig, moden og modig arthouse-perle.

Bid mærke i instruktørnavnet Omar El Zohairy – ham kommer vi med garanti til at høre mere til.