Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Enemy (2013)

|
1 time 30 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Enemy
|

Filmen 'Enemy' handler om Adam, der en dag opdager, at en skuespiller ved navn Anthony ligner ham på en prik. Adam vælger at finde sin dobbeltgænger.  

Thrilleren er instrueret af Denis Villeneuve, som også stod bag filmen Prisoners. Jake Gyllenhaal spiller hovedrollen som Adam og Anthony.  

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (24 votes)
3.8
0

Instruktør

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
S. Rico

Adam lever en grå og rutinemæssig tilværelse som historielærer og virker ikke til at være særlig tilfreds ned sit liv. På en anbefaling ser han så en dag en farverig film med en skuespiller, der ligner ham på en prik. I stedet for at slå det hen som en mærkelig tilfældighed begynder han at blive besat af sin dobbeltgænger - som pudsigt nok også bor i samme by. Han tager kontakt, og herfra bliver det mere og mere weird.

Stemningen er tungsindig og trist. Farverne er umættede, og der er et generelt skær af uvirkelighed over det hele. Det er der selvfølgelig en idé med, men det er bare lidt ægerligt, at filmen på denne måde hurtigt afslører sig selv. Når først sammenhængen er gættet, så bliver resten af filmen jævnt triviel at se på.

GiwizZeni

”You can’t escape yourself,” lyder filmens tagline. Så enkelt kan det siges. Men der ud over er der ikke ret meget simpelt over denne mesterlige thriller/drama fra 2013. ’Enemy’ er en meget overset film og af mange af dem der har set den, en voldsomt misforstået en af slagsen. Instruktøren var på daværende tidspunkt forholdsvis ukendt og castet var også ret anonymt. Udover selvfølgelig Jake Gyllenhaal i den bærende hovedrolle – eller skal man sige ’hovedroller’? Jake Gyllenhaal er fantastisk. Han er en af vor tids bedste og mest interessante skuespillere. En jeg personligt har nydt at følge siden ’October Sky’ og specielt siden hans store gennembrud i 2001 i den uovertrufne ’Donnie Darko’. Han er altid seværdig, selv i sine middelmådige film. Han var også helt klart grunden til at jeg så ’Enemy’ og hvor er jeg glad for at jeg fik øjnene op for denne filmiske perle.

Indrømmet, det er ikke en let tilgængelig film. Det er ikke en film for alle, for den kræver noget af dig som tilskuer. Tingene bliver ikke skåret ud i pap. Det er en meget utraditionel og ganske creepy film, bygget op i en non-linear fortælleform. Ladet med symboler og med en underlig ukomfortabel stemning. Et Hitchcock inspireret mind-f**k af en film, der holder en desorienteret og urolig, helt frem til en afslutning, der efterlader en med et stort spørgsmål: WTF!?!? Hvis man så er en af dem der blev fanget af filmen og ikke bare i irritation forlod biografen for aldrig mere at tænke mere på den, så skynder man sig at se den igen og måske lige en gang til… Jeg kunne i hvert fald slet ikke lade være med dybt fascineret, at gruble, læse, google og researche mig frem til noget der mindede om svar. Om jeg har forstået den ret ved jeg så men ikke. Men det er noget af det jeg elsker ved film som denne. Den er som en gåde der bliver ved med at drille, lige indtil man løser den. Åben for fortolkning og giver derfor anledning til megen diskussion og analytisk filmdebat. I love it! At der så også er en gevinst for at gøre sig den ulejlighed at bruge noget tid og kræfter på den, er bare en ekstra bonus.

Handlingen kort: Adam er en lurvet og livstræt historielærer. Han bor alene i en halvtom lejlighed med rod og flyttekasser. Han har et forhold til en kvinde der kommer på besøg fra tid til anden, for at have sex med ham. Hans liv virker ret tomt, trist og rutinepræget. En dag bliver han anbefalet at se en bestemt film, som han lejer og ser på sin computer. Den fanger ham ikke synderligt, men om natten arbejder hans underbevidsthed videre med den i en drøm og han vågner med tanken ’Var der ikke en i filmen der lignede mig?’ Han finder scenen i filmen igen og ganske rigtigt, der er en statist i baggrunden, der faktisk ligner ham på en prik. I rulleteksterne finder han frem til skuespillerens navn og denne mærkelige oplevelse bliver hurtigt til en besættelse efter at finde frem til denne skuespiller. Han hedder Anthony Claire, er gift og han og hans kone venter barn. Adam og Anthony ender med at mødes på et hotel og finder ud af – til begges undren – at de er identiske som var de enæggede tvillinger, helt ned til at de begge har det samme ar på armen. De har af gode grunde begge svært ved at forholde sig til dette og de begynder derfor hver for sig at stalke den anden og dennes kæreste og hustru.

Forvirret? Bare rolig, det er meningen. Som nævnt er der mange der har misforstået filmens plot og morale. Nogle har set den som en historie om hvor underligt det må være, at finde ud af at man har en tvillingebror eller en dobbeltgænger og hvordan man tackler et sådant møde. Andre har nærmest set den som en slags ’War of the Worlds’ versus ’Attack of the 50 ft. Woman’ møder ’The Giant Spider Invasion’. Men intet kunne være fjernere fra sandheden. Man er nød til at forstå at Denis Villeneuve bruger stærkt symbolladede billeder – af eksempelvis nøgler, spindelvæv, ombytning af identitet og sidst men ikke mindst store edderkopper – i sin ellers meget jordnære og umiddelbart realistisk skildring.

Jamen, hvad handler den så egentlig om? Som sagt der er mange bud på tolkninger, men hvad kunne være bedre end hvis instruktøren selv gav svaret? Denis Villeneuve blev spurgt i et interview: ”Hvad er ’Enemy’ for en film?” Hans svar – mener jeg – giver os nøglen til den rette fortolkning af filmen. Han svarede, først lidt i sjov: ”Det er en dokumentar om min eller måske Jakes (Gyllenhaal) underbevidsthed.” Men så fortsatte han i en mere alvorlig tone: ”Det er en historie om en mand der forlader sin elskerinde, for at vende tilbage til sin gravide kone, set ud fra hovedpersonens underbevidstheds synsvinkel.” Altså IKKE noget med to forskellige personer, men en film om kampen imellem to sider af samme person. Ikke nødvendigvis en sort/hvid kamp imellem godt og ondt, djævelen på den ene skulder og engelen på den anden, men snarere imellem to forskellige modstridende holdninger eller ønsker, i en og samme person. Et møde med ens dobbeltgænger, som en genial visuel måde at fremstille den indre kamp, vi nok alle fra tid til anden oplever.

Set i dette lys er ’Enemy’ en film om menneskets indre moralske kamp. Den argumenterer for at historien gentager sig – både verdenshistorien og vores egen personlige – hvis vi bare blindt følger vores lyster eller begær og ikke lærer af vores fejltagelser. Der ud over behandles temaer som frygten for at forpligte sig til én bestemt person eller livsform, ved f.eks. at gifte sig eller blive forældre. Modviljen imod de begrænsninger disse valg naturligt lægger på den personlige frihed. Angsten for at blive styret eller dikteret hvordan man skal leve og tænke, illustreres fint igennem Adams forelæsninger om diktaturer ned gennem verdenshistorien og paralleller drages implicit til parforholdets ”tyranni”. Men hvad med edderkopperne? Jeg tolker de gentagne forekomster af edderkopper i filmen, som en metafor for karakterens forhold til kvinder eller rettere for alle de potentielle negative aspekter af forholdet til kvinder, f.eks. en hustru med en uønsket graviditet, en dominerende mor eller en krævende elskerinde. Det er ikke første gang i filmhistorien at en ’femme fatale’ sammenlignes med en edderkop, eksempelvis en sort enke og hendes dragende psykologiske spil med edderkoppens spind.

Jake Gyllenhaal spiller den gennemgående hovedrolle utrolig godt. Det er underspillet og subtilt. I film hvor én skuespiller spiller flere roller, er det ofte deres ydre der skal gøre det muligt for os at kende forskel på dem. Det kan være deres frisure eller garderobe. Men så let har de ikke gjort det for Gyllenhaal, her er det i langt højere grad forskellighederne i personlighed man lægger mærke til. Små nuancer i hans spil, der gør Adam såvel som Anthony til mange facetterede figurer. Det er et mesterligt studie i en psykologisk krise, en psykose der langsomt begynder at ligne en personlighedsspaltning. Hans karakter føler sig fanget som i en edderkops spindelvæv, fanget af forventninger, ansvar og forpligtelser. Hans gentagne sidespring er et forsøg på at bryde ud og slippe væk. Han forsøger at bryde med sit gamle liv og bevæger sig ind i slags parallelverden, hvor hans begær ikke har nogle konsekvenser. Men kan man på den måde leve et dobbeltliv?

’Enemy’ er Denis Villeneuve’s op følger på hans oscarnominerede ’Nawals Hemmelighed’ fra 2010 og den ligeledes nervepirrende ’Prisoners’ fra 2013. Hans seneste film ’Sicario’ og hans kommende projekt - fortsættelsen til ’Blade Runner’ - gør at han helt sikkert er en instruktør vi kommer til at høre og se meget mere til i fremtiden. Men jeg synes personligt at ’Enemy’ er hans mest tankevækkende, mest originale, helt sikkert mest krævende, men også hans mest belønnende film til dato. Se den! Du kunne ende med at blive klogere på dig selv.

Simon

Fed opbygning, og bare godt skrevet. 'Enemy' er måske vores generations 2001: A Space Odyssey, som vil vokse med tiden.

Har desværre kun set denne film fra Villeneuve, men synes han gør det super, og klinger helt fantastisk med Jake Gyllenhaal. Som sagt er Enemy min første Villeneuve film. Jeg ser meget frem til Nawals Hemmlighed, som jeg ikke ved så meget om, Prisoners, som en af mine venner mener er den bedste film lavet i lang tid, Sicario, som ser voldsom, men fremragende ud. Og selvfølgelig Blade Runner 2. Er ikke just glad for den idé. Men Villeneuve er en klasse instruktør, og han kan sikkert få Harrison Ford, Ryan Gosling og Robin Wright til at præstere deres bedste, og få en mindeværdig og god film op og stå.

GiwizZeni

Villeneuve er en mester i at opbygge en knugende stemning, der kun bliver ved med at stramme grebet om en. Du har noget at se frem til med hans andre film.
Nawals Hemmelighed: En historie (sand?) der er så grusom, at den næsten ikke er til at holde ud. Virkelig barsk! Man glemmer den aldrig!
Prisoners: Også uhyggelig, men meget mere "Hollywood'sk". Stjernespækket cast der gør det virkelig godt.
Sicario: Art-cinema møder actionthrilleren. Barsk og realistisk i sin skildring af krigen imod narkokartellerne i Mexico. At holde i en bilkø, bliver aldrig det samme... Fantastisk score af Johann Johannsson.
"Blade Runner2"??? Det er med rystende hænder og tilbageholdt åndedræt at jeg ser frem til den, for hvor kan det gå galt! Blade Runner er min 'all time favorite'! Men hvis der er en der kan klare det, er det Denis Villeneuve!

Simon

Ingen tvivl om det. Vi skal tilbage til Shutter Island for at finde en så hjernevridene og spændende film. Glad for at det er ham som skal instruere Blade Runner 2, selv om jeg synes idéen er forfærdelig!

Jake Gyllenhaal gør det fremragende, at spille en så mystisk og drillende rolle er virkelig flot. Elsker det med at man ikke altid ved om det er Adam eller Anthony. Virkelig godt gået af ham.

Musikken er så fantastisk, at hvis jeg skulle bedømme det, ville jeg give seks stjerner. Villeneuve gør det mest kedelige tidspunkt til det mest spændende. Selv om filmen er lidt langsom, er den faktisk spændende hele tiden.

'Enemy' er ikke for alle, overhoved. Den er for dem som fandt Lawrence of Arabia fantastisk, den er for den som elsker en slut scene som gerne må få en til at tænke lidt selv, og den er for dem som vil se kunst! Rigtig god kunst.

GiwizZeni

En kunstfilm - ja, men bestemt også stor filmkunst. Villenueve er på 4 film, blevet en af mine yndlings instruktører.

Line FS

Okay hvad..
WTF-film på en virkelig dårlig måde. Ikke David Lynch mærkelig, bare mærkelig mærkelig...
Når du skriver et manuskript, og skaber dig nogle karakterer, er det vigtigt de virker naturlige og virkelig - man skal kunne genkende noget menneskeligt i dem. Det skal være så, man forstår hvorfor de tager de valg de gør, fordi det for dem, er det letteste at gøre, med den personlighed de her.
Alle karakterer i den her film, tager valg og gør ting som giver ingen mening. Lige fra starten af, sad jeg og undrede mig - hvorfor fanden gå man så meget amok over at finde en der ligner en i en film? Slap dog af.. Hvad helvede sker der? Karakteren er så urealistiske og reagerer 100% uforståeligt, hvilket gør det umuligt at tage filmen og dem seriøst.

Musikken gør meget og det hele. Uden den total mystiske musik, ville man tro det hele var en joke!

Den har sikkert en fin dyb mening, den her film, et eller andet som ligger under det hele. Okay fint, men det gør ikke at filmen ikke er enormt dødsyg at se på, og bare uforståelig...
Havde jeg set den alene, var jeg stået af.

GiwizZeni

Det gør mig helt trist til mode at læse hvordan du fuldstændig har misforstået 'Enemy' og derved fandt den "enormt dødssyg at se på og bare uforståelig."
Det er efter min mening en filmisk perle, men også en "WTF-film" - for at bruge dit eget udtryk, for den kræver noget af iagttageren og mange har misforstået og/eller afvist den som værende mærkelig og kedelig.
Jeg har postet min anmeldelse - og tilhørende bud på en tolkning - af filmen ovenfor. Jeg håber den kan være med til at ændre din holdning til 'Enemy' og måske give dig lyst til et fornyet blik på den.

Simon

Hvis du så en der lignede dig på en prik i en film, ville du så ikke også gerne møde personen? Og hvis du ikke kan se noget menneskeligt i karakterene, må du altså have sovet under filmen.

??

Line FS

Jeg ville bestemt være interesseret, men jeg ville i freake total ud og næsten gå i panik og med det SAMME tro der var noget helt galt :) - og slet ikke begynde at overvåge personen og hvor de bor... Synes det var en meget utroværdig reaktion, og ikke en måde et menneske ville reagere på - med mindre man i forvejen havde etableret at denne karakter var meget mistænkelig eller havde en eller and sindslidelse... :)
Jeg kunne ihvertfald 100% ikke tage det seriøst!

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.