Ganske glimrende 90'er thriller af Paul Verhoeven der er yderst genial på den måde at filmen efter min mening ikke handler om at gætte hvem der begik mord. Fordi følger man nøje med i den så ved man det allerede kort inde i filmen.
Nej denne film handler derimod om hvor langt en person kan gå for at få ret i sin sag. Eller hvordan en person blot bliver mere og mere skør i hovedet.
Vi Har Michael Douglas i hovedrollen som Nick Curran en ganske ustabil politimand der både har drukket, taget stoffer og skudt uskyldige mennesker under indtagelse af stoffer ( herfra hans kælenavn shooter).
Han vil meget gerne kommer tilbage til sit normale jeg hvilket han også er tæt på i starten da han er røget på vandvognen og holdt op med at ryge.
Men desværre bliver han taget på en sag om et mord på en tidligere rockstjerne som bliver brutalt dræbt imens han har sex med en kvinde ( vil ikke spoile med hvem kvinden er).
Den mistænkte er forfatteren Catherine Tramell som datede ( eller gik i seng med) rockstjernen og som til og med har skrevet en bog om en kvinde der slår en rockstjerne ihjel imens hun har sex med ham.
Catherine er på alle måder Nicks fuldkommende modsætning.
Hun drikker, hun ryger, hun har intet imod at tage lidt coke i ny og næ og hun er stærk erotisk.
Sådan set alt det Nick plejede at være.
Så efter samtaler med Catherine bliver Nick straks betaget af hende og bruger alt sin tid på hende selvom hans kollegaer siger han skal lade vær og at sagen er lukket.
Men Nick kunne ikke være mere ligeglad og pludselig er han tilbage ved sit gamle jeg.
Han ryger, han drikker, han får lyst til coke og han tænker så meget på Catherine til at han på et tidspunkt er helt ligeglad med sagen og kun vil score Catherine hurtigst muligt ( hvilket også lykkedes efter han bliver smidt ud af politiet).
Det er slet og ret det jeg mener filmen handler nemlig hvor langt Nick endelig kan komme ud på sidespor og ikke så meget om Catherine er morder eller ej fordi som sagt følger man nøje med så kender man svaret tidligt i filmen.
Men altså Michael Douglas er skøn i hovedrollen som en fuldkommen beskidt politimand der så beskidt at Dirty Harry nærmest burde hedde Clean Harry.
Og så har vi Sharon Stone i både hendes gennembrud og hendes livsrolle som Catherine Tramall som jo muligvis er den ultimative 90'er femme fatale og en person man ikke kan slippe af med da hun er en mester i manipulation.
Endelig lidt trist at Sharon Stone aldrig fik nogen større karrierer bortset fra hendes Oscar nominerede rolle i Casino.
Men hun er yderst fremragende.
Filmen har også noget glimrende musik leveret af den nu afdøde Jerry Goldsmith som man længe vil huske efter filmen er afsluttet.
Og så er den til og med yderst lækkert filmet af Jan De Bont som blot gør filmen mere fascinerende.
Så ja Basic Instinct er en super 90’er thriller hvor man for en gang skyld ikke behøver tænke på hvem der begik mordet men hvor man blot kan læne sig tilbage og lade sig underholde af politimanden der kommer ud på et stort sidespor.
hvis nogen har været femme fatale, så er det Sharon Stone i denne film. Hun er iskold, hun er sexet, hun er manipulerende og så er hun morder?
Det sidste er op til vores fantasi.
Vi føres, ligesom Michael Douglas rolle, rundt ved næsen og snydes konstant - mens vi skiftevis gyser og fryder os.
Bruger anmeldelser (4)
Skriv din egen anmeldelse