Evolution

Mere end et årti er gået siden Lucile Hadzihalilovic fik sin debut med Innocence, en fransk dramafilm løst baseret på Frank Wedekind’s novelle Mine-Haha, or On the Bodily Education of Young Girls. Filmen er ganske underlig og bestemt ikke for alle og i år er den kvindelige instruktør tilbage med endnu en yderst mærkværdig og utrolig unik skildring af puberteten og en naturlig evolution, der er vendt på hovedet.
Ikke meget info kan findes om filmens tilblivelse og den fik da også sit største søgelys ved diverse filmfestivaler i stedet for biograferne. De mest kendte skuespillere i filmen er henholdsvis også Julie-Marie Parmentier, der nok er bedst kendt for hendes rolle i Les adieux à la reine samt Roxane Duran, hvis største rolle har været i Michael Haneke’s The White Ribbon fra 2009. Det er derfor heller ikke på de store navne denne film skal sælges, men i stedet dens artistiske syn på noget, der normalt anses som tabu blandt mange i Hollywood – undertrykkelse, graviditet, identitet og pubertet.

Filmens handling udspiller sig på en øde ø midt ude i ingenting bosat af en gruppe unge drenge og ligblege kvinder, der styrer et hospital. Der er en betydelig aldersforskel mellem drengene og kvinderne og med det absolutte fravær af mænd på øen er der ingen tvivl om, hvem der bestemmer og det gør filmen tydelig tegn til at vise tidligt. Vi følger én af de unge drenge, Nicolas, der en dag finder et lig på stranden og begynder at stille spørgsmål til sin rolle og identitet og da han en dag følger Julie-Marie Parmentier’s karakter ned på en forbudt strand, ser han noget, der ændrer hans liv for altid på øen.
Der er ingen tvivl om at Évolution er den absolut mærkeligste film jeg har set i år. Store dele af filmen er uden dialog eller musik og hviler på den mørke og tunge natur, der omringer øen. Filmen har derfor en underlig og til tider uhyggelig stemning, der hele tiden ligger under vores hovedperson og lurer. Man ved aldrig hvor denne uhygge bærer os hen og da vi kun ved det, som vores hovedperson ved, så stilles der ofte mange spørgsmål, der ikke nødvendigvis nogensinde bliver besvaret. Historien fortælles derfor gennem karakterernes handlinger og søgen efter svar, hvilket kan gøre den svær at følge til tider, men samtidig interessant på en helt unik måde.
Dette skyldes især de temaer, der tages op i filmen og hvordan de bruges til at fortælle historien. Filmen spiller på de mandlige fantasier om penetration, deres usikkerhed og frygt for graviditet og forandringer samt fobier for uigenkendelighed af sin egen identitet. Det er dog ikke det eneste filmen prøver at tackle, for selvom den udspiller sig på en øde ø, så prøver Lucile også at komme ind på fremtiden og den identitetskrise, der måske vil komme til at ramme os og det kan især ses på biologien i filmen. Filmens store twist, der ikke nødvendigvis er et twist for handlingen, men for historiens fortælling, er, at drengene i filmen gennem omvendt evolution er de, der bærer fremtidens generationer og det er denne identitet Nicolas prøver at finde svar på og spørge ind til blandt andet ved hjælp af Stella, der finder hans nysgerrighed interessant og farlig.
Det lyder som en stor mundfuld og det er det da også, for selvom Lucile prøver at fortælle historien gennem billeder og minimal dialog, så er budskabet ikke altid lige nemt at dreje. Lucile har med Évolution skabt en film, der ikke blot er interessant, men også dybt frustrerende, da den spiller på vores trang til at søge svar – det er bestemt ikke alt i filmen, der bliver besvaret, hvilket blandt andet skyldes drengenes frygt. Vi får kun besvaret de spørgsmål Nicolas får kendskab til og det er ikke noget, vi er blevet vant til med film i dag. Det er netop denne tilgang til filmen, der gør, at den til tider føles for artistisk og svær at tyde, for selvom dens temaer er vigtige og fremstillingen unik, så har det ikke nogen stor slagkraft, da man konstant prøver at tyde scenerne og komme ind i hovedet på personerne.

Évolution er bestemt ikke for alle – måske endda ikke for særlig mange. For selvom filmen er fantastisk smuk filmet (scenografien er helt enestående), så får historien aldrig den virke, som Lucile nok havde tiltænkt. Både Max Brebant, Roxane Duran og Julie-Marie Parmentier gør det godt med det materiale, der er dem udleveret, men det kan være svært at se, hvor historien vil tage dem hen.