Terry Gilliam har filmatiseret gonzo-journalisten Hunter S. Thompsons selvbiografiske roman 'Fear and Loathing in Las Vegas' med Johnny Depp og Benicio Del Toro i hovedrollerne.
Journalisten Raoul Duke og hans ven/advokat tager til Las Vegas for at tage en masse stoffer. Resten af handlingen er svær at gennemskue, for jo mere narkotika, de indtager, jo mere skør, psykedelisk og absurd bliver filmen.
Terry Giliam er altid garanti for en usædvanlig oplevelse. Her er der skruet max op på farveskalaen, mens Johnny Depp hallucinerer sig igennem et syretrip i Las Vegas. Historien er ligegyldig. Det gælder vist bare om at lade sanserne få frit løb og flyde med.
Terry Gilliam er en speciel type.
Hans film er sjældent store kasse succeser. De får sjældent særlig gode anmeldelser.
De er slet og ret skabt til at blive misforstået.
Og Fear And Loathing In Las Vegas er absolut ingen undtagelse.
Filmens tone og fandenivoldske tempo er lagt inden for få sekunder og derfra køre det bogstaveligtalt bare derudaf.
Journalisten Raoul Duke er på vej imod Vegas sammen med sin advokat Dr.Gonzo for at dække et racerløb i ørkenen.
Men det job løber mere eller mindre i vasken da en sandstorm hærger hele løbet så der intet kan ses.
Så i stedet vælger Raoul & Duke mere eller mindre at eksperimentere med diverse stoffer og se hvor langt de endelig kan komme ud.
Og uden at afsløre for meget kan jeg kun sige at de kommer meget langt ud, ja faktisk så langt ud at de knap nok kan følge med.
Filmen er som sagt ikke for alle, ja jeg tror faktisk at det er de færreste der tør se de fulde 2timer som denne film tager.
Og det er både på grund af filmens handling som er der, men som er fandens svær at finde, da stoffer ovetæger både hovedpersoners og vores sind.
Det kan også være på grund af filmens humor som er så sort som sort kan blive og som er svær at fatte da man skal se det hele udefra personers synspunkt.
Det kan også være fordi de ting vi i filmen. Såsom øgler, folk der tigger om selvmord, uge piger der bliver seksuelt misbrugt under indtagelse af stoffer, og så videre.
Men hvis man forberedt fordi det mener jeg man burde være så venter der en rutsjebane tur ud over det sædvandlige.
Johnny Depp gør det absolut supert i rollen som Raoul og med hjælp fra hans fortællerstemme hjælper han os igennem en weekend i helvede.
Benicio Del Toro er ligeså fremragende som den om det er muligt endnu mere tossede advokat Dr.Gonzo der hjælp fra sin store forplejning af diverse stoffer får det hele til at sejle.
Filmen kan både ses som et kik på hvor Amerika var på vej hen i starten af 70'erne men det kan også ( ikke overraskende) ses som en sort komedie med speederen i bund.
Men filmen kan også ses som en film som er kørende af deres karakterer, fordi det er den i allerhøjeste grad.
Men følger deres færden hele vejen igennem og sidder selv og prøver at gætte på hvornår de mon er frie fra stoffers virkning ( hvis de overhovedet er det på noget tidspunkt).
Filmen kan muligvis kun ses 1gang på grund af den er så out there som den er, men hvis man derimod har forstået filmens præmis og synes at der er mere at komme efter kan den sagtens ses engang til.
Depp og Toro, og en bil fyldt med piller og stoffer. Gilliam giver den max gas med Vegas som baggrund. Depp spiller en journalist som sendes til Vegas i starten af 70'erne, og han tager sin advokat med på turen (Toro). Undervejs møder vi en masse skæve figurer, bla Tobey Maguire.
Bruger anmeldelser (3)
Skriv din egen anmeldelse