Ad Astra

Ser du denne film så sæt en god kop kaffe over og have tålmodighed, for det er en meditativ, langsom og rolig film, der forkæler øjene med smuk rum grafik og følelses porno.

Instruktøren formår at få den stilhed, langsomhed og uendelighed, som det store uendelig univers er, bundet sammen i filmen, sammen med den lysende blå planet imod det sorte univers med fjerne stjerner. Filmen har en smuk 3d effekt i billederne af højde og afstande.

Voice over der bli'r brugt, fungere i en langsom dyb stemnings fortælling om en astronaut med fader binding på en hemmelig mission imod Neptun, der til tider kan have et depressivt ensom islæt .

Om man kan lide denne film er der nok delte meninger om. Hvis du er til hurtig action, er dette ikke filmen, så bli'r den kedelig langtrukken,irriterende og sentimental.

Men ser du filmen for at nyde grafikken og tage på denne stille rejse ud i intetheden, bli'r den eftertænksom, og man bli'r lullet ind de imponerende lys og kontraster.

For mig gik filmen for langsom og var for kedelig, den monotome voice over i filmen, virkede hypnotiserende søvndyssende og irriterende, og jeg sad bare og ventede på der snart skete noget helt vild eller vi snart var færdig. Men måske giver jeg den en fornyet eftermiddags chance, i det mindste så for at nyde filmens grafik.

Denne film ramte noget i mig - suveræne skuespillere og ínterssant plot.
Pit gør det fantastisk og det samme gør Tommy Lee Jones, Donald Sutherland og Liv Tyler.
Dette er en af de film som hænger lidt i ens bevidsthed et par dage efter, hvilket jeg elsker, for det vidner om at der er dybde og indhold bag hele produktionen. Se den og bliv suget ind i dette si fi univers der foregår i en nær lidt skræmmende fremtid.
PS. mediernes bedømmelser er alt for hårde - og i min optik skudt helt ved siden af.

AD ASTRA er en god, tankevækkende og langsom film og her er min mening.

Det første jeg vil fortælle om er skuespillet. Der er nemlig en masse gode ting i den her film, men det ville ikke være godt, hvis ikke Brad Pitt havde spillet på den måde som han gjorde.

Filmen har også en masse gode temaer og emner om mennesket og liv og det viser filmen på en god måde.
Filmen kommer også med en anden vinkel på rumbranchen og det var noget overaskende og tankevækkende.
Plottet oplevede jeg dog lidt svært ved at finde rundt i, fordi der var mange ting på spil i filmen.

Filmen virker også lang, men det passer godt til denne film og visuelt er filmen flot, men det er ikke noget overraskende for en Science Fiction rumfilm.

Den sidste ting jeg vil nævne er at filmen har enkelte actionscener, men de virker godt og jeg behøvede heller ikke flere.

Så alt i alt anbefaler jeg AD ASTRA, fordi den viser noget på en anderledes måde og så er den tankevækkende, men den kan være svær at finde rundt i.

Det er en rigtig flot film, med gode kamera bevægelser. Animationen er perfekt men, det som jeg syndes er lidt trist. Er at der ikke er så meget dybde i personerne, de udvikler sig ikke på nogle måder igennem filmen. Ellers 3 flotte stjerner herfra.

Mærkværdig film, der er ekstremt kedelig.

Fed action scener og et bud på hvordan fremtiden i rummet bliver. Samt dybe tanker om hvordan hovedpersonen lever sit liv. Hvor meget er vi produkt af vores opdragelse og er vi dømt til at leve vores forældres liv.

En utrolig kedelig film, uden overraskelser eller spænding. Var dybt skuffet da jeg så den og overvejede for første gang at forlade biografen. Det eneste sjove ved at se filmen var at manden, der sad foran mig snorkede højt - filmen faldt vidst heller ikke i hans smag.

Et far/søn drama placeret i rummet. Men hvorfor?
Hvis du synes Brad Pitt er lækkereller er vild med fede effekter, så er dette filmen for dig. For plot og handling er fravalgt. Var meget skuffet da jeg forlod biografen.

Brad Pitt og resten af skuespillerne spiller egentlig ganske fornuftigt. Historien hænger dog ikke sammen og giver til tider slet ikke mening.

I en verden, hvor rumrejser er blevet lige så almindelige som hadforbrydelser, er det første reelle forsøg på kontakt med intelligent liv gået galt. Holdet, der skulle rejse til Neptun for at finde rumvæsner at snakke med, er forsvundet, og en række 'surges' sendes gennem rummet mod Jorden med altødelæggende potentiale (fra Neptun, åh-åh!). Så nu er det op til Mister America Roy McBride at fikse det hele og redde verden. Men! Roys far havde kommandoen over holdet, der nu er forsvundet!

Brad McPitt er i hovedrollen, og han er cool som en cucumber. Hans puls er aldrig gået over 90, og han bevarer roen uanset situationen. I selskab med hans daddy-issues og en voice over, skal McBride fragtes først til Månen, så til Mars og så til Neptun for at opnå kontakt med farmand Tommy Lee Jones, der som sædvanlig ligner, at han har lyst til at være alle andre steder end foran et kamera.

Hvad der følger er et overraskende stærkt og ensomt eventyr for McBride i en aldeles original og velskildret historie, der for alvor er tynget ned af manglende karakterudvikling og en møgirriterende voiceover. Man efterlades med følelsen af, at der har siddet fem bestyrelsesformænd, hvor fire af dem ikke forstod plottet, og derfor pådrog instruktør James Gray at fylde alle potentielle forvirringspunkter ud med en voiceover, der skærer alt ud i pap for publikum, så alle kan følge med.

Det er faktisk super ærgerligt, for det er en ret intelligent fortælling, vi møder i 'Ad Astra', med mange små finurlige detaljer i skildringen af den verden, filmen foregår i. Jeg var for eksempel vild med hvor kommercialiseret rumrejser var blevet, for det virker da kun sandsynligt, at i en kultur hvor alt, der ligger i nærheden af at være mainstream, skal have presset så mange penge som muligt ud af sig. I lufthavnen på Månen ser vi en SubWay, vi ser en DHL og så videre, og Brad Pitt overbetaler for at få et tæppe på rumfærgen. Fede små detaljer, der bare gør verden langt mere troværdig og levende.

McBrides ensomhed er også centralt i fokus. Han er vokset op uden en far, da farmand altid var på en ny rumrejse, og som resultat er han blevet effektiv, kold og indelukket, på mange måder som en robot. Det er en sjov og anderledes tilgang til en fortælling som denne, men følelsen af isolation og ensomhed mindskes næsten konstant af den evindelige voiceover, som komplet fjerner fokus fra det, man ser på skærmen. Problemet ved McBrides karakter er også, at han er som en superhelt, der uden problemer klarer alle problemer, han står over for. Det fører til en manglende interesse fra publikums side, især når al karakterudvikling sker i en voiceover, et flashback eller off camera.

Klimakset er til gengæld forfriskende lowkey, de enorme problemer taget i betragtning. Det skal ikke afsløres her, men det er rart at se nogle genrekonventioner vendt på hovedet, selv i kolossale Hollywood-film. Billeder og lyd er ligeledes rigtigt stærke, da fotograf Hoyte van Hoytema og komponist Max Richter, hver især bringer deres karakteristiske intensitet og æstetik, og begge passer meget stærkt til filmens tematik.

Alt i alt er der tale om en tålmodig og intelligent film, der savner noget dybde i karakterfortællingen, men ellers excellerer på rigtigt mange andre områder. Man skal dog ikke se den som en actionfyldt blockbuster, hvilket den desværre bliver markedsført som.