Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Café Society

Tilladt for børn over 11 år
Filmen er helt domineret af lettere humoristiske dialogscener. Der optræder imidlertid ind imellem en række scener med gangster-vold. Bl.a. overværer vi en voldsom afbankning af en person, flere lig, som kastes i huller for at bliver indstøbt i cement og personer, som skydes ned på tæt hold. Da volden imidlertid er kortvarig og opleves på nogen afstand, vurderes det, at den kun vil kunne virke skræmmende på de yngste i aldersgruppen 7-11 år. Filmen får derfor en 11-års aldersgrænse.

Se mere på medierådet.dk
06.10.2016
| |
1 time 36 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Café Society
|
Versioner: se alle
2D, Babybio, Seniorbio, Strikkebio
|

Woody Allens romantiske komedie 'Café Society' foregår i 1930ernes Hollywood. Phil Stern, en succesrig film-agent, bliver opsøgt af sin nevø, Bobby, der søger arbejde i industrien.

Den unge mand, der er rejst fra Bronx i New York til Los Angeles, bliver tilbudt et lille assistentjob, og han tager gladeligt imod.

Phils sekretær, Vonnie, får til opgave at vise den nytilflyttede rundt i filmbyen. Forholdet udvikler sig til en regulær romance, men da en hemmelighed kommer frem i lyset, sættes deres kærlighed på prøve.

'Café Society' er den flittige filmskaber Woody Allens seneste værk, der i lighed med bl.a. Stardust Memories og Hollywood Ending hylder - og kærligt kritiserer - den filmbranche, han selv er en del af.

Jesse Eisenberg har rollen som den unge, neurotiske Bobby, der forelsker sig i Kristen Stewarts Vonnie. Eisenberg spillede også med i Allens To Rome with Love. (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (143 votes)
3.9
4.2

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "'Café Society' er [...] ikke et must for andre end de Woody Allen-fans, der først har fred i sindet, når de er helt opdaterede. Alle andre kan tage det mere roligt." (Jeppe Krogsgaard Christensen)

  • BT

    "... som sædvanlig finder Woody Allen i skuespillere som Jesse Eisenberg, Kristen Stewart, Steve Carell og Blake Lively en troværdig og afdæmpet glød, som de måske ikke engang selv vidste, at de havde." (Henning Høeg)

  • Ekstra Bladet

    "... ikke et nyt hovedværk fra Allens hånd, men endnu en vittig og ramsaltet gennemgang af mesterens velkendte temaer [...] En elegant fornøjelse fra start til slut. (Henrik Queitsch)

  • Filmland P1

    "... Allens 47. film [er] en smuk, bittersød fortælling om kærlighedens svære vilkår i en verden, hvor folk spekulerer i karriere og status." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "Dette er en af Woody Allens mismodige film, en historie om drømme, der forskertses: 'Drømme er drømme,' som det resigneret hedder." (Johs. H. Christensen)

  • Politiken

    "Allens længselsfulde bud på en evergreen til en prosaisk tid er rystet ud af ærmet, men ikke lavet med venstre hånd." (Kim Skotte)

  • Weekendavisen

    "Det bedste ved filmen er Jesse Eisenberg. Han giver Allens obligatoriske stand-in en lige så forfriskende drejning, som Owen Wilson gjorde i Midnight in Paris. Han og Stewart er så troværdige sammen, at publikum bliver stille til slut." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
S. Rico

Nogle af de bedste Woody Allen film er dem, hvor han ikke selv er med. I Café Society er han kun med som voice-over fortælleren, og det er gjort perfekt balanceret. Ikke for meget og ikke for lidt. Filmen viser et skønt kliché billede af Hollywood i 30'erne. Farverne er som i et glansbillede, og folk i branchen er skildret overfladiske og selvhøjtidlige. Da vi kommer til New York får man på tilsvarende måde serveret et herligt kliché portræt af gangstertiden. Det hele ledsages af dejlig jazz musik og en god lille historie om umulig kærlighed mellem to unge mennesker på tværs af kultur og ambitioner.

Wayne

Woody Allen fortsætter ufortrødent i et vanvittigt tempo med at producere film.

Denne gang er vi tilbage i 1930'erne - omkring det tidspunkt han selv er født.

Stemningen sættes med et næsten konstant jazz-lydtæppe, som er med til at bringe os tilbage i tiden. Mange skuespillere har efterhånden været omkring Allens store produktion - denne gang er turen kommet til Jesse Eisenberg (Bobby), som spiller Woody Allens sædvanlige hurtigtsnakkende hovedperson. Steve Carrel og Kirsten Stewart har de andre roller i et trekantsdrama - som dels foregår i LA og dels i New York. Bobby forsøger først af få en karriere i Californien, hos sin Onkel (Carrel) - og flytter senere tilbage til New York, hvor han får arbejde i sin brors natklub.

Som sædvanlig i en Allen film, flyder handlingen afsted uden noget stort drama - selvom der sker dramatiske ting. Højdepunkterne er de små spøjse hverdags situationer, med Allens skæve dialog.

Det er ikke den bedste Woody Allen årgang, men det er alligevel altid en fornøjelse at befinde sig i hans stilsikre selskab.

Jakob P.

Café Society får 5 stjerner af Anmelderen *****

Man mærker straks stemningen i filmen fra starten af, for den er ret speciel og unik, og der findes sådan et konstant "flow" hele vejen igennem filmen. Café Society er en af de sjældne film, hvor man bare kan læne sig tilbage, og virkelig nyde filmen mens den flyder uforstyrret og målrettet hen over skærmen. En gang imellem bliver jeg mindet om, at det at se en film er faktisk det samme som at besøge en anden verden, og være et andet sted så længe at filmen nu varer. Det var denne følelse som man sad med, efter at Café Society var færdig, og man var færdig med at se filmen. Der er faktisk ikke noget vildt og voldsomt over den, den er faktisk meget simpel, både i historie, opsætning og skuespil. Men ikke desto mindre synes jeg at det er en imponerende film, som instruktør Woody Allen har fået skruet sammen, og han har hermed fået en fan mere af hans arbejde og hans måde at lave film på.

En ung mand ved navn Bobby (Jesse Eisenberg) beslutter at flytte fra Bronx i New York, til Los Angeles for at søge arbejde i filmbranchen i Hollywood, han bliver tilbudt et assistentarbejde af sin onkel Phil Stern (Steve Carell) som er agent i branchen. Phils sekretær Vonnie (Kristen Stewart) får til opgave at vise den unge Bobby rundt i byen, og deres tid sammen udvikler sig til en romance, men da Vonnie afslører at hun allerede har en kæreste og kun er interesseret i et venskab beslutter Bobby sig for at charme sig yderligere ind på den tiltrækkende og smukke sekretær.

Filmen foregår i 1930'ernes Hollywood i Los Angeles, og man bliver straks grebet af den elektriske og spændte stemning, som hersker i hele filmen fra start til slut. Handlingen og historien smelter sammen, og er både spændende nok og relevant nok til, at man gider at følge med i filmen og se den til ende. Skuespillet bliver leveret i en stilsikker og overbevisende facon, jeg synes generelt at skuespillerne var rigtig godt inde i deres roller, og man mærkede slet ikke at det var skuespillere som spillede en rolle og ikke reelle personer som bare var deres karakterer i virkeligheden. Jeg er faktisk ret imponeret over denne film, som jeg personligt fik et rigtig godt indtryk af, og selv om romancen fylder hovedhistorien så sker der alle mulige andre ting samtidig. Alle disse små bihistorier som foregår samtidig og rundt om hovedhistorien, gør både filmen interessant, relevant og spændende. Café Society foregår i en konstant strøm, som både virker stimulerende og aktiverende, og man bliver straks suget ind i historien og i filmens handling. Rytmen i denne film er vild behagelig, dette gør at man føler sig godt tilpas under de rolige og harmoneret skift mellem hver enkelt scene, og man hele tiden føler sig underholdt.

Martinuser/571930

Ikke en af Woodys bedste, men en okay og flot Hollywoodfilm. Trekantsdramaet er typisk, og det har man jo også set før i mange andre film. Ikke de store overraskelser. Kære Woody, det er nok tid nu at gå på en velfortjent pension.

Jette Pandurouser/370721

Hyggeligt, afslappet sted, altid god betjening af dygtigt personale.
Kommer der efter bio og får et glas vin (udvalgt efter
flere gratis smagsprøver) samt ost og pølse.

Tanjasl

Jeg er gang på gang imponeret over at Woody Allen stadig formår at producere en film en gang om året. At alle film ikke er lige så succesfulde som "Mig og Annie" er en anden sag. Den her er der dog.. Næsten!

Hvis du kan lide hans film kan du også lide denne ufarlige og hyggelige film. For mig er denne lidt skæve film mere seværdig end så mange af de fleste brølende liggyldigheder du ser i filmlandskabet i dag.
Filmen er visuelt flot med mange detaljer og et velspillende persongalleri hvor selv Kirsten Stewart bliver tålelig. At Woody vælger sin egen fortællerstemme er prikken over i'et for mit vedkommende.

Niclas Dalby

Woody Allen er lidt af en altmuligmand. Han står ikke blot nævnt som instruktør, men også som skuespiller, musiker, komiker samt manuskriptforfatter for film og teater. Med Café Society har han instrueret sin 47 tyvende spillefilm og med sig har han slæbt sig lidt af et cast. Oprindeligt var Bruce Willis ment som én af hovedrolleindehaverne, men grundet diverse konflikter blev han fyret fra projektet og i stedet erstattet af Steve Carell.
Allen prøvede samtidig også noget nyt, for ham, da han for første gang tog den digitale vej og skød filmen med et Sony CineAlta F65 kamera. Filmen blev indspillet i Brooklyn og Los Angeles sidste år og da den fik premiere ved Cannes Film Festival i år blev den mødt med fine roser fra medierne.
Når man har instrueret så mange film som Woody Allen er der altid en risiko for, at mange af dem føles idéforladte og om det er tilfældet her vender jeg tilbage til senere, men man må tage hatten af for den 80-årige instruktør, der stadig laver film af høj scenografisk kvalitet og her falder Café Society heldigvis også under.

Historien finder sted i henholdsvis Hollywood og New York, hvor vi følger den unge mand Bobby, Jesse Eisenberg, der forsøger at finde lykken ved hjælp af hans yderst succesfulde onkel Phil Stern, Steve Carell. Lykken finder han dog ikke nødvendigvis i arbejdet, men i stedet ved sekretæren Vonnie, Kristen Stewart, som han hurtigt forelsker sig i. Dette møde udvikler sig dog til lidt af et trekantsdrama, der ikke nødvendigvis udfolder sig til det bedste for nogen af dem.
Som skrevet før, så er filmen flot at se på. Scenografen Vittorio Storaro, der tidligere har stået bag anmelderroste film som Apocalypse Now, The Last Emperor og Last Tango in Paris, har sørget for nogle yderst smukke scener, der bruger farverne på flotteste vis. Allerede fra første scene ved man hvor standarten ligger, da kameraet langsomt føres hen over en mørkeblå, næsten urealistisk ren, swimmingpool med svagt belyste vægge i baggrunden. Brugen af kontrastfarver er imponerende og bruges flere gange gennem filmen, der ofte føles mættet, da hverken hvide eller sorte toner bruges særligt ofte. Det er især det gullige og brune farvespektrum, der udforsket og som filmen skrider frem forsvinder flere og flere adskilte farver og hen imod slutningen er det i stedet de blålige nuancer blandet med mørke toner, der fylder skærmen. Dette blandet med en flot og ganske typisk Woody-Allen-portrættering af 1930’erne sørger for en flot film, der er svær at tage øjnene fra. Alt dette kan Vittorio takkes for, der virkelig gør sit for at skabe liv til historien.
Midt imellem de mange flotte scener finder vi enkelte tegn på fint skuespil, men desværre ikke noget i særklasse. Jesse Eisenberg spiller den noget excentriske unge mand, Bobby, der hurtigt kommer til at minde om Woody Allen’s egne karakterer fra tidligere film og desværre føles det ofte påklistret og ikke særlig livligt. Vi er i dag vant til Eisenberg’s portrættering af sådanne karakterer og vi rammes derfor af en til tider neutral skildring, der aldrig formår at bryde igennem. Det samme kan siges om Kristen Stewart, der heller ikke får meget plads til at lyse i filmen. Hun har de sidste par år fundet sig til rette i Indie-verdenen, hvilket passer hendes stil meget godt, men desværre føles hendes rolle noget tam. Man føler aldrig for hendes karakter, der tydeligvis opretholdes af sine indre følelser til to forskellige mænd af forskellige årsager. Alt ovenstående kan også siges om Steve Carell, der normalvis er en yderst habil skuespiller, men hans portrættering føles helt forkert i filmen. Den karakter, der overraskede mig mest, var Blake Lively, der, desværre, ikke får meget tid i filmen, men gør det ganske flot i de få scener hun er med i. Hun føles naturlig i rollen og bryder den lidt neutrale tendens.
Grundet ovenstående problemer kommer historien heller aldrig til at føles original på de rette tidspunkter. Filmen er ellers fyldt med lette øjeblikke, der ofte underbygges af underfundig jazzmusik, der er et stort tema i filmen og bruges ofte. Eisenberg står for den, humoristisk set, bedste scene i starten af filmen, hvor han taler sig fra at gå i seng med en prostitueret, men desværre når resten af filmen aldrig at finde disse elementer igen selvom den til tider prøver. Man får derfor en underlig følelse af, at man har set filmen før – mange gange, hvilket er en skam, da den har potentiale til mere. Woody Allen har tidligere udtalt, at han prøvede at skabe en progression som i en novelle og det vil jeg dog mene, at han formåede ganske fint. Filmen springer ofte frem og tilbage mellem lokaliteter, men temaerne og den smukke scenografi gør, at man aldrig er i tvivl om hvornår dette sker. Samtidig er historien nærmest delt op i to dele, der adskilles fint i tid og sted. En lidt sjov detalje er, at Woody Allen selv har lagt stemme til et kommentarspor, der ofte benyttes i filmen – det er første gang siden 1987 med Radio Days at han har gjort dette.

Har man brug for et let pust blandt de mange mere seriøse film kan jeg fint anbefale Café Society. Den er, for mig, lidt af en mixed bag, da der er mange positive og negative elementer, der opvejer hinanden og netsummen af originalitet og glæde forbliver derved den samme gennem hele filmen. Det er en film man hurtigt glemmer for historien og skuespillet, men husker for musikken og scenografien og nogle gange er det måske nok.

https://wordpress.com/stats/filmtastik.wordpress.com

Nils

Jeg kan egentlig godt lide stilen og tonen i Café Society, som vel egentlig er temmelig klassisk Woody Allen. Dog udspiller handlingen sig, i modsætning til Allens ældre film, delvis i Hollywood og delvis i New York. Ping-pongen mellem handlingen i de to byer giver filmen liv og tempo. Den underfundige tone og og Woody Allens kommentarspor fungerer også, som altid, fint. Dog er det dog som om at denne recept virker en anelse slidt efterhånden.

Filmagenten Phils nevø Bobby er på vej til Hollywood. Bobby, som kommer fra New York, er blevet træt af at arbejde i hans fars slagterforretning, og søger lykken derfor lykken i englenes by. Efter lidt startvanskeligheder, lykkes det med hjælp fra onklen, at opnå en hvis succes i Hollywood. Samtidig bliver Bobby forelsket i Vonnie, som også er Phils sekretær. Det udvikler sig til noget af et trekantsdrama, som i sidste ende gør at Bobby returnerer til New York, hvor han får et job i brormands natklub. Broren er samtidig en gangster, som er meget hurtig på aftrækkeren, i bogstaveligste forstand. I New York møder Bobby også kvinden i sit liv, som interessant nok også hedder Vonnie (Veronica), og de bliver hurtigt gift og får børn.

Lad mig sige det med det samme. Den bedste i castet er Skotske Ken Stott. Stott som er kendt både fra Hobitten, men også som en snu og lettere gnaven politmand, i adskillige engelske krimiserier. Han spiller Bobbys far (Marty) i Café Society. I en verden af småneurotiske og småkriminelle jøder, er han den eneste der sådan nogenlunde er i stand til at at holde hovedet koldt. Ellers må det siges at kvaliteten af præstationerne i filmen er noget svingende. Vonnie 1 (Kristin Stewart), er ikke imponerende! Er hun iøvrigt nogensinde det? Vonnie 2 (Blake Lively), som jeg umiddelbart kun kender fra The Shallows, er der væsentligt mere stil over, hvis du spørger mig. De øvrige i castet, herunder Jesse Eisenberg (Bobby) og Steve Carell (Phil), imponerer ikke ... men skuffer egentlig heller ikke.

Café Society er egentlig lækkert og tæt klippet. Alt, herunder gangstermord, foregår i munter tone. Og det bliver ikke dvælet over sagerne. Det er hurtigt videre til næste scene, og det kan jeg faktisk godt lide. Alt sammen er naturligvis pakket en i lækker 20'er jazzmusik, så sound tracket fungerer max. Dog lige med den undtagelse, at den faste sangerinde på natklubben i New York, har den hæsligste stemme jeg længe har hørt. Den er så ubeskriveligt irriterende, at jeg slet har ord for det ...

Jeg har ikke noget imod film så har en åben slutning, men slutningen på Café Society er så åben og så abrupt, at man lige sidder i 3 sekunder og tænker, "hvad skete der lige her". Men så går det op for en, at rulleteksterne er i fuld gang, og filmen er slut. Jeg er godt med på Allens premisse om at hans film er indholdet sat langt over formen. Det har vi jo fundet ud af efter snart 50 film. Men igen, efter så mange film begynder det koncept altså at virke lidt tyndslidt. Der er siden Allen instruerede sin første film for 66 år siden, altså dukket andre instruktører op, der magter begge dele. Uden sammenligning i øvrigt, kan jeg fx. nævne Alejandro González Iñárritu (The Revenant og Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance)).

Denne 47. film (mener jeg det er) er meget lig hans gamle film, som alle foregik i New York. Tempoet, stilen, jazzmusikken ... ja det hele er der. Men efter 96 minutter i selskab med det cast, har man såden set fået nok. At Allen er gået tilbage til den gamle recept, er måske ikke verdens bedste idé. I hvert tilfælde var Blue Jasmine, Midnight in Paris og Vicky Cristina Barcelona væsentligt bedre skruet sammen. Café Society får 3 stjerner.

blog.nilsbuch.dk

V. Vega

De orangebrune farvetoner, der dækker lærredet. Det tempofyldte og elegante klaverspil i baggrunden. Og det store fokus på det lille drama.

Café Society er hyggelig, simpel og dialogpræget i gennem hele sin fortælling om en ung, naiv - og måske umulig - kærlighed i 1930'ernes Hollywood og New York.

Filmen er på mange måder gammel film på nyt lærrede - men det fungerer. For det er præcis, hvad man forventer af Woody Allens film. Café Society lever op til hans rygte om dialogprægede, hyggelige og simple fortællinger - hvor det ikke handler om at redde hele verden, men bare handler om to mennesker, og deres små, simple problemer med livets komiske jeg.

Kort sagt: Hvis du er til Woody Allen, er du til Café Society.

Peter

Woody Allan har aldrig været min kop te og denne film flytter ikke på den opfattelse. Snarere tvært om.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter