Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Blood Father

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har ikke været indsendt til vurdering hos Medierådet for Børn og Unge. I henhold til filmloven påføres ikke-vurderede film 15 års-mærkatet.

Se mere på medierådet.dk
01.09.2016
| |
1 time 28 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Blood Father
|

I action-thrilleren 'Blood Father' bliver den tidligere indsatte John Link genforenet med sin 17-årige datter Lydia.

Faren har ikke været nogen rollemodel for den unge pige, som nu selv er endt på den forkerte side af loven. Hendes kæreste styrer det lokale narkotikamarked, og efter han stjæler en formue i kontanter fra narkokartellet, giver han Lydia skylden.

Kartellet kræver hurtig og kontant afregning, og den eneste udvej for den unge pige er at flygte. I denne situation kan Lydia kun forestille sig én allieret, og det er faren, hun aldrig lærte at kende.

'Blood Father' er instrueret af manden bag Assault on Precinct 13. Filmens hovedperson bliver spillet af den erfarne, Mel Gibson, som havde sin storhedstid som action-stjerne i Lethal Weapon-filmene, og som senest var skurken i The Expendables 3.

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (38 votes)
4.4
3.8

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "'Blood Father' er en forglemmelig film, men er altså sine 88 minutter værd på grund af Gibson, som spiller 'the silent type' [...] så lærredet blafrer." (Jeppe Krogsgaard Christensen)

  • BT

    "'Blood Father' er en brutal og sindsygt underholdende hybrid af 'Taken', 'Easy Rider' og 'Mad Max'." (Henning Høeg)

  • Jyllands-Posten

    "På sine egne betingelser er 'Blood Father' den noget nær perfekte genrefilm, smukt filmet, på ingen måde nyskabende eller banebrydende, men spændende og underholdende ..." (Johs. H. Christensen)

  • Politiken

    "... Gibsons rynkede ansigt er [...] som et læderlærred, man har malet et ultrahårdt levet liv på, og gør den forudsigelige film værd at se blot for det." (Katrine Hornstrup Yde)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Michael

Mel Gibson han gør det igen. Jeg var godt underholdt i denne her film. Synes der var alt hvad der skal være i en Mel Gibson film. Lidt humor og en action film. Jeg var ikke skuffet.

Han kan stadig og er stadig en af de bedste til det han laver

Jakob P.

Blood Father får 3 stjerner af Anmelderen ***

Når det nu gælder actionfilm, og når det gælder Mel Gibson, så er jeg kræsen og svær at gøre tilfreds. Fordi med film som Lethal Weapon 1-4 og Get The Gringo fra 2012, så ved man jo godt at Mel Gibson er en skuespiller i verdensklasse, og at han sagtens kan gøre et godt stykke arbejde. Derfor er undertegnet lidt kræsen og kritisk i mælet når det gælder selveste Mel Gibson. Men han kan tåle det kan han. Blood Father er et udmærket stykke arbejde, og Mel Gibson i rollen som den afdanket tidligere fange som gør alt for at leve et stille og roligt liv, passer rigtig godt til ham. Jeg synes også at Erin Moriarty gør det godt i rollen som John Links glemte datter, som roder sig ud i problemer som kun hendes far kan redde hende ud af. Så generelt er filmen godt skruet sammen, den ligger i genren action/thriller eller action/drama, og rollerne er besat med solide og gode skuespillere som kan levere et godt stykke arbejde.

John Link er tidligere indsat og kriminel, men lever nu et stille og roligt liv i en trailerpark, hvor indbyggerne passer på hinanden og hjælper hinanden. John har en datter som han ikke har set eller haft kontakt med i årevis, men som på mystisk vis dukker op og har brug for hans hjælp. Datteren har nemlig rodet sig ud i nogle problemer med et mexicansk kartel, og er blevet beskyldt for at have stjålet en formue fra kartellet af sin tidligere kæreste, som styrer det lokale narkotikamarked. Kartellet kræver øjeblikkelig handling og afstraffelse af tyven, og sender derfor lejemordere ud efter datteren Lydia, men de havde ikke regnet med John Link i deres planer.

Blood Father er en god film, handlingen er okay, historien er okay, og man er underholdt hele vejen gennem de 88 minutter som filmen varer. Handlingen er spændende og intens, historien er godt skruet sammen og er underholdende, og der bliver leveret et godt stykke arbejde af skuespillerne. På rollelisten er Mel Gibson i hovedrollen, Willian Macy i birolle, og Erin Moriarty i rollen som John Links datter. Alle tre nævnte skuespilere gør et godt stykke arbejde, og bidrager alle til at filmen er holdbar, spændende og intens. Tempoet er skiftende, det varierer mellem hæsblæsende actionscener, og stille stunder hvor man kommer mere ind på livet af de forskellige karakterer. Filmen har generelt en god rytme, der er rolige og gode skift mellem hver enkelt scene, filmen er generelt godt sammenhængende, og man keder sig ikke under filmen. Alt i alt en okay film, hvor man er godt underholdt hele vejen, og hvor der er plads til spydige kommentarer og kvikke bemærkninger.

GiwizZeni

Helt enig i det du skriver, men hvordan kan en "ufattelig god actionthriller" kun få 3 stjerner af "anmelderen"? Du plejer at tænke meget over præcis hvor mange stjerner en film have.

Jakob P.

Ja, hvorfor kun 3 stjerner? Jeg har sammenlignet denne film med andre film med Mel Gibson, som fx Get The Gringo og Lethal Weapon 1-4, og de film har jeg henholdsvis givet fra 4 stjerner op til 5 stjerner, og jeg synes der var nogle steder i Blood father hvor handlingen var lidt tam, og dette siger jeg kun når jeg sammenligner med de geniale plots som de andre film jeg nævner med Mel Gibson har! Så selv om jeg synes at filmen generelt er en "Ufattelig god actionthriller", så lander jeg altså stadig kun på 3 stjerner, fordi jeg synes og føler at den mangler lidt mere substans og handling for at få en højere karakter. Dette er bare min mening, og vurdering!

Jeg gør hvad jeg kan for at være objektiv i mine anmeldelser, men jeg kan ikke komme uden om at være subjektiv, for det er jo hvad filmanmelderes meninger om film virkelig er, de er jo hamrende subjektive. Og det er mine meninger også...!

Wayne

De som har set "Get the Gringo" (fra 2012, og som jeg varmt kan anbefale), ved at Gibson ikke har glemt sit håndværk - og sin kendte rolle som den plagede, men nødvendige kur, mod de slemmeste skurke.

Billederne er flot komponerede og historien er stram, men varer til gengæld kun i små 1½ time - og det går en smule ud over karakerudviklingen.

Mel spiller Link, en tidligere alkoholiker og kriminel - som nu har gjort sig fri af begge dele, og lever en tålelig tilværelse som tatovør, i en trailerpark - i øvrig prydet med et imponerende fuldskæg (som gav en ekstra interessant tilføjelse til rollen) - synd at han ikke beholdt det filmen ud.

Fortiden indhenter ham dog - i form af den datter han, grundet mange år i fængsel, ikke har set meget til.

Datteren er i store vanskeligheder, da hun har blandet sig med de forkerte mennesker - og ved et uheld har skudt en narkogangster, som også var hendes kæreste.

Den slags går selvfølgelig ikke ustraffet hen, og nu jages hun både af politiet og gangstere - og den eneste der kan beskytte hende er hendes far, Link.

Det fører til adskillige konfrontationer, samt at Link er tvunget til at trække på sine tidligere kontakter i det kriminelle miljø - og det er her at filmen halter en smule. Den vil simpelthen for meget, uden at vi lærer bipersonerne ordentligt at kende.

Men ønsker man bare et herligt gensyn med ægte Mel Gibson action - så er det filmen, man skal se. Man keder sig ikke et sekund.

Alt i alt en glimrende opvarmning til mere Mel Gibson, når han endelig - efter 10 års pause - er tilbage som instruktør med filmen; Hacksaw Ridge.

tim

Den gamle kan endnu... nyder altid Mel gibson

GiwizZeni

”Velkommen tilbage, Mel Gibson! Vi er nogle der har savnet dig.” OK, det er måske en overdrivelse at sige at han har været helt væk, for Mel Gibson har jo stukket hovedet frem i et par film her og der gennem de sidste par år. Men der har været langt i mellem snapsene – og succeserne. Jeg tror ikke jeg siger for meget når jeg hævder at mr. Gibsons omtumlede privatliv og misbrug har frarøvet os flere spændende film, for to ting hersker der ingen tvivl om: Manden er en god skuespiller og en virkelig interessant instruktør. Han er en kapacitet, der har leveret originale og meget alsidige film igennem årene – og noget tyder på at han er tilbage, for alvor. Hans store anden verdenskrigs drama ’Hacksaw Ridge’ har fået en fantastisk modtagelse på diverse filmfestivaler og har allerede nu fået ”Oscar-buzz”. Men inden vi selv får den at se, er ’Blood Father’ et fint eksempel på Gibson’s comeback – også som skuespiller.

Lad det være sagt med det samme, ’Blood Father’ er måske ikke ligefrem stor filmkunst eller en Oscarkandidat, men som en lille nærmest ”Grindhouse-agtig” B-film, er det noget af en perle. Et godt eksempel på en rolle der er som skræddersyet til en bestemt skuespiller, i en bestemt alder og på et bestemt tidspunkt i hans liv. Et tilfælde? Næppe!

Gibson spiller den tidligere kriminelle og nu tørlagte straffefange John Link. Han har trukket sig tilbage fra både den kriminelle verden og verdenen i almindelighed og driver nu en lille tattoo-biks fra sin husvogn ’out in the middle of nowhere’. Han er en færdig mand, der mest af alt ligner en bjørn der har gemt sig i sin hule, for ikke at løbe ind i flere problemer. En dag ringer hans 17-årige datter til ham, til hans store overraskelse, da han ikke har set eller hørt noget til hende i flere år og egentlig aldrig har haft noget forhold til. Hun har selvfølgelig problemer og har så desperat behov for hjælp, at hun har bidt al skam i sig og kontaktet sin gamle far. Hun er kommet i kløerne på nogle mexicanske narkokartel gangstere og er nu på flugt for sit liv.

Med dette afsæt er der ikke noget at sige til hvis de fleste tænker, den har vi da bare set så mange gange før. For det har vi bestemt, mange gange før. Flere forskellige mere eller mindre afdankede skuespillere har været der før. Liam Neeson har nærmest gjort en karriere ud af denne type film. Klicheerne ligger som et minefelt faretruende tæt begravet. Men det interessante er at Gibson, instruktør Jean-Francois Richet og manuskriptforfatter Peter Craig behændigt styrer udenom de fleste og værste af dem. Selvfølgelig har den gamle ræv ’a very particular set of skills’, men det er ikke på nogen måde smart, sofistikeret eller specielt professionelt. For Gibsons tatovør Link er ikke så ressourcefuld som Liam Neeson’s Bryan Mills. Han har ikke et team af tidligere black-ops soldaterkammerater, intet våbenarsenal begravet i baghaven eller hemmelige bankkonti i udlandet. Han har kun en personlig ”sponsor” fra Anonyme Alkoholikere og en prøveløsladelse, der er betinget af at han overholder loven og hverken kører ulovligt eller virker truende og voldelig. Ikke de bedste forudsætninger for at gå i krig mod et narkokartel og samtidig forsøge at få en kulsejlet datter på benene igen.

Det er i denne gritty og barske realisme at ’Blood Father’ har sin styrke. Mel Gibson ser ud som om han har taget tilløb til denne rolle de sidste ti år. Hans ansigt er så hærget og furet at det passer perfekt til denne rolle, som en mand tilværelsen har gennemgnasket og spyttet ud. Jo, det er klicheen om den knækkede mand, der i kæmpen for sin datter, og så formår at genvinde sin selvrespekt. Kemien imellem Gibson og datteren – spillet af Erin Moriarty – fungerer heldigvis rimeligt og flere scener er nærmest rørende. Humor har manuskriptet også masser af og der er plads til både spydige politiske kommentarer og in-side genre-jokes. Som f.eks. da den 60-årige Gibson kommer væltende in på et noget nedslidt motel med den 17-årige pige (datter) og den unge receptionist meget personligt interesseret spørger: ”Hvor har du fundet hende der henne?” – i den tro at hun er en prostitueret. Mel Gibson svarer snerrende: ”På fødegangen, din idiot! Det er min datter!” En skøn lille scene og en fin kommentar til alle de klichetunge actionfilm, hvor halvgamle actionmænd skal være flankeret af 3-4 årtier yngre supermodeller, der er med udelukkende som ”eye-candy”.

Som actionfilm er ’Blood Father’ måske til tider lidt for stille, men det er kun for at den kan være andet og mere end bare en actionfilm. Der er rum for en langt større realisme og atmosfære end vi er vant til, gode skuespillerpræstationer selv i de små biroller og smukke, støvede og afblegede billeder fra den sydligste og fattigste del af Amerika. Og som comeback projekt er ’Blood Father’ så vellykket at man skulle tro det var Tarantino der stod bag. Det kan godt være nogle vil betegne den som en ’guilty pleasure’, men jeg skal ikke være for stolt til at erkende mig skyldig. Jeg var ganske godt underholdt hele vejen.

Henrikuser/302184

Hvad sker der for filmen ikke kan ses i biografen Odense?

PALASSE

Jeg havde ikke læst eller set noget om denne film på forhånd, jeg valgte den udelukkende for at se Mel Gibson på det store lærred igen.

Filmen var virkelig god, synes jeg. Indrømmet, som flere anmeldere pointerer, er der ikke noget nyt i den, men alene chancen for at opleve Mel Gibson i en solid rolle igen, er undskyldning nok for at give denne film en chance.

Jeg blev bestemt ikke skuffet. Solidt håndværk.

Herculadedrik

Kommer Blood Father i bio den 1/9 ,, for kan ikke se den under kommende film ???

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.