Filmen 'Enough Said' handler om den fraskilte massør Eva. Da hun er til fest møder hun to personer, der viser sig at få stor betydning. Den ene er poeten Marianne, som efterfølgende hyrer Eva til massage, og de to ender med at blive gode veninder.
Den anden er Albert, der ender med at blive hendes kæreste, selvom hun mere eller mindre har droppet idéen om at finde en ny mand. Hendes forhold til dem begge går strålende, lige indtil hun indser, at Marianne er Alberts ekskone, og det er her, Eva kommer i et dilemma.
Skal hun afsløre overfor sin veninde, at hun dater hendes eks? Skal hun fortælle sin kæreste, at hun er slyngveninder med hans eks? Eller skal hun bare tie stille? ’Enough Said’ er en romantisk komedie til et voksent publikum, der balancerer mellem det dramatiske og det humoristiske.
På listen over de bedst anmeldte film i 2013 i USA, landede den på en femteplads og den vandt en række filmpriser, især takket være sine skuespillere. Julia Louis-Dreyfus har stået i skyggen af sin rolle som Elaine i TV-serien ’Seinfeld’, siden den stoppede i 1998, men får for alvor chancen for at vise sit brede spektrum som skuespiller.
Derudover viser den desværre afdøde James Gandolfini, at han kunne spille meget mere end en kriseramt gangster. Filmens manuskript har også fået rosende ord med på vejen. (copyright: kino.dk)
Gandolfini ikke er her mere. Du skal ikke se andre gennem deres øjne - brug dine egne.
Hyggelig feel-good film med hjertet på rette sted.
En sød film, ikke det helt store prangende, men helt almindelig feel good film
Det er feelgood film, som det bør være. Jeg sad og tænkte, at sådan ville jeg gerne have et forhold til at starte. Stille og forsigtigt, men naturligvis uden forviklingerne og fortielserne.
Skøn "lille" film, der for en gangs skyld handler om rigtige mennesker, man kan identificere sig med. Jeg både grinede og græd undervejs, så jeg var rigtig godt underholdt :-)
Jeg synes at den var ret så hyggelig at se.
Den sætter også tankerne igang, hvad der egentlig er det rigtige at gøre, i den situation som Eva kommer i.
Jeg vil dog fraråde folk i at se traileren, da den afslører meget af filmens handling, selvom at der selvfølgelig stadig er en del af det gode tilbage.
Men man er i godt selskab i den halvanden time :)
Det fleste romantiske komedier handler om unge, smukke og slanke mennesker. Derfor er det dejligt at se en rigtig god romcom med mennesker, der ikke er unge mere, og hvor den ene er så stor at det kan volde små praktiske problemer under sex i dobbeltsengen.
Også en fornøjelse igen at se at både James Gandolfini og Julia Louis-Dreyfus har et skuespiltalent, der går langt ud over de roller som de blev berømte på.
Så den i mandags på en flyver på vej hjem. Selvom jeg så den på en meget lille skærm, så fangede filmen mig. synes det begge spiller rigtig godt sammen.
Instruktør Nicole Holofcener har skabt en vitterlig vidunderlig film, på et så kropsnært niveau, at man næsten føler sig fristet til at kaste armen omkring den og bare nyde varmen imens den stadig er der. For filmøjeblikke som disse er en sjældenhed!
Sikke dog en dejlig følelse man sidder tilbage med, efter de sidste kreditter har passeret og man er klar til at forlade salens mørke. En følelse næppe forbipasseret af nutidens ofte alt for sødladne og energiske forsøg på kunstig konstrueret kærlighedspladder. Heldigvis, er 'Enough Said' ikke i dén kategori. Den finder sin balance med bravour - og forsøger ikke at vinde vores kærlighed med roser - men derimod med personen der bærer dem.
Karaktererne i filmen er så virkelighedsnære og ikke mindst elskværdige, at man allerede ved filmens start føler sig i godt selskab. Et selskab af personer der ikke er overkomplicerede og særlige så de kan holde sit publikum underholdt, men derimod det komplet modsatte - og jeg har aldrig været bedre underholdt!
Filmen bevæger sig ikke i ukendt territorium, men det er stadig en genretype der opstår alt for sjældent. En instruktør der anskaffer sig et par garvede skuespillere og bare lader dem få frit løb, er virkelig noget vi kunne bruge mere af, da det er noget jeg personligt slet ikke kan få nok af.
Lad os få nogle flere film som denne - film der befinder sig på et jordnært niveau, og med en handling der udspiller sig naturligt og med et glimt i øjet. For det er hverken en kompliceret eller besværlig affære, så længe man har sine priorteter i orden og det har denne film så sandelig også.
...Enough said. 5/6
Fantastisk feelgood, med et vidunderligt plot og to superskyespillere. Dreyfuss er uimodståelig, morsom og charmerende. Og så er det godt at opleve store Gandolfini igen. Plottet er genkendeligt og den er sjov, rørende og varm. Ubetinget anbefaling
Bruger anmeldelser (10)
Skriv din egen anmeldelse