Cookie- og Privatlivspolitik

Carol

Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år
Filmen har en trist og konfliktfyldt grundstemning, og hovedfigurerne ses ofte tyngede og ulykkelige. Der er flere scener med skænderier, og en enkelt sexscene, hvor to kvinder klæder hinanden af og ligger på en seng og kysser og kærtegner hinandens bryster. Da fortælletempoet er roligt, og da filmen også indeholder varme og positive forløsninger, vurderes den kun at kunne virke skræmmende eller grænseoverskridende på børn under 11 år.

Se mere på medierådet.dk
10.03.2016
| |
1 time 58 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Carol
|
Versioner: se alle
2D, Særvisning, Babybio, Seniorbio
|
Billetter

Dramaet 'Carol' foregår i 1950ernes New York, hvor den unge Therese Belivets liv ændrer sig radikalt, da hun forelsker sig i den ældre kvinde Carol.

Therese lever en stille tilværelse som ekspedient i et stormagasin, mens hun i virkeligheden drømmer om at blive fotograf og har svært ved at knytte sig til sin kæreste Richard. En dag møder hun den rige forstadsfrue Carol, og de føler sig begge straks knyttet til hinanden. 

Carol er gift og har en lille datter, men er på vej til at blive skilt under skandaløse forhold. Hendes mand nægter at give slip på hende, og da modstanden bliver for hård, beslutter Carol sig for at invitere den unge Therese med på et road trip. Det bliver starten på et stormbrusende kærlighedsforhold, der har alle odds imod sig i en tid fuld af fordomme og forkvaklede regler.

'Carol' er baseret på Patricia Highsmiths roman 'The Price of Salt', der udkom i 1952. Highsmith er blevet filmatiseret utallige gange bl.a. i filmene The Talented Mr. Ripley og Strangers on a Train. 

Instruktøren Todd Haynes, der tidligere har instrueret film som Far from Heaven og I'm Not There, har endnu engang fået sammensat en flot rolleliste med Rooney Mara og Cate Blanchett i front som de to forelskede kvinder. (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (454 votes)
3.9
5

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "... på magisk vis lykkes det Todd Haynes at få både det storslåede og inderligt smertelige ved forelskelsen formidlet med underspillede armbevægelser, der i bløde kurver fortæller om brændende længsel, smerte og begær." (Louise Kidde Sauntved)

  • BT

    "Et flot og stilsikkert melodrama, men også lige lovlig poleret og politisk korrekt." (Birgitte Lorentzen)

  • Ekstra Bladet

    "Tidsbilledet er [...] en af de mange fornøjelser i 'Carol', der på alle planer er en mageløst smuk film. Som uden at forklejne de andres indsats (igen) understreger, at Cate Blanchett er i en klasse for sig som skuespiller. En af de allerstørste. Ikke bare i sin generation." (Henrik Queitsch)

  • Filmland P1

    "... der opstår en særlig tone, en helt enestående filmisk fornemmelse, i 'Carol'." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "'Carol' er noget så særligt som en helt igennem filmisk film, der i kraft af iscenesættelsen, de åbenlyse greb og henvisningerne til genren bliver fuldkommen ægte." (Katrine Sommer Boysen)

  • Politiken

    "Filmens production design såvel som kostumerne er fint tidstypisk, og andre anmeldere [...] har altså ikke haft de samme forbehold som jeg over for 'Carol's udnyttelse af det stærke stof historien vitterlig bygger på ..." (Søren Vinterberg)

  • Weekendavisen

    "'Carol' er en gribende skildring af et kærlighedsforhold og et antropologisk tilbageblik på en tid med andre konventioner. Filmen bruger Blanchett som blikfang, men det er Rooney Mara, der giver den sødme og fornemmelsen af en fremtid, som er (lidt) mindre hadefuld og indskrænket." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Marianne Storm

Carol er en sød og oplysende film

Lis Rosendahl

Har skrevet indlæg for 2 dage siden . Men en fantastisk spillet film som stadig giver noget til eftertanke, tænk 1950 datidens mystik omkring drifterne , som man ikke talte om.....

Skræmmende som jeg ser det.

Lis Rosendahl

I 1950 erne var det ikke et emne som man hørte og læste om, men filmen var skræmmende på den måde, at Kvinden jo var underlagt mandens ultimative indflydelse, han kunne jo bestemme hvad hun måtte og ikke måtte, men hun var så stærk nok til IKKE at give efter , men måtte så på en måde alligevel, idet barnet skulle være hos ham , sådan en magt over et andet menneske havde han og hans omgivelser.
Men er det anderledes idag?????? der er det jo også børnene , som kommer i forældrenes "klemmer".... ja, de ved jo næsten ikke hvor og hos hvem de hører til, skilsmisse..ægteskab...skilsmisse!!!!!!
Bliver børnene spurgt????

Maggie Smith

Meget fin film og som Wayne siger, flot filmet gennem tiden. Men den var godt nok lang..

Nicklas

Når alt går op i en højere enhed og man rent faktisk føler, at man er tilbage i 50'erne. Den her film er for mig et bevis på, at film sagtens kan undvære en spændende fortælling, og i stedet bare leverer sublimt skuespil og fotografering. Og det er jo heller ikke fordi historien ikke er spændende, men her er det måden og tempoet man stille og roligt får leveret historien på, som er det mest facinerende!

michael

Alt for langtrukken, er meget længe om at komme op i omdrejninger. Mangler generelt dynamik. Men de to kvindelige hovedroller spilles godt.

Helleuser/294403

Virkelig elendig og kedelig film, eneste positive er at Carol spiller sin rolle rigtig godt.

bambiexplorer

men det kunne være interessant at vide HVORFOR du mener at filmen er virkelig elendig og kedelig?

jeanette

Om kærlighed ved første blik..

bambiexplorer

30-årige Therese (Rooney Mara) arbejder i legetøjsafdelingen i en stormagasin i 50’erens New York. Egentlig drømmer hun om at blive fotograf, men har endnu ikke haft mod til at prøve at føre den drøm ud i livet. En dag træder Carol (Cate Blanchett) ind i afdelingen og straks tænder den modne og sofistikerede kvinde et eller andet i den unge Theresa, uden at hun er klar over præcis hvad. For os tilskuere står det klart fra første møde, at de to kvinder er fysisk tiltrukket af hinanden, thi luften er ladet med subtil, men dog tydelig, seksuel spænding. Therese, som til at begynde med er lidt af en lille grå mus, er dog forbavsende hurtig til at sige ja til Carols tilbud om at komme hjem til hende, og spise søndagsmiddag i hendes store hus i New Jersey.

Carol ligger i skilsmisseforhandlinger med sin mand, da hun har indset, qua hendes første forhold til en kvinde, at ægteskabet med hendes mand må bringes til ophør. De handlingen foregår i 50’erens USA, hvor kommunist-, homo- og alle mulige andre forskrækkelser var på sit højeste, og da Carol har sin datter at tage hensyn til, er dette naturligvis en meget ømtålig affære. Da faderen skal have datteren over julen, beslutter Carol at indvitere Theresa på et lille road-trip til Chicago. Langsomt med sikkert kommer de to kvinder tættere på hinanden, og endelig nytåraften, sker det uundgåelige, og de to kvinder lader deres følelser for hinanden få frit spil må motelværelset hvor de bor.

Dagen efter viser det sig, at Carols mand har sat en privatdetektiv til at udspionere og aflytte de to kvinder, med henblik på at få dømt Carol uegnet som mor, og dermed få de fulde forældrettigheder over deres datter. Kort sagt er det her problemerne for Carol og Therese for alvor begynder. Om det lykkes for dem at løse disse udfordringer, må, og bør, du gå i biffen for at få svar på. Du vil ikke blive skuffet!

Cate Blanchett er skøn i rollen som titelfiguren. Afdæmpet, cool og sexet som bare fanden. Og der er et eller andet ved hendes fremtoning der gør, at hun passer perfekt i rollen som en overklassefrue, med et twist, fra 50’ernes New York. Rooney Mara, som jeg ikke har det helt store kendskab til, bortset fra 2015’s udmærkede Her og US-udgaven af The Girl with the Dragon Tattoo, som jeg ikke var vild med, kender jeg hende faktisk slet ikke … det gør jeg så nu. Men hun er rigtig fin, som den unge sarte kvinde som starter som en lille grå mus, men langsomt folder sig ud og bliver til en fin sommerfugl. Det sker dog ganske gradvist og uden de store falbelader. En ting der, i mine øjne taler til Rooney Maras fordel, er at hun, ikke mindst på grund af hendes korthårede frisure i filmen, minder ikke så lidt om Audrey Hepburn som hun så ud i 50’erne i en film som Roman Holiday. Så bliver det ikke meget større i mine øjne. Kyle Chandler (Harge Aird) gør sig også godt som Carols forsmåede ægtemand, som dog ikke er så dumt et svin som han umiddelbart ser ud til at være.

Carol er virkelig flot filmet og man føler sig i den grad hensat til 50’ernes USA. Alle kamerabevægelser og panoreringer foregår i et behageligt roligt tempo. Et lille trick som instruktøren (Todd Haynes) benytter sig af, er at lade mange scener filme gennem et vindue, fx. en bilrude eller vinduet til en diner. Udover at det giver nogle virkeligt flotte spejleffekter, gør det også at vi som publikum bliver holdt lidt på afstand, indtil vi, på et tidspunkt får lov til at komme helt tæt på personerne. Denne effekt forstærkes af at lyden i disse situationer også er let dæmpet, som om mikrofonen er pakket ind i vat. En anden dejlig ting ved Carol, er at dialogerne er så dejligt underspillede og ej-overlæssede, hvilket er temmelig uamerikansk. Hvis en skuespiller er dygtig nok, er det muligt for hende eller ham, at sige meget mere, ved at lade det være usagt …

Carol er egentlig ikke for lang, men kunne er par steder godt speedes lidt op, synes jeg, uden at det ville gå ud over filmens fortælling. Men en superfin lille kærlighedsfilm har vi helt sikker med at gøre, og den burde nok have fået en enkelt eller to af de seks Oscars som den var nomineret til. Et absolut must-see film, også for d’herrer! Jeg vil skyde på at over 90% af publikum i Dagmar udgjordes af lesbiske par (en vurdering foretaget uden min ikke-eksisterende gaydar) … og at der i alt var cirka seks mænd i salen. Det virker, i min bog, en anelse påfaldende … men det er måske bare mig? Carol får lige akkurat 5 stjerner.

Besøg min blog på: blog.inils.dk

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.